Skam
I september 2019 overværede jeg foredraget Det er skammens skyld, hvor ph.d. Christian Hjortkjær talte om skam og skams betydning for menneske, samfund og kultur. Om hvordan skam er en af skurkene bag vor tids svøber: Depression, angst og stress.
Hjortkjær mener, det optimale for både menneske og samfund er, at vi befinder os midt imellem de to yderpoler skamfuld og skamløs: Vi må gerne kunne mærke en acceptabel mængde skam, men uden at vi føler os uduelige og uden at vi opfører os skamløst uden tanke for, hvad andre føler og mener.
Jeg gik beriget hjem, men med en følelse af at have misforstået begrebet skam. For mig er skam noget, man pålægger hinanden: Du skulle skamme dig og at blive sat i skammekrogen for eksempel.
Den skam, Hjortkjær talte om, er dybere. En skam, der kommer indefra og hænger sammen med frygten for at blive sat udenfor fællesskabet og for ikke at være god nok.
Skamfølelser
Skam er en følelse af at have gjort noget forkert. Af at være forkert. Utilstrækkelig. Ubrugelig. Uværdig. Uduelig. Ikke elsk-værdig. Ikke værdig til livet.
Skamfølelser er ubehagelige. Skam på den gode måde føles som et let ubehag, en påmindelse om at justere sin adfærd for at kunne være med i fællesskabet. Men skamfølelser kan også være svimlende stærke, afgrundsdybe og nærmest ubærlige. Man rødmer, slår blikket ned, vender sig væk, krymper sig, isolerer sig, har lyst til krybe i et musehul og bare forsvinde.
I sine bøger om Skammerens datter beskriver Lene Kaaberbøl elegant, hvordan skam og øjenkontakt følges ad.
Skam og psykologi
Søger man på nettet på ordet SKAM, drejer de første mange hundrede søge-hits sig om en norsk ungdoms-serie om en flok gymnasieelevers kamp for at finde deres pladser i livet. Søgninger på biblioteket og netsøgninger på følelse skam giver heldigvis andre svar på, hvad skam er for en størrelse.
Undervejs i søgning og læsning gik det op for mig, at jeg ikke nødvendigvis har misforstået begrebet skam. Psykologiens ord for skam er bare nogle andre: Lavt selvværd, selvhad, social angst, præstationsangst, isolation, selvdestruktive handlinger og tanker. Med mere dagligdags ord handler skam om at være flov, pinligt berørt og om at føle sig forkert, ydmyget, utilstrækkelig, ubrugelig.
Det kan godt være, skam er en slags medfødt overlevelses-instinkt, der har til formål at fastholde vores plads i et fællesskab, vi er afhængige af for at overleve, men skam er i dén grad også kulturbetinget og tillært: Vi bliver triste og angste af at blive udskammet, ydmyget og nedgjort af andre. At blive konsekvent overset og aldrig blive anerkendt for at være den, vi er, er vand på skammens lede mølle.
Hvordan ser skam ud?
Jeg har ingen billeder, der illustrerer skam. Heldigvis er Depressionsforeningens Depression sucks-kampagne aktiv i disse dage.
Da Hjortkjær hævder, at skam er nært forbundet med depression, har jeg valgt at illustrere dette indlæg om skam med et billede af mine Depression sucks-sokker. Med lidt god vilje kan mine fødder da godt ligne de sammenkrøllede fødder på et menneske, der skammer sig - eller hvad?
Uanset om tristhed er drevet at skamfuldhed eller af noget helt andet, hjælper det altid at snakke med nogen. Så ta' snakken, hvis du kender en, der virker trist eller isolerer sig. Hellere Ta' snakken én gang for meget, end en gang for lidt.
#DepressionSucks #ta'snakken
