Angst

Frygt er naturlig. Havde vi ikke af natur været gode til at opdage farer og reagere frygtsomt i potentielt farlige situationer, var vi nok ikke overlevet som art. Helt spontant er vi derfor ofte frygtsomme overfor nye ting og ting, vi ikke kan se.

Angst og fobier er frygt, der har taget overhånd, dvs. en psykologisk-fysisk overreaktion på ting, der egentlig ikke er farlige: Angst for hunde, klovne, edderkopper eller højder, vandskræk, flyskræk, klaustrofobi – listen er uendelig.

De fleste mennesker har noget, de er lidt mere bange for end nødvendigt, uden det er noget problem i hverdagen. Er angst eller fobier begyndt at styre dit liv eller forhindrer de dig i at leve et liv, hvor du kan gøre ting, du gerne vil, er det klogt at søge behandling.

Som psykolog behandler jeg angst og fobier med psykoterapeutiske samtaler og åndedrætsøvelser. Nogle fobier skrumper ind eller forsvinder helt efter en eller få behandlinger. Har du mange eller svære fobier, må du indstille dig på et lidt længere forløb.