• Det er fedt at rutsje ned ad Gudenåen med medstrøm under fodsålerne.
   
• Det er en kulturoplevelse at sigte mod tårnet på Roskilde Domkirke på vej over Roskilde Fjord.
   
• Det er fornøjeligt at opleve nordsiden af Vejle Fjord forvandle sig til en folkefest. Og det bliver ikke mindre festligt af, at man som deltager bliver sejlet over til startstedet i en halvhurtig gummibåd.
   
• Lagunen og kanalen på Amager er en fornøjelse, men også en "nødvendighed", fordi eventen fungerer som DM i åbent vand, både for masters og "rigtige" seniorer.
   
• Det er sjovt at svømme over Præstø Fjord, selvom det kun er for de virkeligt velforberedte, de særligt udvalgte om man vil, fordi fællesspisningen i Præstø Roklub bagefter har en hyggefaktor, der er helt i særklasse.

Alt sammen dejlige oplevelser, hvor man møder folk fra nær og fjern med samme passion for at kaste sig durk ud i danske søer og have.

Men Christiansborg Rundt overskygger dem alle sammen:

• Det er fedt at blive ført frem (og skubbet hid og did og frem og tilbage) af de hurtige svømmere i heat-starten.
   
• Det er en kulturoplevelse af format at svømme i kanalerne og under broerne.
   
• Det er festligt at opleve den gode stemning på land med tilskuere og hjælpere og supportere og nysgerrige og tilfældige forbipasserende og kronprinsesser og turister og hunde og barnevogne og borgmestre og jeg skal komme efter dig … både tørskoet før og efter på kajen og fra vandsiden undervejs.
   
• Christiansborg Rundt er, om noget, en absolut nødvendighed: Det er åbentvand-eventen over alle åbentvand-events.
   
• Hyggefaktoren ved Christiansborg Rundt er enorm, da det ikke bare er "the usual suspects", der dukker op. Ved Christiansborg Rundt møder jeg altid en hel  masse andre: Supersvømmere og mindre gode svømmere, unge og gamle, fra min egen klub og fra andre klubber og foreninger.
   
• Men mest af alt fordi … det er jo Christiansborg Rundt, for pokker!

Det eneste, der kan ærgre mig lidt er, at jeg ikke stillede op det første år. Det havde været stort at kunne prale af at have været med siden starten. Men jeg var desværre en kylling dengang i 2006 og var nødt til at sikre mig, at alle overlevede den første tur, før jeg selv turde kaste mig i kanalen. Det kan man da kalde det rene pip!

"Min" rejseand er født i Holland. Dens første rejse gik til Lerum udenfor Göteborg, hvor den fandt livet så skønt, at den ikke nænnede at bryde op. Et år minus een dag ventede den tålmodigt på, at det helt rigtige rejseeventyr dukkede op. Og man må sige, at VM for masterssvømmere var værd vente på, i hvert fald når man er en and og derfor pr definition elsker vand.

Konkurrencen i 3 km åbent vand foregik i Delsjön i udkanten af Göteborg og Travelducky havde en kongedag. Først mødte den en amerikaner i bussen på vej derud, som lokkede den med oplevelser, der var mere end svære at sige nej til. Dernæst mødte den en russisk kvinde, der også ville have været værd at rejse videre med, men udsigten til søgang i det dejlige vejr var trods alt ikke til at konkurrere med.

Og det blev i sandhed en vaskeægte andedag: Først var Rejseanden på sejrspodiet med de voksne kvinder i aldersgruppe 45-49 år, derefter gik turen direkte mod det våde element, hvor den svømmede både hid og did i vand, der passede sig lige til en and. Der blev både snadret og svømmet, så det var en lyst. 

Rejseanden er fuld af eventyrlyst og svømmer sine helt egne veje.
Nu ER Delsjön altså også en fantastisk dejlig sø at svømme i.

Kom så her, Rejseand!

Rejseanden er vel egentlig en fri fugl … men nu havde vi sat os i hovedet, at den skulle med til Jylland. Så den blev fanget ind, om den ville eller ej.

Så, Rejseand. Slut med at være en fri fugl for i dag.

Så er rejseanden på vej mod Danmark.

Som det fremgår af billederne var det lige før, Rejseanden var rejst ud i verden alene. Heldigvis vi fik den fanget ind og efter timers rejse med bil, færge og tog sidder den nu i Vejle og venter på den helt rigtige rejsekammerat og det helt rigtige rejse-eventyr. Måske dukker de op allerede på lørdag. Måske må den vente lidt længere. Eller meget længere. Hvem ved.

Alene køreturen derned var det hele værd. Jeg har aldrig været i Præstø før, men hvor var der dog smukt og idyllisk!

