Meditation
Meditation er én måde at give sin hjerne et velfortjent pusterum på. Pusterum har moderne hjerner brug for, hvis de skal holde styr på de enorme mængder information, de bliver bombarderet med hver dag.
Mediterer du allerede (eller hvis mindfulness er en del af din hverdag), behøver du ikke læse videre. Bare fortsæt med at meditere.
Meditation kræver ingen redskaber. Det eneste du skal gøre er, for en stund, at lukke verden ude og lade krop og sjæl holde pause.
Har du aldrig mediteret: Prøv det. Selv få minutters meditation kan give ro, velbehag og overskud, både i krop og i sjæl. Sindsro. Sjælefred.
Om du mediterer morgen, middag eller aften (eller alle tre eller endnu flere gange), er helt op til dig. Bare start et sted. Gør det til en vane at bruge nogle minutter til at hjælpe din hjerne med at holde sig i topform.
Kom i gang
Simpel meditations-opskrift: Sæt dig et roligt sted. Luk øjnene. Læg mærke til din vejrtrækning. Bliver du forstyrret af en tanke: Lad den passere og flyt din opmærksomhed tilbage til din vejrtrækning.
I starten er det en god ide at beslutte hvor lang tid, du vil meditere. Det er fint at starte med 1 minut (som kan føles som laaang tid, hvis man aldrig har mediteret).
En stemme, der guider dig, gør meditation lettere, både at komme i gang med og at blive ved med. Der findes masser af guidede meditationer og meditations-vejledninger på nettet. Nogle er gratis, nogle kræver betaling.
Det vigtigste er at vælge en stemme, der gør dig rolig, tryg og afslappet.
Tab ikke modet, hvis det føles umuligt, idiotisk eller næsten skræmmende at sidde stille uden at forholde sig til tanker, der flyver rundt og råber på opmærksomhed. Jo mere stresset og overkørt man er, jo sværere er det at meditere. Og jo vigtigere er det faktisk at få det lært!
Meditation og mig
Jeg har taget flere tilløb til at meditere, men forsøgene strandede hver gang, fordi jeg syntes det var kedeligt. Yoga fik heldigvis lært mit hoved at sætte farten lidt ned, men først da jeg blev introduceret til Headspace, begyndte jeg at meditere dagligt.
Jeg elsker Andy Puddicombes bløde stemme og hans britiske tone. Hans guidede meditationer har en stor del af æren for, at det som regel lykkes mig at meditere hver dag.
Jeg burde selvfølgelig bare selv huske at meditere, men helt ærligt, så gør registreringen af dagens meditation i Headspace-appen det lettere at huske meditation hver dag.
Headspace's Basic-kursus er gratis og der er mange gratis Headspace-ting at finde på YouTube. Det mangfoldige, skønne meditations-bibliotek er dog kun tilgængeligt via betalt abonnement. Uanset om det er korte eller lange meditationer, gratis eller betalte, er selv en kort meditation bedre end ingen meditation. Prøv det!
På videoen herunder fortæller Andy Puddicombe om Headspace.
PS: Jeg får ingen betaling for omtalen her, jeg kan bare rigtig godt lide Headspace-konceptet. Der er andre gode meditations-tilbud derude, find den/de stemme(r), du bedst kan lide.
Hjerne-pleje
En hjerne, der bliver udfordret og brugt, bliver træt og har brug for hvile. Lidt ligesom en muskel. Både hjerne og muskler …