Min fisk

Jeg svømmer. I sommerhalvåret i naturen, i vinterhalvåret i en svømmehal.

Så selvom efterårslys og -luft i Danmark er vidunderlige, møder jeg efteråret med en smule vemod, fordi svømme-ude-sæsonen går på held.

I nogle år traaaak jeg sæsonen så langt, jeg kunne, både forår og efterår. Derfor ved jeg, at uden våddragt kan jeg svømme i mindst tyve minutter, når vandet er 12 grader.

Hvis jeg orkede at dække alt hvad dækkes kan med neopren eller havde selvkontrol nok til at ignorere den smerteoplevelse, det er at nedsænke udækket hud i meget koldt vand, kunne jeg svømme ude året rundt. Det er der faktisk nogen, der gør. Hatten af for dem!

Jeg har spekuleret en del over, hvorfor jeg ikke længere hverken orker at udfordre min kuldetolerance eller skrue mig ned i en våddragt.

Måske er jeg bare blevet så voksen, at jeg har det fint med at have afprøvet mine egne grænser for afkøling.

Eller også ved jeg bare, et eller andet sted, at det koster noget at blive kølet af. Nu og her koster det energi, selvkontrol og kræfter. Bagefter koster det energi at få varmen igen. Koster det mon mere?

Afkøling som et klippekort

Undervandsfotograf Jesper Kikkenborg har igennem mange år filmet i iskoldt vand i arktiske egne. Fordi han kunne. Fordi han ville. Fordi der er så usandsynlig smukt dernede. Fordi der bor dyr, verden intet ville vide noget om, hvis ikke Jesper og andre undervandsfotografer var dykket ned for at filme dem.

Trods alt det varme tøj, undervandsfotografer har på under opgaver i arktiske egne, bliver deres kroppe afkølede. Jesper fortalte mig engang at afkøling, især af hænderne, er som et klippekort: Det koster et klip, hver gang man lader sine hænder køle så meget ned, at de ikke rigtig virker længere. Vil man beholde sine hænders førlighed, gælder det altså om at stoppe med afkølingerne, før alle klip er brugt.

Heldigvis gik Jesper Kikkenborg på land, mens hans hænder stadig virkede og han kunne male den pukkelhval (aka "fisken"), der hænger i mit samtalerum.

Jeg elsker det blik, Kikkenborgs pukkelhval sender mig, når jeg ser på den: Venligt. Kærligt. Underfundigt. Spørgende. Ophøjet. Majestætisk.

Du ser sikkert noget andet i fiskens blik, end jeg gør.

I mit samtalerum bestemmer du selv, om du vil sidde, så du kan se se pukkelhvalen, eller du hellere vil kunne se på Adam og Eva og deres spæde søn. Mere om dem en anden gang.

PS: Mere om min pukkelhval: Min pukkelhval