FRIT SIND
Jeg har haft et dejligt, berigende forår.
De fleste fredage og mange onsdage har jeg nemlig været frivillig terapeut i SINDs projekt FRIT SIND. Lærerigt, hjertevarmt, udfordrende – og berigende!
Det startede i oktober 2018, da Kaja Dreiøe, leder af projekt FRIT SIND, efterspurgte frivillige psykologer og mentorer.
Opgaven for en frivillig, individuel terapeut lød på 2-3 x 20 individuelle sessioner, gennemført i februar-juni 2019.
Målgruppen var yngre borgere i Københavns Kommune med social angst, så de borgere, der blev visiteret, var københavnere i alderen 18-40 år med udtalt ubehag ved socialt samvær.
Frivillige terapeuter og mentorer i FRIT SIND blev tilbudt 2 weekender og en række eftermiddags / aftenmøder med introduktion til og uddannelse i ACT/Acceptance and Commitment Therapy, CFT/Compassion Focused Therapy, mindfulness og en vejledende manual for de 20 sessioner. Derudover fik terapeuter og mentorer sparring og supervision undervejs.
Det lød næsten for godt til at være sandt, men det tog ikke mange minutter ved den indledende samtale med Kaja at forstå, at det var rigtigt nok.
TAK, Kaja, fordi du med din varme og din faglige kompetence skabte så gode betingelser for både borgere og frivillige i SINDs lokaler i Slotsgade.
TAK for din levende undervisning, din kompetente supervision, dit nærværende væsen og for godt samvær undervejs. Jeg føler mig beriget. Af dig. Af projektet. Af de borgere, jeg mødte. Af de frivillige, jeg mødte. Jeg tager det hele med mig videre.
Al mulig held og lykke til alle jer, jeg mødte undervejs: Især de borgere, der fik hjælp til at håndtere social angst og komme godt videre i livet, men også til de psykologer og næsten-psykologer, der under Kajas trygge vinger kom i gang med det, det vel handler om for alle psykologer, der arbejder terapeutisk: At skabe rum og muligheder, der støtter et andet menneske i at leve et godt og berigende liv, også når livet slår knuder.
PS: Desværre er der endnu ikke rejst penge til en ny sæson FRIT SIND – jeg håber virkelig, det lykkes!