Den tomme seng
Han var min eneste, eneste ene. Vi skulle være sammen for altid, men nu er han væk. Jeg føler mig så alene. Som en skibbruden på en øde ø.
Nogle gange bliver jeg vred på ham. Vred over, at han forlod mig. Hvorfor ham? Hvorfor mig?
Jeg savner ham. Meget. Helt vildt meget.
Selvom det snart er en måned siden, han døde, er han stadig hos mig, især lige når jeg vågner. Så er han her og jeg ved slet ikke, at nu er det, vi har sammen, datid. Der er ikke længere noget om os, der ER. Alting VAR.
Han er morgenmand og fuld af energi, så snart han slår øjnene op. Jeg vågner langsomt og døser lidt til lyden af hans morgenrutiner.
Han traller i badeværelset og rumsterer i køkkenet. Så går han op af trappen med to kopper morgenkaffe. Jeg kan dufte kaffen og glæder mig til at drikke den i sengen, imens vi taler om stort og småt og dagen, der venter.
Så vågner jeg, med et sæt, da min hånd rammer den kolde, tomme madras.
Da hans dyne stadig lå der, kom jeg til at græde så meget, at jeg ikke rigtigt kunne komme ud af sengen. Og det skal jeg jo. Ud af sengen. Livet fortsætter. Mit liv. Uden ham.
Morgenerne er både de bedste og de værste. De bedste, fordi han et kort øjeblik er her igen. De værste, fordi jeg græder, når min søvndrukne hjerne og mit blødende hjerte skal forstå, at han ikke er her mere.
-
Det tager tid at hele efter et stort tab. Giv dig selv tid og ro til at sørge, især de første måneder. Som tiden går, bliver følelser af sorg, smerte og savn mindre insisterende, men de forsvinder måske aldrig helt.
Nogle af os sørger længere og tungere end andre. Accepter din måde at sørge på.
Er du stadig overvældet af sorg og tristhed i et halvt eller helt år efter sorgen ramte dig, kan du overveje at søge professionel hjælp til at lære at håndtere sorgen og leve med de livsvilkår, du har nu.
