Jeg var 18 år, gik i 3.g og havde fritidsjob som livredder i den lokale svømmehal.

Når man er 18 år og livredder-uniformen inkluderer ultrakorte shorts, er opmærksomhed fra mandlige badegæster en naturlov. Kurt var een af mine faste 'kurtisører'. Han var oldgammel, mindst 25, og havde glasøje. Jeg kan ikke huske, hvor jeg vidste det fra, måske var det bysladderen, for jeg så ham aldrig med glasøje. Det tog han nemlig ud, inden han gik ind i svømmehallen. Uden glasøje klappede hans venstre øjenhule sammen og trak hans ansigt skævt.

Så altså … For mig var Kurt ham den snaksomme med det skæve ansigt, der var anfører i et slæng, hvor dresscoden var sømands-tatoveringer og badeshorts.

En sen fredag aften sad jeg med veninderne på det lokale værtshus. Mens vi sad og bekræftede os selv og hinanden i, hvor sofistikerede og total-tjekkede vi var, var der een, der prikkede mig på skulderen. Der gik et sus gennem veninderne. Vi vidste alt om hinanden, men ham her havde ingen af os set før og hverken skulder-prikkeren eller hans slæng lignede de fyre, vi normalt gik og drømte om. Inden jeg nåede at sige noget, sagde han: "Ellen, det er sgu da Kurt."

Der gik et par sekunder, før det gik op for mig, hvem han var og hvorfor, jeg ikke kunne kende ham: Hans ansigt var helt anderledes med glasøjet. Pænt, harmonisk, ikke spor skævt. Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg ikke kunne kende ham med glasøjet, så i stedet røg det ud af mig:

"Guuuud ja, Kurt. Jeg kunne slet ikke kende dig med tøj på."

Jeg blev så flov, så flov, så flov. Men Kurt og hans venner – de havde noget at grine af resten af aftenen. Jeg tror nok, jeg gik tidligt hjem …