Kategori: Ellens blog

Brug for Amma-kram?

De næste to dage, den 22. og 23. oktober 2019, er Amma i Danmark for anden gang.

For et år siden, da Amma besøgte Danmark første gang, var jeg også i Brøndbyhallen. Jeg var fuld af forventning om en asiatisk-kulturel oplevelse. Det fik jeg, men jeg fik mere end det.

I det øjeblik, jeg trådte ind i den lidt triste forhal i Brøndbyhallen, skiftede stemningen fra dagligdag til noget helt særligt. Der var sådan en glad, forventningsfuld, positiv og meget varm stemning i den lange gang, hvor Darshan-token-køen først ventede, for derefter at bevæge sig langsomt mod målet: Uddeling af Darshan-numre = adgangsbillet til at få et kram af Amma.

Inde i selve sportshallen, hvor det hele skete, fortættedes stemningen endnu mere. På den virkelig gode måde. Da Amma kom ind i hallen, fik den gode stemning endnu solidt et skub opad. At kalde det en fortættet em af kærlighed er måske lige i overkanten, men dejligt var det.

Under den fælles meditation, ledet af Amma, var det magisk at sidde blandt så mange mennesker og bare være. Og mærke. Heldigvis blev Ammas indiske dialekt fulgt op af Susannes danske oversættelse, så vi havde en chance for at følge med.

Stemningen var varm og rolig og så alligevel med så meget postyr, så mange mennesker og madboder og boder med alt mellem himmel og jord kan skabe i en stor og alt for dødsyg sportshal.

Mine 10 sekunder i Ammas arme var al kø- og ventetid værd. Amma sagde nogle indiske ord i mit øre, jeg ville ønske, jeg kunne huske. På onsdag er min plan at skrive ordene ned bagefter. Hvis jeg glemmer det, er der nok en mening med det ...

Det koster ikke noget at deltage, så er du nysgerrig og har du tid, mod og lejlighed, så tag forbi Brøndbyhallen og oplev stemningen, når en indisk visionær, humanitær og spirituel leder ødselt deler ud af kram og god karma på dansk jord.

deaminducer iband+

DreamInducer i virkeligheden

deaminducer iband+Den drømmemaskine, jeg fantaserede om i 2004 og gav en central rolle i romanen DreamInducer, er nu (næsten) blevet til virkelighed - DET er da sjovt!

I lørdags så jeg temalørdag på DR2 om at forstå sine drømme. Cirka 40 minutter henne i udsendelsen tager vært, Rasmus Botoft, til Holland for at afprøve iBand+. Sovende, selvfølgelig, for iBand+ er udviklet til at give bedre søvn, bedre drømme og flere lucid dreams/klare drømme*. Derfor afprøves iBand+ sovende. Præcis som min drømmemaskine.

Selvom iBand+ og DreamInducer har samme formål - at give den sovende rare, lucide/klare drømme - er de to drømmemaskiner ikke ens:

For at lette indsovning får hovedpersonen i DreamInducer serveret te af humle og Calea Zacatechichi, før han tilsluttes drømmemaskinen, der via en hætte både henter og sender elektroniske signaler til hans sovende hjerne.

iBand+- pandebåndet opfanger elektroniske signaler fra hjernen, til at vurdere hvilken søvnfase, den sovende befinder sig i, men sender ikke elektroniske signaler retur. Med udgangspunkt i de opfangede søvn-signaler og nogle intelligente software-algoritmer bliver der i stedet udsendt lys og lyd fra pandebåndet og en lille højttaler under puden. Derudover kan iBand+ bruges som vækkeur, præcis når den sovende er i den mest vågne-venlige søvnfase.

Stadig kun fantasi?

Hverken iBand+ eller DreamInducer kan købes i virkeligheden. Endnu. Men måske finder folkene bag iBand+ en dag penge og mod til at sætte deres drømmemaskine i produktion. Jeg håber selvfølgelig, at iBand+ vil virke som lovet, når/hvis det lykkes at sætte den i produktion. 

At sende elektroniske signaler til hjernen for at påvirke søvn og drømme, sådan som min drømmemaskine gør i romanen, er stadig kun fantasi. Ingen kan inducere tanker, følelser og drømme via elektroniske signaler til hjernen - og vi ved stadig ikke, hvorfor vores hjerner opfører sig, som de gør, når vi drømmer.

