Ensomhed kan gøre ondt. Især hvis ensomhedsfølelserne har varet længe og det ikke er til at se en ende på dem.
Alene-tid, man selv har valgt og sætter pris på, er positivt og for de fleste nødvendigt for at være i balance. Hvis for meget alene-tid bliver til en følelse af ensomhed, kan livet føles tungt og trist.
At føle sig ensom følges tit af en følelse af at være overflødig, ubrugelig, unødvendig eller forkert. At føle sig ensom kan være forbundet med skam. Ensomhedsfølelser og skam er ubehagelige følelser, der kan virke lammende og bringe initiativløshed og passivitet med sig. En ond cirkel, der kan være svær at få brudt.
Ensomhed er en ikke-rar følelse, men ensomhed er "bare" en følelse. Ensomhed er ikke definitiv. Vi har selv indflydelse på, hvordan vi reagerer på vores ensomhedsfølelser.
Er du ved at drukne i ensomhedsfølelser: Italesæt dem. Hvis der ikke er andre at tale med: Tal med dig selv. Stil dig foran et spejl og fortæl dig selv om dine ensomhedsfølelser. Skriv om dem. Vær ærlig.
Ensom og alene?
Føler du dig ensom, fordi du er alene og tilbringer (for) meget tid i dit eget selskab? Bor du alene og synes, det er trist ikke at have nogen at dele hverdagen med?
Mennesker er flokdyr. Vi har brug for social kontakt for at have det godt. Det kræver energi at opbygge og vedligeholde sociale relationer. Som børn er skolegang og skolekammerater en stor og ret automatisk del af det at have sociale relationer udenfor familien. Senere i livet kan det være sværere. Bor man alene, væk fra familien og har et job uden så meget kontakt med andre, kan det kræve en aktiv indsats at have social kontakt nok til at trives.
Der findes interessefællesskaber alle vegne, man kan melde sig ind i (og ud af!): Sportsklubber, menigheder, foreninger, listen er uendelig. Føler du dig ensom, så undersøg interessefællesskaberne i nærheden. Find mod til at melde dig ind og vær tålmodig. Det tager tid at opbygge gode venskaber og nære relationer.
Ensom i de nære relationer
Føler du dig ensom i dit parforhold eller i andre nære relationer?
Det kan der være mange grunde til. Overvej, om I tilbringer tid nok sammen. Om I anerkender hinanden nok, når I endelig er sammen. Om I tit misforstår hinanden. Eller om I hver især er for optagede af andre ting end hinanden: Sociale medier, arbejde, fritidsinteresser eller noget helt fjerde. Husk at passe på jeres relation. Plej jeres relation med nærvær og tid.
Sæt ord på overfor din partner, hvis du føler dig ensom i jeres forhold. Snak om det. Italesæt, at du føler dig ensom, selvom I befinder jer i samme hus/rum/seng. Tænk tilbage: Følte du dig ensom i dit barndomshjem? Følte du dig ensom i skolen? Snak om det. Også selvom det gør ondt at tænke på og selvom det kan være svært at regne ud, hvordan dine ensomhedsfølelser kan blive mindre tunge at bære på.
Ensom blandt mange?
Det er lidt paradoksalt, at man kan føle sig ensom, selvom man har mennesker omkring sig. Især når dem, der er omkring en, er mennesker man kender og holder af. Mon ikke rigtig mange af os har prøvet eller kommer til at prøve det: At være i en situation, vi ikke rigtig føler, vi hører hjemme i. At de andre ikke ser os, at de ikke rigtig vil os. Vi forstår eller ser måske ikke rigtigt de andre. Måske er vi trætte eller triste og orker ikke det arbejde det kræver at tage del i de sociale relationer, der er lige rundt om os.
Hvis du føler dig ensom blandt mange: Er ensomhedsfølelsen blandt andre vedholdende og generende? Overvej: Hvilke omgivelser er din ensomhedsfølelse værst i? Er det bestemte ting, omgivelser, mennesker eller ord, der trigger din ensomhedsfølelse? Noget andre siger eller gør, som får dig til at føle dig udenfor og ikke helt velkommen?
Dukker dine ensomhedsfølelser op over alt, så tag kærligt imod dem, tag dig kærligt af dig selv. Prøv at være åben omkring ensomhedsfølelserne. Find ud af, hvor de kommer fra. Hvad de prøver at fortælle dig. Del dem med en, du holder af. Vær ærlig. Det er ingen skam at føle sig ensom, selvom det kan føles skamfuldt at tale om.
Om ensomhed på Ellens Blog
- Ensom og trist (oktober 2018)
- Ræk ud (september 2018)