Jeg har en svaghed for lurifaks Niels Olsen. Han kan lave de mest utrolige ansigter, og jeg kommer tit til at grine, bare jeg ser ham. 

I dag, den 8. marts 2010, er det Kvindernes Internationale Kampdag – og ifølge Politiken Niels Olsens 50 års fødselsdag.

Som kvinde burde jeg vel fejre det første mere end det sidste, men i går bragte Politiken et portræt af Niels Olsen i anledning af hans runde dag i dag.

Selvom artiklen er skrevet af en eller anden halvtør journalist og ikke af Niels Olsen selv, kom jeg til grine mange gange undervejs. Og for at det ikke skal være løgn, brød jeg ud i sang bagefter!

Årsagen til både grin og sang er en tekst i artiklen, Niels Olsen angiveligt har skrevet til Ørkenens Sønner. Den går på melodien Jeg plukker fløjlsgræs (klik på linket og på afspil-symbolet for at høre melodien) og er på ingen måde stueren.

Teksten kan godt læses, men skal man have fuldt udbytte skal den synges. Samspillet mellem tekst og melodi er simpelthen så grotesk, at det bliver helt vanvittig morsomt.

Kan man klare lidt humor under bæltestedet, kan man jo hylde Niels Olsen ved at rense stemmebåndet og underholde sig selv og sine omgivelser med en lille sang: 

Han havde fået en hæmoride,
men hvor den sad, si'r vi ikke her.
Det gjorde ondt, når han skulle … bummelum,
men også tit selv om han lod vær'.
Han brugte cremer og acetone,
med ostehøvl gav han sig i kast.
Men regionen blev bare gloende,
og hæmoriden sad stadig fast.

Men i avisen, der fandt han lykken,
annoncen loved' et bedre liv:
Med yoga styrker man både psyken,
og man bli'r bøjelig som et siv.
Han gik i træning, lod vær' at spise,
og han blev smidigere dag for dag.
Og året efter ved kyndelmisse,
der bed han selv hæmoriden af.