Jeg har en svaghed for lurifaks Niels Olsen. Han kan lave de mest utrolige ansigter, og jeg kommer tit til at grine, bare jeg ser ham. 

I dag, den 8. marts 2010, er det Kvindernes Internationale Kampdag – og ifølge Politiken Niels Olsens 50 års fødselsdag.

Som kvinde burde jeg vel fejre det første mere end det sidste, men i går bragte Politiken et portræt af Niels Olsen i anledning af hans runde dag i dag.

Selvom artiklen er skrevet af en eller anden halvtør journalist og ikke af Niels Olsen selv, kom jeg til grine mange gange undervejs. Og for at det ikke skal være løgn, brød jeg ud i sang bagefter!

Årsagen til både grin og sang er en tekst i artiklen, Niels Olsen angiveligt har skrevet til Ørkenens Sønner. Den går på melodien Jeg plukker fløjlsgræs (klik på linket og på afspil-symbolet for at høre melodien) og er på ingen måde stueren.

Teksten kan godt læses, men skal man have fuldt udbytte skal den synges. Samspillet mellem tekst og melodi er simpelthen så grotesk, at det bliver helt vanvittig morsomt.

Kan man klare lidt humor under bæltestedet, kan man jo hylde Niels Olsen ved at rense stemmebåndet og underholde sig selv og sine omgivelser med en lille sang: 

Han havde fået en hæmoride,
men hvor den sad, si'r vi ikke her.
Det gjorde ondt, når han skulle … bummelum,
men også tit selv om han lod vær'.
Han brugte cremer og acetone,
med ostehøvl gav han sig i kast.
Men regionen blev bare gloende,
og hæmoriden sad stadig fast.

Men i avisen, der fandt han lykken,
annoncen loved' et bedre liv:
Med yoga styrker man både psyken,
og man bli'r bøjelig som et siv.
Han gik i træning, lod vær' at spise,
og han blev smidigere dag for dag.
Og året efter ved kyndelmisse,
der bed han selv hæmoriden af.

Jeg var inkarneret Facebook-hader -  lige til jeg selv sprang på.

Alle historierne om de frygtelige ejere, der stjæler rettighederne til de ting, du lægger ud og bruger det du skriver imod dig – fyha, ikke noget for mig.

Efterhånden er det jo blevet sådan, at der er viden og diskussioner man ikke kan få adgang til, medmindre man har en facebook-profil.

Så … jeg lagde ud med at oprette en 'anonym' profil, men er selvfølgelig endt som en særdeles flittig bruger. Jeg elsker den uforpligtende kommunikation og den måde, Facebook hjælper med at holde kontakt til familie, venner og bekendte.

Og så er der grupperne. Det er hvert ulige meget lettere at få en diskussion i gang i en facebook-gruppe end så mange andre steder på internettet. Nogle brugere er med i mange, andre i få. Jeg er kun med i mine egne facebook-grupper og i grupper, hvor jeg gider følge bare en lille smule med i, hvad der foregår.

Mit seneste skud på stammen er Køkkenhemmeligheder. Vi går alle rundt med nogle køkkenhemmeligheder, som ikke er mere hemmelige, end at vi gerne vil dele dem med andre. Det kan være sådan noget som hvordan man steger gåsen helt perfekt til jul. Hvor man køber de lækreste råvarer. De køkkenredskaber, der gør køkkenlivet værd at leve.

Men … som alle andre facebook-grupper begynder den nok inden længe at leve sit helt eget liv. Den blev oprettet i går, og nu er det op til medlemmerne at finde ud af, hvad den skal bruges til. Alle er velkomne!

Jeg besøgte Venligheden en decemberblå dag sidste år.

Hverdagen. Det er vel den, der fylder mest i de fleste menneskers liv. Der er så meget man skal nå med at realisere sig selv og sine drømme og leve sin indre globetrotter ud, men for de fleste af os udgør hverdagen jo langt den største del af vores liv. Så det gælder om at indrette sin hverdag, så man holder ordentligt af den.

Jeg holder meget af hverdagen – og ikke mindst af Dan Turells digt om den:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Hvad blev der egentlig af hjemmelavede æbleskiver? Uanset hvor man står og går i december får man serveret kuglerunde, pap-agtige tingester, som man er nødt til at overdænge med marmelade og sukker, fordi de smager af pap. Der hvor jeg kommer fra, smager æbleskiver af æg, kærnemælk, smør og et lille strejf citronskal! Hvis man har glemt, hvordan hjemmelavede æbleskiver smager, bør man unde sig selv at bage nogen.

I nogle år bagte jeg julens æbleskiver på en arvet støbejernspande. Sådan en totalt retro firkantet ting med ni huller og buet bund. Den vejer cirka et halvt ton og er desværre meget svær at regulere varmen på, i hvert fald over et trinløst gasblus.

Så – nu bager jeg julens æbleskiver på en identitetsløs, elektrisk æbleskivebager, men den bager jævnt og de bliver gode, gør de! Vi har haft både børn og unge på besøg, der stirrede måbende på æbleskivepanden, sagde 'Kan man virkelig bage sådan nogle selv?' og syntes det var sjovt at prøve – og det er bestemt ikke dårligt med hjælp til æbleskivebageriet, for det tager tid

Opskriften er helt simpel og fra 'God mad Let at lave' Jeg laver dobbelt portion, så er der rigeligt med æbleskiver til fire personer i flere dage. Det tager en god time at bage dobbelt portion.

240 g mel
1 tsk reven citronskal
½ tsk natron
1 spsk sukker (kan udelades)
Et lille drys salt
4 dl kærnemælk
3 æg
50 g smeltet smør

Alle ingredienser bortset fra æggehviderne piskes sammen. Piskede æggehvider røres i. Æbleskiverne bages, de skal være mørkebrune, men ikke sorte.

