Kategori: Glæde

Glædestårer

Glædestårer

Glædestårer"Åh, det er jeg glad for at høre. Jeg glæder mig så meget til du kommer hjem." Hun står musestille foran vinduet og snøfter. "Græder du?" spørger han og hun undskylder og snøfter igen og siger "Det er glædestårer. Det er bare, fordi jeg er så glad." Han rømmer sig. "Jamen .... vi ses jo lige om lidt. Om halvanden time cirka. Tør nu øjnene."

De lægger på. Hun løfter armene op over hovedet og skriger. Højere end nogensinde. Så løber hun ind i soveværelset, kaster mobilen på sengen og hamrer begge hænder ind i væggen.

"JAERH" råber hun, danser ud i køkkenet og slår på tromme på køleskabet. "YES YES YES".

For to uger siden slog han op og tog af sted. Uden varsel, bare sådan lige. Efterlod ikke andet end tomhed og en seddel på køkkenbordet.

Han tog op i sine forældres sommerhus i Sverige, fordi han havde brug for en tænkepause. Fra dem. Hun skulle ikke regne med svar, hvis hun prøvede at kontakte ham.

Han havde pakket tøj, computer og telefon, men svarede ikke, når hun skrev eller ringede til ham. Da hun på hans telefonsvarer grædende tryglede ham om et livstegn, skrev han først to dage efter: "Vil du ikke nok lade være med at ringe eller skrive?"

Hun lukkede sig inde med sig selv. Passede sit arbejde, men fortale ingen, at han var rejst. I bagklogskabens klare lys kan hun godt se, at noget havde været på vej. Han var blevet mut og stille og vendte ryggen til hende i sengen. Når hun spurgte, hvad der var galt, slog han det hen mumlede, at det var hårdt at skrive speciale. Han var bare træt. Hun troede på ham, selvfølgelig gjorde hun det. De har boet sammen i fire år og det er ham, hun skal have børn med. Købe hus med. Blive gammel med. Hvordan skulle hun pludselig kunne holde op med at tro på ham? 

Hun forstår stadig ikke, hvordan han kunne efterlade hende på den måde, men det er helt ligegyldigt nu, for han har ringet fra færgen og i telefonen sagde han, at han ikke kan undvære hende og at nu kommer han hjem for at blive. 

HURRA! 

-

Glædestårer

Hunde logrer med halen. Katte spinder. Elefanter trompeterer. At græde af glæde er bare én af mange, mange måder at vise glæde på. Råb, dans, hænderne over hovedet, sang, bobler i maven - når vi overvældes af stor glæde, taler kroppen sit eget sprog.

Glæde er forholdsvis let at aflæse hos andre: Jo større glæden er, jo lettere er den at aflæse. Glæde smitter, så når vi oplever andre vise glæde, bliver vi selv en lille smule gladere. Hvis vi altså er åbne og modtagelige for verden.

En af bivirkningerne ved træthed, stress, tristhed og vrede er, at vi ikke rigtig tager imod verden, heller ikke andres glæde. Er du trist og træt, så prøv alligevel at åbne din opmærksomhed ud mod verden og opdag, at uanset hvordan du har det lige nu, så findes der glæde derude. Glæde og gode stunder venter på dig. Et sted. Derude. En dag.