Rigtig surfing. Sådan som Beach Boys (påstod de) gjorde det i Californien og som aussierne gør det i stor stil.

For mig har ordet surfing været synonymt med wind-surfing, men efter en uge i Newquay, Cornwall, Storbritannien, er surfing nu noget med at fange den rigtige bølge, mærke suset, når man bliver ført med og så – måske, måske – komme op at stå på brættet. Uanset om man står, ligger eller sidder, er det en helt fantastisk følelse at suse af sted på et surfbræt.

Fistral Beach ved Newquay er den bedste og travleste surfer-strand i England. Stik vest vender den, og bombarderes derfor 24-7 af gigantiske Atlanterhavsbølger. Hverken vand- eller luft- temperaturer er i den imponerende ende, men med våddragt på er det ikke noget problem at holde varmen i vandet.

Fra tidlig morgen ligger de og venter på bølger, surferne. Når de, liggende eller siddende i sorte våddragter på brættet, venter på den helt rigtige bølge, ligner de lappedykkere på udkig efter morgenmad. Men så snart en god bølge er i sigte er det slut med lappedykkeriet. Lynhurtigt får de brættet vendt, får sig selv i position på maven på brættet, padler med armene, indtil bølgen har så godt fat i brættet, at det er tid til at komme op at stå. Helt fantastisk ser det ud, når en dygtig surfer fanger en bølge og elegant glider op og ned og ind og ud under en gigantisk bølge på vej mod stranden (nej, det turkisblå billede er ikke fra Newquay, men et jeg har fundet, frit svævende, på internettet).

Der er masser af surf-skoler i området, og ingen bør begive sig ud i de vilde bølger uden undervisning. Både bølger og understrøm kan være så stærke, at det er svært at holde sig oprejst i brændingen, og ingen livredder kan holde øje med alle i de høje bølger. Faktisk omkom en 51-årig engelsk mand, mens vi var der, hvilket absolut gav grund til bekymring, da familiens to teenagere blev sluppet løs.  

Vi havde bestilt 2 x 2 timers undervisning hos RipCurl Surfing School og det var hver en øre værd. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde var kommet op at stå på det bræt, hvis ikke Jo, vores søde instruktør, havde lært mig hvordan. Nåja, jeg lå måske nok på maven og på knæ og nede i vandet en hel del mere, end jeg stod på brættet, men i løbet af de dage, hvor vi lejede våddragter og brædder og øvede os for os selv, lykkedes det faktisk at komme op at stå indimellem. Elegant var det ikke ligefrem, men det var s-j-o-v-t!!

Som turiststed minder Newquay nok lidt om Ibiza – masser af turistbutikker, halvdårlig fastfood og et natteliv spækket med fulde teenagere. Vi boede på Hotel Esplanade, som ligger et stykke fra det værste natteroderi. Det gav os nogle halvlange, men meget smukke spadesereture langs stranden, når vi fik lyst til at spise andet end hotelmad (og det gjorde vi tit …). Til gengæld sang bølgerne vuggeviser for os hver eneste nat, og vi havde en helt uovertruffen udsigt over Fistral Beach fra hotelværelset (det øverste billede er taget fra vores værelse).