I mit barndomshjem spiser man æbleskiver lillejuleaften. Hjemmelavede, selvfølgelig, altid hjemmelavede. De akkompagneres af hjemmelavet brombærmarmelade og min fars ord: "Lillejuleaften, må jeg banke på din dør? Lillejuleaften, da er kagen aldrig tør."
Hvad blev der egentlig af hjemmelavede æbleskiver? Uanset hvor man står og går i december får man serveret kuglerunde, pap-agtige tingester, som man er nødt til at overdænge med marmelade og sukker, fordi de smager af pap. Der hvor jeg kommer fra, smager æbleskiver af æg, kærnemælk, smør og et lille strejf citronskal! Hvis man har glemt, hvordan hjemmelavede æbleskiver smager, bør man unde sig selv at bage nogen.
I nogle år bagte jeg julens æbleskiver på en arvet støbejernspande. Sådan en totalt retro firkantet ting med ni huller og buet bund. Den vejer cirka et halvt ton og er desværre meget svær at regulere varmen på, i hvert fald over et trinløst gasblus.
Så – nu bager jeg julens æbleskiver på en identitetsløs, elektrisk æbleskivebager, men den bager jævnt og de bliver gode, gør de! Vi har haft både børn og unge på besøg, der stirrede måbende på æbleskivepanden, sagde 'Kan man virkelig bage sådan nogle selv?' og syntes det var sjovt at prøve – og det er bestemt ikke dårligt med hjælp til æbleskivebageriet, for det tager tid 
Opskriften er helt simpel og fra 'God mad Let at lave' Jeg laver dobbelt portion, så er der rigeligt med æbleskiver til fire personer i flere dage. Det tager en god time at bage dobbelt portion.
240 g mel
1 tsk reven citronskal
½ tsk natron
1 spsk sukker (kan udelades)
Et lille drys salt
4 dl kærnemælk
3 æg
50 g smeltet smør
Alle ingredienser bortset fra æggehviderne piskes sammen. Piskede æggehvider røres i. Æbleskiverne bages, de skal være mørkebrune, men ikke sorte.
De smager dejligt som de er, men kan piftes op med et lille stykke æble i hver 'skive' inden man vender dem.
Kan spises med marmelade (brombærmarmelade er toppen) eller sukker. Er man ikke vild med sukker, er de også lækre med peanutbutter eller cashewnøddemos (prøv det!)
Tags: æbleskiver, hjemmelavet, juletraditioner, lillejuleaften
Jeg var 18 år, gik i 3.g og havde fritidsjob som livredder i den lokale svømmehal.
Når man er 18 år og livredder-uniformen inkluderer ultrakorte shorts, er opmærksomhed fra mandlige badegæster en naturlov. Kurt var een af mine faste 'kurtisører'. Han var oldgammel, mindst 25, og havde glasøje. Jeg kan ikke huske, hvor jeg vidste det fra, måske var det bysladderen, for jeg så ham aldrig med glasøje. Det tog han nemlig ud, inden han gik ind i svømmehallen. Uden glasøje klappede hans venstre øjenhule sammen og trak hans ansigt skævt.
Så altså … For mig var Kurt ham den snaksomme med det skæve ansigt, der var anfører i et slæng, hvor dresscoden var sømands-tatoveringer og badeshorts.
En sen fredag aften sad jeg med veninderne på det lokale værtshus. Mens vi sad og bekræftede os selv og hinanden i, hvor sofistikerede og total-tjekkede vi var, var der een, der prikkede mig på skulderen. Der gik et sus gennem veninderne. Vi vidste alt om hinanden, men ham her havde ingen af os set før og hverken skulder-prikkeren eller hans slæng lignede de fyre, vi normalt gik og drømte om. Inden jeg nåede at sige noget, sagde han: "Ellen, det er sgu da Kurt."
Der gik et par sekunder, før det gik op for mig, hvem han var og hvorfor, jeg ikke kunne kende ham: Hans ansigt var helt anderledes med glasøjet. Pænt, harmonisk, ikke spor skævt. Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg ikke kunne kende ham med glasøjet, så i stedet røg det ud af mig:
"Guuuud ja, Kurt. Jeg kunne slet ikke kende dig med tøj på."
Jeg blev så flov, så flov, så flov. Men Kurt og hans venner – de havde noget at grine af resten af aftenen. Jeg tror nok, jeg gik tidligt hjem …
Tags: glasøje, livredder, pinlige historier
.jpg "Google")
Er det pinligt at google sig selv?
Jeg har gjort det jævnligt, så længe jeg kan huske.
Jeg synes faktisk, man er NØDT til at gøre det. Hvordan skulle man ellers finde ud af det, andre mennesker med få klik kan finde ud af om een?
Jeg faldt tilfældigt ned foran DR1 her i aften. Programmet hed Til tasterne og netop som jeg drattede ned i sofaen, tonede Jimmy Jørgensen frem på skærmen for at fortælle, hvad han bruger nettet til.
Han klikkede på en liste med web-steder, han havde besøgt for nylig, og så stod hans eget navn på listen: Han havde googlet sig selv. Med brødebetynget mine sagde han noget i retning af '… alle lyver om at de gør det, men de gør det alligevel. Det er lidt flovt at indrømme.'
Jeg synes ikke, det er flovt. Jeg indrømmer gerne, at jeg gør det med jævne mellemrum. Googler mig selv.
Er man kunstner, sportsudøver, nyforelsket, selvstændig erhvervsdrivende, lønmodtager eller simpelthen bare i live, kan man være stensikker på, at nogen har googlet ens navn. Så for at være på forkant er man nødt til at google sig selv, bare en gang imellem. Så er man beredt – og forberedt – når man møder journalister, kunder, potentielle svigermødre og kommende arbejdsgivere, der liiige har smuttet et par gåseøjne om ens navn.
Så kære Jimmy Jørgensen. Næste gang, du googler dig selv, dukker denne side op. Et godt stykke nede i listen over søgeresultater, der er mange, der skriver om dig på nettet. Og nej, det er IKKE spor flovt at google sig selv. Tværtimod er man da lidt af en idiot, hvis man ikke gør det!
PS: Jeg synes, du var FANTASTISK i Come together. Hvis ikke det var så dyrt at gå i teatret, ville jeg have set den forestilling mindst 20 gange!!
PSPS: Undskyld billed-kvaliteten – jeg fotograferede mit tv …
PSPSPS: Til jer, der ikke har googlet jer selv endnu: Husk at sætte jeres navn i gåseøjne – sådan her: "ellen garne"
PSPSPSPS: Hvis man googler sig selv i andre søgemaskiner, får man (måske) andre resultater.
Tags: gåseøjne, google, jimmy jørgensen, Web