Svøm ud i det fri

Svøm ud i det fri Svømning i det fri. Open water swimming. Svømning i åbent vand. Havsvømning. OW-svømning. Kært barn har mange navne. Uanset hvad det hedder, har jeg svømmet ude i mange år og jeg elsker det: Højt til himlen. Måske dybt til bunden. Vand og natur over det hele.

For nogen kan natur, vand og ukendt terræn være skræmmende. Så skræmmende, at det er lettere at lade være, selvom man egentlig gerne vil.

I 2010 svømmede jeg mine første terapeutiske svømmeture og har siden haft en række svømmere og triatleter med ud i det fri. De første år var der flest triatleter, der gerne ville gennemføre en triatlon-distance uden at være bange, men jeg er også svømmet ud med mennesker, der bare gerne vil kunne bade og svømme i naturen uden at blive lammet af angst og panik. Og med mennesker, der gerne vil undgå at give deres egen vandskræk videre til deres børn.

Har du lysten, men mangler modet til at svømme i det fri, eller har du haft en traumatisk oplevelse i vand, inde eller ude, har jeg gode erfaringer med at give hjælp og støtte til at håndtere ubehaget og slippe angsten for dybet.