Vandskræk

... er tillært og kan derfor aflæres igen.

Dykkes en tryg baby nænsomt ned i lunt vand, vil babyen holde vejret, åbne øjnene og lave svømme-bevægelser, imens den tillidsfuldt venter på igen at få frie luftveje. Hvis ikke tryghed og dykker-refleks bliver vedligeholdt, aftager de med tiden.

Mennesker er altså ikke født med vandskræk, men mange mennesker har det med vand, som med alle andre ting, de ikke kender: De føler sig utrygge eller bange.

Undervandsselfie

Flere slags vandskræk

Jeg deler vandskræk op i to kategorier:
Tillært vandskræk og Traumeforåsaget vandskræk.

Tillært vandskræk kan have mange årsager: Utrygt opvækstmiljø, fravær af trygge vandoplevelser, skræmmende film og historier, fobier, angst for andet end vand, andres angst mv - eller en blanding af flere ting.

Traumeforårsaget vandskræk stammer fra nærdrukneoplevelser og andre traumatiske oplevelser med blokerede luftveje. Har du haft en nærdrukneoplevelse før 3-års-alderen, har du måske stærke, kropslige angst-reaktioner, der er svære eller umulige at sætte ord på.

Slip din vandskræk

Fordi vandskræk er tillært, kan den aflæres igen. Med Svøm-Ud-terapi kan jeg ikke trylle din vandskræk væk, men jeg kan lære dig at håndtere din vandskræk, så det bliver dig, ikke din vandskræk, der styrer din adfærd og dine oplevelser i vand.