Følelsesporno
Det starter som en trykken bag øjnene. En lille dråbe i øjenkrogen. Det ender med tårer, der triller og snot, der løber i så stride strømme, at der er brug for lommetørklæder.
Hvornår? Når jeg ser Sporløs på TV.
Jeg kan godt grine lidt af mine rørelsestårer over et tv-program, der er produceret for at give seerne én på følelses-opleveren.
Samtidig er det i grunden tankevækkende, at tårer kan være udtryk for to så modsatrettede følelser: Glæde og sorg.
Jeg ved ikke, om rørelsestårer overhovedet er et ord, men du ved sikkert, hvad jeg mener: De tårer, der triller, når to mennesker skal giftes, når man ser film med nuttede børn (eller dyrebørn!) eller når man sidder klinet til skærmen for at opleve et menneske gense én, der har været savnet længe.
At jeg sidder klar, når Danmarks Radio sender mennesker ud for at finde en, der er savnet, er ikke på grund af de fyrre, lidt langstrakte minutter, vi som seere bildes ind, det tager at finde den forsvundne. Det er det øjeblik, hvor dem, der har savnet, møder hinanden. Selvom det sker i et nøje tilrettelagt tv-program, går det lige i mit hjerte - og i mine tårekanaler!
Jeg tuder hver gang. Nogle gange meget, andre gange mindre, men når der står i Sporløs i tv-programmet, står der rørelsestårer i mit program. Også selvom udsendelserne er mere planlagte og tilrettelagte, end de foregiver at være. Pyt med det. Selvom Sporløs er følelsesporno, ser jeg med. Og græder med. Bare fordi.
