N.F.S. Grundtvigs 2. hustru, Marie Toft, arvede Rønnebæksholm udenfor Næstved efter sin første mand. Efter at have giftet sig med Grundtvig lod hun omkring 1850 dette lille refugium opføre til sin mand i herregårdshaven på Rønnebæksholm. Hun kaldte det Venligheden, og her kunne Grundtvig få fred til at tænke og skrive.

 

Hvad Grundtvig skrev i Venligheden, vides vist ikke med bestemthed, men måske skrev han Det er så yndigt at følges ad, Alt, hvad som fuglevinger fik eller Morgenstund har guld i mund, der alle skulle være skrevet i starten af 1850'erne. Men måske var han så forelsket i sin unge kone, at han ikke fik skrevet noget som helst. Eller for sorgfuld, da hun døde. Eller også skrev han noget helt andet i den periode, han havde gang i så meget. Måske sad han mon slet og ret og gloede på udsigten fra balkonen, hvem ved.

 

Når man besøger kunstudstillingen på Rønnebæksholm, kan man låne nøglen til Venligheden. Refugiet ligger i bunden af herregårdshaven og når man åbner døren, træder man direkte ind i et refugiets eneste rigtige rum med vindue mod haven og herregården. Bagved rummet ligger et lillebitte værelse, hvor der kun lige er plads til en smal seng. Og så er der den smalle spindeltrappe i tårnet, der fører op til balkonen.

 

Besøger man Venligheden på en blåkold decemberdag, haster de fleste sikkert hurtigt igennem de uopvarmede rum, inden de klatrer op ad spindeltrappen for at kaste et hurtigt blik på den vintertriste have. Selv da er det dog ikke svært at forestille sig, hvor dejligt der må være om sommeren.