Angstanfald i Netto

Indkøbspose fra Nette

Angstanfald i Netto

Angstanfald i Netto

Hun stod i køen i Netto, da hendes hjerte begyndte at hamre. Vildt og voldsomt. Lige så pludseligt begyndte sveden nærmest at løbe ned af ryggen.

Det føltes som om nogen tog kvælertag på hende, men hun nåede knapt at tage sig til halsen, før hun måtte gribe fat i manden foran sig for ikke at falde. Munden var så tør, at hun ikke kunne svare, da manden vred sig løs og irriteret spurgte, hvad fanden hun lavede.

Verden omkring hende var på en gang voldsom og fjern. Midt i et supermarkedshelvede af larm og mennesker stod hun, vaklende, og havde det som om nogen havde presset en glasklokke ned over hende. 

Hun husker ikke, hvordan hun kom hjem, men nu sidder hun i sofaen. For udmattet til at rejse sig. Hun orker lige at fiske chokoladen frem fra den indkøbspose, der stadig står på gulvet. Hun spiser al chokoladen og er træt. Træt. Træt. Alt for træt. 

-

 

Angstanfald

Beskrivelsen af angstanfaldet i Netto fortæller bare om én af de uendeligt mange måder, angstanfald kan opleves på. Nogle ting går dog igen, når folk beretter om angstanfald: Hjertebanken, tør hals, svimmelhed, følelse af uvirkelighed og en efterfølgende udmattelse. Ved et angstanfald kører krop og hjerne med fuldt blus på alle kedler. Det er derfor almindeligt at krop og sjæl er meget, meget trætte bagefter og meget insisterende kan kræve optankning af hurtig energi, fx udtrykt som en stærk sukkertrang.


Relaterede indlæg: