Flyskræk
Er du bange for at flyve?
Han kan ikke sove. Tanken om den flyvetur bliver ved med at kværne. Han roder rundt i sengen. Smider dynen af, fordi han sveder. Tager den på, fordi han fryser. Sveder igen.
Hvis hun vågner af al hans roden rundt, lader han selvfølgelig som ingenting, for det er bare så max pinligt at være så bange. Det er jo bare en lille flyvetur og der er mere end fire måneder til de skal af sted.
Han har fortrudt, big time, at han ikke sagde nej til at tage med. Hun ved godt, han ikke bryder sig om at flyve, så de plejer at tage toget. Paris og Prag er heldigvis lette at komme til med tog.
I går aftes: Middag hos hendes forældre. Alle snakkede og hyggede sig og havde det skønt. Men så blev de og hendes bror inviteret på forlænget weekend i London.
Hun blev så glad og sagde ja tak med det samme. For dem begge to. Han fik kvalme og ondt i maven, men nikkede bare og smilede og lod som alt var i den skønneste orden.
Nu ligger han så her. Hun sover. Skal han vække hende og fortælle, hvorfor han ikke vil med til London? Nej. Dårlig ide. Hun bliver bare sur.
Han grubler og grubler. Hvordan slipper han bedst muligt ud af den aftale? Skal han melde afbud på forhånd? Eller er det bedre at spille syg den dag, de skal af sted? Han behøver faktisk ikke engang spille syg, for han får det så dårligt i dagene op til en flyvetur, at alle kan se, der er noget galt. Han får ondt i maven bare han tænker på at flyve. Hans indvolde kravler nærmest op i hans hals for at klemme sammen om luftvejene.
Hendes forældre ved intet om hans flyskræk og han kan ikke overskue at være så fucking skrækslagen med dem siddende lige ved siden af. Måske kan han overbevise svigermekanikken om, at det er meget federe at sejle? Eller tage toget? Han elsker at køre med tog. Han skal bare lige have det sagt FØR de bestiller de dumme flybilletter. Han roterer noget mere og falder langt om længe i søvn.
Næste aften starter det forfra. Det bliver nogle lange måneder.
Flyskræk
Er du bange for at flyve? Eller skrækslagen?
Flyskræk kan overvindes. Det koster vilje, tid og kræfter, men det kan lade sig gøre at slippe for at forpeste enhver flyrejse ved at være udmattet af angst.
Til en start: Sæt dig et roligt sted og forestil dig, at du snart skal ud at flyve. Gerne med blid musik i ørerne eller i rummet. Hvad sker der i kroppen, når du tænker på at skulle ud at flyve? Får du sommerfugle i maven? Mærker du en knugende fornemmelse omkring brystet? Måske siger din krop noget helt andet, for angst kan have mange måder at udtrykke sig på. Fasthold tanken om at skulle ud at flyve i nogle minutter, også selvom det er ubehageligt. Træk vejret roligt. Slap af i skuldrene. Slap af i panden og kæben. Vær i ubehaget i lidt længere tid, end du egentlig har lyst til. Læg mærke til, om det bliver bedre eller værre, hvis du tænker længere tid på at flyve, end du har lyst til, imens du koncentrere dig om at være rolig og afslappet i kroppen.
Klarede du at sidde et fredeligt sted og tænke på at flyve? Godt gået, du er nu i gang med at slippe din flyskræk! Find en at tale med om din flyskræk. En du stoler på og som du ved, vil lytte til dig. Fortæl hvad din krop gør, når du tænker på at flyve. Hvilke tanker, der flyver igennem dit hoved. Snak om din frygt. Bliv ven med den.
Rigtig mange mennesker er utrygge ved at flyve, så der findes et utal af kurser og gode råd. Herunder er bare nogle af dem, find selv mange flere.