Åbent-vand-svømning er ikke nogen stor sport i Danmark, men vi er en lille (voksende!) gruppe af åbent-vand-svømmetosser fra hele landet. Den obligatoriske registreringskø inden turen er derfor ikke noget, der bare skal overstås, det er gensyn med folk, man bedst kan genkende når de er iført badehætte og våddragt, samt udveksling af ’tak-for-sidster’ og informationer om vandtemperatur, strømforhold, vindretning og hvad der ellers interesserer en åbent-vand-svømmer. 

Præstø Fjordsvømning er ikke nogen egentlig konkurrence, men hvor sportsfolk er, bliver der konkurreret. Så selvom oplevelsen, selve bedriften og det sociale er i fokus, gælder det selvfølgelig om at komme over fjorden så hurtigt, man overhovedet kan.

Det er en smuk varm dag og jeg er i syv sind, om jeg skal svømme i våddragt eller ej. På grund af varmen lyder en rolig tur over fjorden uden våddragt særdeles tiltrækkende, men så får jeg øje på Michelle Strand fra Randers Neptun. På trods af Michelles unge alder (jeg kan næsten være hendes mormor!) har vi mødt hinanden to gange i Randers Open Water: I 2008 var hun hurtigere end mig, i 2009 var det mig, der kom først. Hun får vækket mit vinderinstinkt, så da hun trækker i våddragt og gul badehætte, er jeg nødt til at krybe i min våddragt også, varme eller ej. En god våddragt giver nemlig både ekstra opdrift og ekstra fart.

Vi bliver kørt over på den anden side af fjorden (tak for turen, kære fremmede med den søde hund). Kai C. briefer os om turen, han har lagt 10 orange bøjer ud, vi kan navigere efter. Langt om længe står vi klar i den bløde fjordbund. I modsætning til mange andre åbent-vand-arrangementer starter alle svømmerne på én gang, det har absolut sin charme! Kai C. tæller til 3 og løbet er i gang.

Under briefingen nævnte Kai C., at der er vandmænd i fjorden, men ikke andre brandmænd, end dem der sidder i een af følgebådene. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg dog forestillet mig, hvor mange vandmænd, der kan være i sådan en fjord. Der må være millioner af vandmænd i de enorme stimer, vi svømmer igennem. Indimellem føles det som at svømme i gele!

Det er heldigvis diset, men vandet er varmt og luften er varm, så inde i min våddragt når temperaturen kogepunktet allerede inden 3. bøje. Mellem 3. og 4. bøje overhaler jeg en svømmer i gul badehætte. Det er desværre ikke Michelle …

Så er jeg alene på fjorden. Sådan føles det i hvert fald. Michelle og de hurtige herrer er for længst forsvundet ud i horisonten, så mit eneste selskab er den følgebåd, der nu og da driver forbi et stykke væk. Nåja, helt alene er jeg vel strengt taget ikke, der er stadig vandmænd i hundredtusindvis. En let vind kommer ind fra syd-vest, så hele turen gynger både vandmænd og svømmere i de små, krabbe bølger. Det tærer på kræfterne, i hvert fald på mine – jeg ved faktisk ikke, om vandmænd overhovedet har kræfter. Jeg er træt og varm, giver lidt op og sætter farten ned. Zigzagger for meget, fordi det er svært at navigere uden bassinstriber i bunden. 

Omkring den 7. bøje bliver vandet lavere, bunden kommer til syne. Om vandtemperaturen stiger eller det bare er mig, der koger over, ved jeg ikke, men sjældent har tanken om is og sne været mere forjættende. Da jeg runder den 8. bøje rejser jeg mig et øjeblik på bunden for at orientere mig og kaster et enkelt blik bagud. 25 meter bag mig svømmer én i en gul badehætte. Det ligner Michelle, kan det virkelig passe? Jeg har faktisk affundet mig med at blive nummer 2, men nu får jeg nye kræfter. Det gør Michelle vist også, i hvert fald haler hun ind på mig. Jeg giver alt hvad jeg har. Da vi passerer den sidste bøje er hun få meter væk, jeg kan se hende skråt bag mig. Jeg prøver at finde nogle skjulte sprintkræfter et sted.

Vi rejser os nøjagtig samtidig. Det er Michelle, og hun ser omtrent lige så træt ud, som jeg føler mig. Det er vist meningen, man skal løbe de sidste meter over stranden og ind i målområdet, imens man kækt modtager publikums applaus, men mine ben vil ikke løbe. De vil bare ikke. Heller ikke Michelles, tror jeg. Vi går ind, med hinanden i hånden. Vi kom samtidig.