Indtil det lykkes at opfinde og producere teknologi, der giver os bedre søvn og rare, klare drømme, må vi nøjes med det, vi allerede ved, vi kan gøre, for at sove godt. Mental ro og trygge omgivelser er de væsentligste søvnparametre, men god søvn handler om virkelig, virkelig mange ting. Måske skriver jeg mere om søvn en anden gang ...

-

*Lucid dreams/klare drømme: Drømme, hvor vi er bevidste om, at vi drømmer. Når vi drømmer lucide/klare drømme, ved vi, at vi drømmer og kan, til en vis grad, påvirke drømmens forløb selvom vi sover. Min bedste klare drøm er flyvedrømmen: Jeg drømmer, jeg flyver. Frit som en fugl. Jeg er samtidig så bevidst om drømmen, at jeg både kan påvirke forløbet og nyde min drømmende flyvetur. Det er ikke ret tit, jeg husker at have fløjet let og frit i en klar drøm, men når det sker, er det magisk.

Min fisk

... og lidt om afkøling i koldt vand

Jeg svømmer. I sommerhalvåret i naturen, i vinterhalvåret i en svømmehal.

Så selvom efterårslys og -luft i Danmark er vidunderlige, møder jeg efteråret med en smule vemod, fordi svømme-ude-sæsonen går på held.

I nogle år traaaak jeg sæsonen så langt, jeg kunne, både forår og efterår. Derfor ved jeg, at uden våddragt kan jeg svømme i mindst tyve minutter, når vandet er 12 grader.

Hvis jeg orkede at dække alt hvad dækkes kan med neopren eller havde selvkontrol nok til at ignorere den smerteoplevelse, det er at nedsænke udækket hud i meget koldt vand, kunne jeg svømme ude året rundt. Det er der faktisk nogen, der gør. Hatten af for dem!

Jeg har spekuleret en del over, hvorfor jeg ikke længere hverken orker at udfordre min kuldetolerance eller skrue mig ned i en våddragt.

Måske er jeg bare blevet så voksen, at jeg har det fint med at have afprøvet mine egne grænser for afkøling.

Eller også ved jeg bare, et eller andet sted, at det koster noget at blive kølet af. Nu og her koster det energi, selvkontrol og kræfter. Bagefter koster det energi at få varmen igen. Koster det mon mere?

Afkøling som et klippekort

Undervandsfotograf Jesper Kikkenborg har igennem mange år filmet i iskoldt vand i arktiske egne. Fordi han kunne. Fordi han ville. Fordi der er så usandsynlig smukt dernede. Fordi der bor dyr, verden intet ville vide noget om, hvis ikke Jesper og andre undervandsfotografer var dykket ned for at filme dem.

Trods alt det varme tøj, undervandsfotografer har på under opgaver i arktiske egne, bliver deres kroppe afkølede. Jesper fortalte mig engang at afkøling, især af hænderne, er som et klippekort: Det koster et klip, hver gang man lader sine hænder køle så meget ned, at de ikke rigtig virker længere. Vil man beholde sine hænders førlighed, gælder det altså om at stoppe med afkølingerne, før alle klip er brugt.

Heldigvis gik Jesper Kikkenborg på land, mens hans hænder stadig virkede og han kunne male den pukkelhval (aka "fisken"), der hænger i mit samtalerum.

Jeg elsker det blik, Kikkenborgs pukkelhval sender mig, når jeg ser på den: Venligt. Kærligt. Underfundigt. Spørgende. Ophøjet. Majestætisk.

Du ser sikkert noget andet i fiskens blik, end jeg gør.

I mit samtalerum bestemmer du selv, om du vil sidde, så du kan se se pukkelhvalen, eller du hellere vil kunne se på Adam og Eva og deres spæde søn. Mere om dem en anden gang.

PS: Mere om min pukkelhval: Min pukkelhval

PSPS: Som plakat: Min pukkelhval som plakat

Psykolog Ellen Garne Hellerup

Ny hjemmeside

Jeg arbejder på højtryk for at få min nye hjemmeside til at være præcis, som jeg gerne vil have den. Hvordan den skal se ud. Hvilke billeder, du skal møde. Hvad der skal stå. Puha, det er ikke nemt!

Om der også skal være en blog, ved jeg ikke endnu, men nu skriver jeg dette allerførste indlæg og så finder jeg nok ud af hen ad vejen, hvordan blog-indlæg kan passe ind i www.EllenGarne.dk's struktur.

Hurra for min nye hjemmeside!