På arbejde fik han lavet det, han skulle, præcis som han altid gør. Til frokost spiste han sine sædvanlige fire stykker på sin faste plads i kantinen. De andre snakkede om, hvad kvinder nu snakker om. De har snakket om det samme i alle de 16 år, han har været her. De snakker aldrig om noget, der interesserer ham.
To år efter han startede på jobbet, blev han kæreste med en i en anden afdeling. Selvom de skændtes meget og hun altid kritiserede ham, havde de et par gode år sammen. Han gik lissom i stykker, da hun forlod ham.
Et par år efter døde hans mor. Hun havde været syg længe, skrumpede ligesom ind og blev til ingenting. Han var den eneste, der besøgte hende. Hans eneste bror, der bor i Tyskland, kom kun hjem til begravelsen.
Ensomheden begynder altid at røre på sig, når de første begynder at gå hjem. Enten skal de skynde sig hjem eller hente børn eller købe ind til mad til familien eller også skal de noget spændende om aftenen. Han skal aldrig skynde sig hjem. Han skal aldrig noget om aftenen, for der er ikke rigtig noget, han har lyst til. Når han en sjælden gang går ud, bliver det næsten værre. Alle de andre har nogen at tale med, han er der bare. Alene.
Han cykler en omvej hjem for at udskyde ubehaget. Bruger sin telefon til at tænde for radioen i køkkenet og fjernsynet i stuen, før han låser sig ind. Bang, så kommer den. Den har siddet på lur i flere timer, men nu rammer den. Lige i ansigtet. Inden han har lukket døren, lukker den sig omkring ham. Ensomheden. Lammer ham. Gør ham tung og trist.
Radio og tv overdøver de insisterende lyde af familieliv fra overboen og naboen og underboen. Lydene minder ham konstant om, at alle andre i hele verden har nogen at være sammen med. Nogen at snakke med. Nogen at spise aftensmad med.
Han skruer op for radioen og varmer noget aftensmad. Spiser til Netflix og bliver endelig, endelig træt nok til at gå i seng. I morgen snakker han med ved frokostbordet. Det gør han altså. I morgen.
-
Ensom og trist
Følelser af ensomhed og tristhed hænger tit sammen. Hvad der kom først, kan være svært at afgøre, for man kan blive trist af at føle sig ensom og man kan blive ensom af at være trist. Tristhed og sorg kan gøre krop og sjæl så tunge og passive, at lysten til at opsøge eller vedligeholde sociale relationer nærmest forsvinder. Det er tungt at bære rundt på en ubehandlet depression, så tal med din egen læge, hvis du gennem længere tid er trist, tung og passiv.
Ensomhed kan følge med mange forskellige psykologiske, fysiske og psykiatriske udfordringer. Er du ensom og har en diagnose, der påvirker dig socialt, findes der ofte et netværk med andre i samme situation.
Angst kan behandles. Er du ensom, fordi du er bange for at forlade dit hjem, for at være sammen med andre eller har andre social-angst-problematikker, så tal med din egen læge om det. Søg efter netværk med andre i samme situation som dig.
Tal om ensomhed
Ensomhedsfølelser kan være svære at indrømme, både overfor sig selv og overfor andre. At erkende og tale om sin ensomhed er et stort skridt på vejen ud af ensomhed. Har du ikke nogen at tale med, så start med at tale om din ensomhed med dig selv. Italesæt overfor dig selv, at du føler dig ensom. Måske dukker der ideer op til ting, du kan gøre, for at slippe ud af den. Opsøg sociale netværk, både på internettet og i det virkelige liv.
Det første store skridt er at erkende at hjælp er nødvendig. Søg hjælp, hvis du hænger fast i dine ensomhedsfølelser. Det er ingen skam at søge hjælp og et eller andet sted findes der helt sikkert nogen, der vil og kan hjælpe dig ud af din ensomhed.
Der er ingen lette veje ud af ensomhed, men prøv alligevel. Øv dig i at snakke med nogen, du ikke kender. Meld dig på et t aftenskolehold eller meld dig ind i en sportsklub. Meld dig som frivillig. Snak med, bland dig! Gå en tur med din hund, selvom du ingen har, eller få dig en hund. Snak med dine naboer. Ring til en gammel ven. Skriv til den moster eller den kusine, du ikke har haft kontakt med i hundrede år. Snak med en kollega. Spis frokost med nogen, du har lyst til at snakke med.
Tro på det: Der ER en vej ud af din ensomhed.
Det starter som en trykken bag øjnene. En lille dråbe i øjenkrogen. Det ender med tårer, der triller og snot, der løber i så stride strømme, at der er brug for lommetørklæder. 