Michelle dratter om ved målet, jeg falder om i sandet to meter længere fremme. ’Vi kom ind samtidig’, råber jeg til måldommeren og lyder som en kedel, der er kogt tør.Jeg koger og koger. Koldt brusebad hjælper lidt, men der går lang tid, før mit ansigts tomatkulør fortager sig … hvilket fremgår med al tydelighed af billedet nedenfor med de tre vindere! De to unge – Michelle Strand og den hurtigste herre, Jacob Clement fra USG – ligner sig selv kort efter, de er gået i land, mens jeg gamle kone ligner og føler mig som en kogt krebs i mindst en time.

Kais kone og andre søde mennesker havde lavet mad og bagt kage, så efter præmieoverrækkelsen blev vi bænket i roklubben for at spise. Det var bestemt ikke tosset …  jeg glæder mig allerede til næste år!

Tak til Flemming Strand for de fine billeder af Michelle, Jacob & jeg.

Flere billeder og info om Præstø Fjordsvømning her.

Lørdag den 27. juni 2009

Fladbro, vest for Randers

Solskin og blæst og svømmere i sorte våddragter, klar til  Randers Open Water 2009. Midt i skoven, naturen er smuk og lige til at spise.

Lige til at spise er også de små delikat anrettede hapser med røget vildt, laksestykker og snapseglas med Gazpacho, der bliver budt rundt. Det ser lækkert ud, men jeg lader det stå: Sidste år havde jeg nemlig ‘glæde’ af de røgede lækkerier på hele den 5200 meter lange svømmetur, der igen venter forude.

Vi bliver sendt af sted i 4 heats. Jeg er i sidste heat, vi får guldfarvede badehætter og blå forsøgs-chips om armene, mens vi venter. Endelig bliver det vores tur. For de garvede triathleter gælder det om at være forrest fra starten, med høje knæløft løber de ud i den bløde å-bund for at komme først i vandet. Jeg holder mig klar af de allerivrigste mænd og får en fin start.

De første 600 meter går som en leg: Medstrømmen er stærk og åen ligger i læ for østenvinden. Yes, hvor det går! Vandet er rent og køligt, jeg føler mig stærk som en okse. Med øjnene under vandet det meste af tiden mister jeg hurtigt overblikket over hvem der svømmer hvor, men jeg fornemmer jeg ligger i den forreste tredjedel af heatet. Jeg giver den gas og tror på det.

Så runder vi hjørnet og svømmer ud i Gudenåen … og modvinden. De resterende 4600 meter svømmes øst-nord-øst og vinden er lige imod. Føj for en ulykke! Her har jeg i et helt år bralret op om, hvor sjovt og hurtigt det er at svømme medstrøms i Gudenåen … og så er medstrømmen kun en svag fornemmelse i kroppen, mens bølgerne uophørligt kommer rullende imod mig. Det er ikke atlanterhavsbølger, bevares, men de tager godt nok toppen af både farten og overskuddet.  

I Gudenåen er vandet varmere, solen bager og jeg sveder som en hest i min våddragt. Netop som jeg er lige ved at eksplodere af varme og overvejer at deponere våddragten hos een af livredderne, går solen bag en sky og bliver der resten af min svømmetur. Lucky me!

Modvinden og varmen har ædt det meste af mit overskud længe før jeg cirka halvvejs svømmer under motorvejen. Indtil motorvejen er åen bred og åben, nu bliver den fyldt med siv og åkander og hvad det ellers hedder, alt det planteværk man svømmer rundt i. Enkelte gange lykkes det mig at bruge stænglerne til at trække mig frem med (er i god træning fra banetovs-trækning under ben-træning i svømmehallen!), men ellers er å-planterne mest noget der sætter sig på svømmebrillerne, hægter sig om halsen og er i vejen. Men det er nu også lidt festligt at svømme rundt i.  

Efter motorvejen begynder jeg at indhente svømmere fra de første heats. De har lyserøde, hvide eller røde badehætter på og har vidt forskellige strategier: Nogle ligger på ryggen og lader sig nærmest drive med af strømmen. Andre svømmer brystsvømning og ser ud til at nyde naturen imens. Der er også meget smukt. Virkelig smukt, faktisk. Så vidt jeg kan se, altså, jeg har jo øjnene under vandet det meste af tiden.      

Der er 2 distancer i Randers Open Water: ‘Den korte’ på 1000 m og ‘Den lange’ på 5200 m. De ender samme sted, så da jeg passerer den bro, hvor 1000 meteren starter, begynder jeg at kunne se en ende på min frivillige stroppetur. Jeg prøver at presse farten lidt op, men nej, der er ikke nogle reserver at finde nogle steder, jeg er t-r-æ-t!

