Kategori: Hjerne-pleje

Fang lyset

Der står 25. januar i kalenderen. Vi går mod lysere tider, men det er stadig mørkt og koldt i Danmark.

Alle, der bor i vintermørke Skandinavien, vil i en eller anden grad være påvirket af de lange, mørke perioder.

Man behøver ikke være deprimeret for at have glæde af at få lys nok om vinteren. Uden dagslys kan vi blive tunge og triste, så især i januar og februar er det vigtigt at sørge for lys til øjne og hjerne.

Medmindre man har installeret dagslyslamper derhjemme eller på arbejde, er indendørs lys for svagt til at give os den daglige dosis lys, vores hjerner har brug for - så det gælder om at komme ud. Helst midt på dagen.

Tager du til og fra arbejde i mørke, så prøv at finde lidt tid midt på dagen til at være udenfor. Helst hver dag, men en ugentlig dag med lidt dagslys er bedre end syv dage uden.

Er det umuligt at komme udenfor midt på dagen, kan en tændt lysterapi-lampe gøre underværker. En halv times terapi-lys først på dagen, hver dag, er standard-anbefalingen. Man skal sidde max en halv meter fra den tændte lysterapi-lampe, uden man behøver at kigge direkte ind i lyset. Med en tændt lysterapi-lampen tæt på kan man arbejde, spise, strikke, læse eller hvad man nu finder på. Jeg er sikker på, bare en smule dagligt lys fra en lysterapi-lampe er bedre end slet ikke noget, så hvis det først passer dig at sidde ved den tændte lampe om eftermiddagen, og du ikke får problemer med at falde i søvn om aftenen, vil det stadig have effekt.

Min egen lysterapi

De sidste mange år har min lys-terapi været, at min mand og jeg i januar eller februar rejste ud for at få mindst en uge med mange timers dagslys og et skud d-vitamin. I februar 2020 nåede vi ned til lyset før corona lukkede verden ned, men med udsigt til at skulle blive hjemme hele vinteren 2021, blev en lysterapi-lampe mit største julegaveønske i 2020. Min mand købte en til mig, som jeg brugte næsten dagligt frem til slutningen af februar. Så kom den ind i set skab og blev først fundet frem igen omkring nytår 21/22. Januar 2022 har indtil nu været ret solrig og jeg har prioriteret at være udenfor midt på dagen. Min lysterapi-lampe har været tændt på de grå vejrdage, vi også har haft, og jeg er stadig meget glad for den. En lysterapi-lampe stimulerer ikke d-vitamin-produktion, så jeg indtager d-vitamin gennem munden om vinteren.

Der findes forskellige slags lysterapi: Små lamper som min, som man skal være tæt på i en halv time, mens de er tændt, og så "rigtige" daglyslamper, der lyser hele rummet op. Min lysterapi-lampe hedder Lumie. Den er ikke vanvittig smuk, og selvom jeg kun bruger den et par måneder om året, er jeg meget glad for den. Der findes mange andre gode på markedet også og mange skriver om lysterapi og daglyslamper. Linkene herunder er kun et meget lille udsnit, led selv efter mere information.

Meditation

Meditation er én måde at give sin hjerne et velfortjent pusterum på. Pusterum har moderne hjerner brug for, hvis de skal holde styr på de enorme mængder information, de bliver bombarderet med hver dag.

Mediterer du allerede (eller hvis mindfulness er en del af din hverdag), behøver du ikke læse videre. Bare fortsæt med at meditere.

Meditation kræver ingen redskaber. Det eneste du skal gøre er, for en stund, at lukke verden ude og lade krop og sjæl holde pause.

Har du aldrig mediteret: Prøv det. Selv få minutters meditation kan give ro, velbehag og overskud, både i krop og i sjæl. Sindsro. Sjælefred.

Om du mediterer morgen, middag eller aften (eller alle tre eller endnu flere gange), er helt op til dig. Bare start et sted. Gør det til en vane at bruge nogle minutter til at hjælpe din hjerne med at holde sig i topform.

Kom i gang

Simpel meditations-opskrift: Sæt dig et roligt sted. Luk øjnene. Læg mærke til din vejrtrækning. Bliver du forstyrret af en tanke: Lad den passere og flyt din opmærksomhed tilbage til din vejrtrækning.

I starten er det en god ide at beslutte hvor lang tid, du vil meditere. Det er fint at starte med 1 minut (som kan føles som laaang tid, hvis man aldrig har mediteret).

En stemme, der guider dig, gør meditation lettere, både at komme i gang med og at blive ved med. Der findes masser af guidede meditationer og meditations-vejledninger på nettet. Nogle er gratis, nogle kræver betaling.

Det vigtigste er at vælge en stemme, der gør dig rolig, tryg og afslappet.

Tab ikke modet, hvis det føles umuligt, idiotisk eller næsten skræmmende at sidde stille uden at forholde sig til tanker, der flyver rundt og råber på opmærksomhed. Jo mere stresset og overkørt man er, jo sværere er det at meditere. Og jo vigtigere er det faktisk at få det lært!

Meditation og mig

Jeg har taget flere tilløb til at meditere, men forsøgene strandede hver gang, fordi jeg syntes det var kedeligt. Yoga fik heldigvis lært mit hoved at sætte farten lidt ned, men først da jeg blev introduceret til Headspace, begyndte jeg at meditere dagligt.

Jeg elsker Andy Puddicombes bløde stemme og hans britiske tone. Hans guidede meditationer har en stor del af æren for, at det som regel lykkes mig at meditere hver dag.

Jeg burde selvfølgelig bare selv huske at meditere, men helt ærligt, så gør registreringen af dagens meditation i Headspace-appen det lettere at huske meditation hver dag.

Headspace's Basic-kursus er gratis og der er mange gratis Headspace-ting at finde på YouTube. Det mangfoldige, skønne meditations-bibliotek er dog kun tilgængeligt via betalt abonnement. Uanset om det er korte eller lange meditationer, gratis eller betalte, er selv en kort meditation bedre end ingen meditation. Prøv det!

På videoen herunder fortæller Andy Puddicombe om Headspace.

PS: Jeg får ingen betaling for omtalen her, jeg kan bare rigtig godt lide Headspace-konceptet. Der er andre gode meditations-tilbud derude, find den/de stemme(r), du bedst kan lide.