Kategori: Ord

deaminducer iband+

DreamInducer i virkeligheden

deaminducer iband+Den drømmemaskine, jeg fantaserede om i 2004 og gav en central rolle i romanen DreamInducer, er nu (næsten) blevet til virkelighed - DET er da sjovt!

I lørdags så jeg temalørdag på DR2 om at forstå sine drømme. Cirka 40 minutter henne i udsendelsen tager vært, Rasmus Botoft, til Holland for at afprøve iBand+. Sovende, selvfølgelig, for iBand+ er udviklet til at give bedre søvn, bedre drømme og flere lucid dreams/klare drømme*. Derfor afprøves iBand+ sovende. Præcis som min drømmemaskine.

Selvom iBand+ og DreamInducer har samme formål - at give den sovende rare, lucide/klare drømme - er de to drømmemaskiner ikke ens:

For at lette indsovning får hovedpersonen i DreamInducer serveret te af humle og Calea Zacatechichi, før han tilsluttes drømmemaskinen, der via en hætte både henter og sender elektroniske signaler til hans sovende hjerne.

iBand+- pandebåndet opfanger elektroniske signaler fra hjernen, til at vurdere hvilken søvnfase, den sovende befinder sig i, men sender ikke elektroniske signaler retur. Med udgangspunkt i de opfangede søvn-signaler og nogle intelligente software-algoritmer bliver der i stedet udsendt lys og lyd fra pandebåndet og en lille højttaler under puden. Derudover kan iBand+ bruges som vækkeur, præcis når den sovende er i den mest vågne-venlige søvnfase.

Stadig kun fantasi?

Hverken iBand+ eller DreamInducer kan købes i virkeligheden. Endnu. Men måske finder folkene bag iBand+ en dag penge og mod til at sætte deres drømmemaskine i produktion. Jeg håber selvfølgelig, at iBand+ vil virke som lovet, når/hvis det lykkes at sætte den i produktion. 

At sende elektroniske signaler til hjernen for at påvirke søvn og drømme, sådan som min drømmemaskine gør i romanen, er stadig kun fantasi. Ingen kan inducere tanker, følelser og drømme via elektroniske signaler til hjernen - og vi ved stadig ikke, hvorfor vores hjerner opfører sig, som de gør, når vi drømmer.

Indtil det lykkes at opfinde og producere teknologi, der giver os bedre søvn og rare, klare drømme, må vi nøjes med det, vi allerede ved, vi kan gøre, for at sove godt. Mental ro og trygge omgivelser er de væsentligste søvnparametre, men god søvn handler om virkelig, virkelig mange ting. Måske skriver jeg mere om søvn en anden gang ...

-

*Lucid dreams/klare drømme: Drømme, hvor vi er bevidste om, at vi drømmer. Når vi drømmer lucide/klare drømme, ved vi, at vi drømmer og kan, til en vis grad, påvirke drømmens forløb selvom vi sover. Min bedste klare drøm er flyvedrømmen: Jeg drømmer, jeg flyver. Frit som en fugl. Jeg er samtidig så bevidst om drømmen, at jeg både kan påvirke forløbet og nyde min drømmende flyvetur. Det er ikke ret tit, jeg husker at have fløjet let og frit i en klar drøm, men når det sker, er det magisk.