Endelig, endelig kan jeg se den blå bro. Jeg svømmer under og snubler op ad landgangen, træt … men hooked. Randers Open Water er et fantastisk godt arrangement. Så selvom jeg bliver træt som et alderdomshjem og undervejs når at tænke ‘hvad laver jeg dog her’ rigtig mange gange – så dukker jeg såmænd nok op i Randers næste år igen.

men når det kommer silende ned fra himlen i lårtykke stråler er det nok så som så med dén kærlighed. Den 23. august 2008 fyldte Den lille Havfrue 95 år, og traditionen tro var der inviteret lige så mange havfruer til at hylde den evigtunge skjoldmø på Langelinie Kaj. 

Jeg tror, det det var den silende regn og den klamme fornemmelse af svup-våde sko, der fik billederne til at glide i glemmebogen, i stedet for at smutte ud her på bloggen, dengang fødselsdagen stadig var aktuel. Og jeg tror, det er weekendens fine sensommervejr, der fik mig til at dvæle ved billederne igen.

Hvoromaltinger, så har jeg fået lyst til – på trods af billedernes kvalitet, der så rigeligt bærer præg af regn, regn, regn – at cyberspace billederne alligevel. Om ikke andet så for at hylde de seje piger, der trodsede regnvejret og kulden og sprang i havnen med lige præcis den slags pigehvin, som passer sig til den slags happenings.

En halshugget havfrue, en svensk havenisse og en fotograf med regn, både på linsen og i håret. Jeg ved ikke, hvad den svenske nissefars projekt egentlig var, men han stod med fødderne i vand og nægtede at flytte sig … også selvom han fik adskillige både venlige og mindre venlige henstillinger om at lade havfruen fotografere alene. Måske var han frosset fast på stenen. Ligesom hende.

Havfrue-formationen skulle ligne tallet 95, og de gjorde bestemt deres bedste. Bemærk, hvor meget tøj fotografen og de andre i båden har på. Det blæste og regnede, så man følte sig hensat til slutningen af oktober. 

Deterikketilatsedethvismanikkeligeveddet, for selvom de frøs, så det hvinede, vinkede de til den helt store guldmedalje. Tak for opvisning i ægte vikinge-ånd, piger!

Den 30. august 2008 afholdt Dansk Svømmeunion for 3. gang kollektiv svømmetur rundt om Christiansborg. Jeg var med for 2. gang, og i modsætning til 2007, som jeg mest oplevede som en iskold stroppetur, der alene havde til formål at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er bange for at svømme i Københavns kanaler, var 2008 en helt igennem dejlig oplevelse.

Der var masser af sol og god stemning ved verdens måske mest spektakulære åbent-vand-svømme-arrangement: Tænk at kanal-vand i en storby kan være så rent, at man kan svømme rundt om landets parlament. Det er stort!

Årets største, udendørs svømme-event var mindst lige så godt arrangeret som sidste år, men vandet var mere rent og klart end sidst (eller også var jeg mindre sart i år).

Den største forskel for min personlige oplevelse af svømmeturen var dog nok, at jeg i 2007 tog turen i badedragt, mens 2008 var en decideret luksustur i våddragt.

Det er lidt tungere at svømme i våddragt, men det opvejes så rigeligt af den komfort, våddragten giver.

Sidste år var jeg så kold på de sidste par hundrede meter, at jeg ikke kunne mærke mine ben.

I år svedte jeg, da jeg kom i mål, hvilket ikke havde noget med vandtemperaturen at gøre: vandet var ca. 18 grader, både i år og sidste år.

151 kvinder og 411 mænd gennemførte de 2 km i stærkt skiftende tempo: Nogle var med for at komme først, men de fleste var nok mest med for at konkurrere med sig selv og for, ja for den gode oplevelses skyld. Smukt så det i hvert fald ud, med alle de svømmere i det blå, blå vand.

Mens jeg gik rundt og var både varm og lige tilpas dejlig-mat efter de 2 km, var der nogle virkeligt seje svømmere, der deltog i 10.000m DM. Uden våddragt. De fleste af dem så – forståeligt nok! – både forfrosne og forkomne ud, da de kom i mål, og jeg er i dén grad imponeret over dem, der gennemførte. Fra 2 timer og 14 minutter til 2 timer 39 minutter lå de og kæmpede mod kulde og træthed. Giv dem en hånd derude, det er simpelthen SÅ sejt!

Gentofte Svømmeklubs deltagere efter veloverstået svømmetur …

Stor tak til Helle & Henrik Bjørner Søe for lån af de fine billeder!