Alene køreturen derned var det hele værd. Jeg har aldrig været i Præstø før, men hvor var der dog smukt og idyllisk!

Åbent-vand-svømning er ikke nogen stor sport i Danmark, men vi er en lille (voksende!) gruppe af åbent-vand-svømmetosser fra hele landet. Den obligatoriske registreringskø inden turen er derfor ikke noget, der bare skal overstås, det er gensyn med folk, man bedst kan genkende når de er iført badehætte og våddragt, samt udveksling af ’tak-for-sidster’ og informationer om vandtemperatur, strømforhold, vindretning og hvad der ellers interesserer en åbent-vand-svømmer. 

Præstø Fjordsvømning er ikke nogen egentlig konkurrence, men hvor sportsfolk er, bliver der konkurreret. Så selvom oplevelsen, selve bedriften og det sociale er i fokus, gælder det selvfølgelig om at komme over fjorden så hurtigt, man overhovedet kan.

Det er en smuk varm dag og jeg er i syv sind, om jeg skal svømme i våddragt eller ej. På grund af varmen lyder en rolig tur over fjorden uden våddragt særdeles tiltrækkende, men så får jeg øje på Michelle Strand fra Randers Neptun. På trods af Michelles unge alder (jeg kan næsten være hendes mormor!) har vi mødt hinanden to gange i Randers Open Water: I 2008 var hun hurtigere end mig, i 2009 var det mig, der kom først. Hun får vækket mit vinderinstinkt, så da hun trækker i våddragt og gul badehætte, er jeg nødt til at krybe i min våddragt også, varme eller ej. En god våddragt giver nemlig både ekstra opdrift og ekstra fart.

Vi bliver kørt over på den anden side af fjorden (tak for turen, kære fremmede med den søde hund). Kai C. briefer os om turen, han har lagt 10 orange bøjer ud, vi kan navigere efter. Langt om længe står vi klar i den bløde fjordbund. I modsætning til mange andre åbent-vand-arrangementer starter alle svømmerne på én gang, det har absolut sin charme! Kai C. tæller til 3 og løbet er i gang.

Under briefingen nævnte Kai C., at der er vandmænd i fjorden, men ikke andre brandmænd, end dem der sidder i een af følgebådene. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg dog forestillet mig, hvor mange vandmænd, der kan være i sådan en fjord. Der må være millioner af vandmænd i de enorme stimer, vi svømmer igennem. Indimellem føles det som at svømme i gele!

Det er heldigvis diset, men vandet er varmt og luften er varm, så inde i min våddragt når temperaturen kogepunktet allerede inden 3. bøje. Mellem 3. og 4. bøje overhaler jeg en svømmer i gul badehætte. Det er desværre ikke Michelle …

Så er jeg alene på fjorden. Sådan føles det i hvert fald. Michelle og de hurtige herrer er for længst forsvundet ud i horisonten, så mit eneste selskab er den følgebåd, der nu og da driver forbi et stykke væk. Nåja, helt alene er jeg vel strengt taget ikke, der er stadig vandmænd i hundredtusindvis. En let vind kommer ind fra syd-vest, så hele turen gynger både vandmænd og svømmere i de små, krabbe bølger. Det tærer på kræfterne, i hvert fald på mine – jeg ved faktisk ikke, om vandmænd overhovedet har kræfter. Jeg er træt og varm, giver lidt op og sætter farten ned. Zigzagger for meget, fordi det er svært at navigere uden bassinstriber i bunden. 

Omkring den 7. bøje bliver vandet lavere, bunden kommer til syne. Om vandtemperaturen stiger eller det bare er mig, der koger over, ved jeg ikke, men sjældent har tanken om is og sne været mere forjættende. Da jeg runder den 8. bøje rejser jeg mig et øjeblik på bunden for at orientere mig og kaster et enkelt blik bagud. 25 meter bag mig svømmer én i en gul badehætte. Det ligner Michelle, kan det virkelig passe? Jeg har faktisk affundet mig med at blive nummer 2, men nu får jeg nye kræfter. Det gør Michelle vist også, i hvert fald haler hun ind på mig. Jeg giver alt hvad jeg har. Da vi passerer den sidste bøje er hun få meter væk, jeg kan se hende skråt bag mig. Jeg prøver at finde nogle skjulte sprintkræfter et sted.

Vi rejser os nøjagtig samtidig. Det er Michelle, og hun ser omtrent lige så træt ud, som jeg føler mig. Det er vist meningen, man skal løbe de sidste meter over stranden og ind i målområdet, imens man kækt modtager publikums applaus, men mine ben vil ikke løbe. De vil bare ikke. Heller ikke Michelles, tror jeg. Vi går ind, med hinanden i hånden. Vi kom samtidig.

Michelle dratter om ved målet, jeg falder om i sandet to meter længere fremme. ’Vi kom ind samtidig’, råber jeg til måldommeren og lyder som en kedel, der er kogt tør.Jeg koger og koger. Koldt brusebad hjælper lidt, men der går lang tid, før mit ansigts tomatkulør fortager sig … hvilket fremgår med al tydelighed af billedet nedenfor med de tre vindere! De to unge – Michelle Strand og den hurtigste herre, Jacob Clement fra USG – ligner sig selv kort efter, de er gået i land, mens jeg gamle kone ligner og føler mig som en kogt krebs i mindst en time.

Kais kone og andre søde mennesker havde lavet mad og bagt kage, så efter præmieoverrækkelsen blev vi bænket i roklubben for at spise. Det var bestemt ikke tosset …  jeg glæder mig allerede til næste år!

Tak til Flemming Strand for de fine billeder af Michelle, Jacob & jeg.

Flere billeder og info om Præstø Fjordsvømning her.

Den 30. august 2008 afholdt Dansk Svømmeunion for 3. gang kollektiv svømmetur rundt om Christiansborg. Jeg var med for 2. gang, og i modsætning til 2007, som jeg mest oplevede som en iskold stroppetur, der alene havde til formål at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er bange for at svømme i Københavns kanaler, var 2008 en helt igennem dejlig oplevelse.

Der var masser af sol og god stemning ved verdens måske mest spektakulære åbent-vand-svømme-arrangement: Tænk at kanal-vand i en storby kan være så rent, at man kan svømme rundt om landets parlament. Det er stort!

Årets største, udendørs svømme-event var mindst lige så godt arrangeret som sidste år, men vandet var mere rent og klart end sidst (eller også var jeg mindre sart i år).

Den største forskel for min personlige oplevelse af svømmeturen var dog nok, at jeg i 2007 tog turen i badedragt, mens 2008 var en decideret luksustur i våddragt.

Det er lidt tungere at svømme i våddragt, men det opvejes så rigeligt af den komfort, våddragten giver.

Sidste år var jeg så kold på de sidste par hundrede meter, at jeg ikke kunne mærke mine ben.

I år svedte jeg, da jeg kom i mål, hvilket ikke havde noget med vandtemperaturen at gøre: vandet var ca. 18 grader, både i år og sidste år.

151 kvinder og 411 mænd gennemførte de 2 km i stærkt skiftende tempo: Nogle var med for at komme først, men de fleste var nok mest med for at konkurrere med sig selv og for, ja for den gode oplevelses skyld. Smukt så det i hvert fald ud, med alle de svømmere i det blå, blå vand.

Mens jeg gik rundt og var både varm og lige tilpas dejlig-mat efter de 2 km, var der nogle virkeligt seje svømmere, der deltog i 10.000m DM. Uden våddragt. De fleste af dem så – forståeligt nok! – både forfrosne og forkomne ud, da de kom i mål, og jeg er i dén grad imponeret over dem, der gennemførte. Fra 2 timer og 14 minutter til 2 timer 39 minutter lå de og kæmpede mod kulde og træthed. Giv dem en hånd derude, det er simpelthen SÅ sejt!

Gentofte Svømmeklubs deltagere efter veloverstået svømmetur …

Stor tak til Helle & Henrik Bjørner Søe for lån af de fine billeder!