De smager dejligt som de er, men kan piftes op med et lille stykke æble i hver 'skive' inden man vender dem.

Kan spises med marmelade (brombærmarmelade er toppen) eller sukker. Er man ikke vild med sukker, er de også lækre med peanutbutter eller cashewnøddemos (prøv det!)

Jeg var 18 år, gik i 3.g og havde fritidsjob som livredder i den lokale svømmehal.

Når man er 18 år og livredder-uniformen inkluderer ultrakorte shorts, er opmærksomhed fra mandlige badegæster en naturlov. Kurt var een af mine faste 'kurtisører'. Han var oldgammel, mindst 25, og havde glasøje. Jeg kan ikke huske, hvor jeg vidste det fra, måske var det bysladderen, for jeg så ham aldrig med glasøje. Det tog han nemlig ud, inden han gik ind i svømmehallen. Uden glasøje klappede hans venstre øjenhule sammen og trak hans ansigt skævt.

Så altså … For mig var Kurt ham den snaksomme med det skæve ansigt, der var anfører i et slæng, hvor dresscoden var sømands-tatoveringer og badeshorts.

En sen fredag aften sad jeg med veninderne på det lokale værtshus. Mens vi sad og bekræftede os selv og hinanden i, hvor sofistikerede og total-tjekkede vi var, var der een, der prikkede mig på skulderen. Der gik et sus gennem veninderne. Vi vidste alt om hinanden, men ham her havde ingen af os set før og hverken skulder-prikkeren eller hans slæng lignede de fyre, vi normalt gik og drømte om. Inden jeg nåede at sige noget, sagde han: "Ellen, det er sgu da Kurt."

Der gik et par sekunder, før det gik op for mig, hvem han var og hvorfor, jeg ikke kunne kende ham: Hans ansigt var helt anderledes med glasøjet. Pænt, harmonisk, ikke spor skævt. Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg ikke kunne kende ham med glasøjet, så i stedet røg det ud af mig:

"Guuuud ja, Kurt. Jeg kunne slet ikke kende dig med tøj på."

Jeg blev så flov, så flov, så flov. Men Kurt og hans venner – de havde noget at grine af resten af aftenen. Jeg tror nok, jeg gik tidligt hjem …

Er det pinligt at google sig selv?

Jeg har gjort det jævnligt, så længe jeg kan huske.

Jeg synes faktisk, man er NØDT til at gøre det. Hvordan skulle man ellers finde ud af det, andre mennesker med få klik kan finde ud af om een?

Jeg faldt tilfældigt ned foran DR1 her i aften. Programmet hed Til tasterne og netop som jeg drattede ned i sofaen, tonede Jimmy Jørgensen frem på skærmen for at fortælle, hvad han bruger nettet til.

Han klikkede på en liste med web-steder, han havde besøgt for nylig, og så stod hans eget navn på listen: Han havde googlet sig selv. Med brødebetynget mine sagde han noget i retning af '… alle lyver om at de gør det, men de gør det alligevel. Det er lidt flovt at indrømme.'

Jeg synes ikke, det er flovt. Jeg indrømmer gerne, at jeg gør det med jævne mellemrum. Googler mig selv.

Er man kunstner, sportsudøver, nyforelsket, selvstændig erhvervsdrivende, lønmodtager eller simpelthen bare i live, kan man være stensikker på, at nogen har googlet ens navn. Så for at være på forkant er man nødt til at google sig selv, bare en gang imellem. Så er man beredt – og forberedt – når man møder journalister, kunder, potentielle svigermødre og kommende arbejdsgivere, der liiige har smuttet et par gåseøjne om ens navn.

Så kære Jimmy Jørgensen. Næste gang, du googler dig selv, dukker denne side op. Et godt stykke nede i listen over søgeresultater, der er mange, der skriver om dig på nettet. Og nej, det er IKKE spor flovt at google sig selv. Tværtimod er man da lidt af en idiot, hvis man ikke gør det!

PS: Jeg synes, du var FANTASTISK i Come together. Hvis ikke det var så dyrt at gå i teatret, ville jeg have set den forestilling mindst 20 gange!!

PSPS: Undskyld billed-kvaliteten – jeg fotograferede mit tv …

PSPSPS: Til jer, der ikke har googlet jer selv endnu: Husk at sætte jeres navn i gåseøjne – sådan her: "ellen garne"

PSPSPSPS: Hvis man googler sig selv i andre søgemaskiner, får man (måske) andre resultater.

Jeg har et blødt pukt for Michael Kviums billeder.

De to, der hænger på Statens Museum for Kunst, i hvert fald, jeg har aldrig stået foran andre IRL.

Man kan måske ikke kalde billederne smukke, men de har en sært magnetisk tiltrækningskraft. Jeg kan sidde foran dem i laaaaang tid og bare se på dem. Eller stå tæt på og studere detaljerne.

Jeg er på ingen måde kunstkender, forstår mig faktisk ikke meget på hverken billedkunst eller skulptur, men Kviums billeder, DE er altså noget særligt. 

Tankens magt hænger i det rum, hvor også Kurt Trampedachs helt vidunderlige skulptur, Morgen, er udstillet. Sal 201, moderne kunst, ret let at forstå.

Kor hænger i den vestlige ende af den 'nye' bygning. På 2. sal sammen med historiske malerier, der er både 100 og 200 år gamle. Jeg har prøvet at spørge en kustode, hvorfor det mon hænger der, men det anede han virkelig ikke.

Jeg elsker det rum. Mærkeligt kantet, monsterhøjt til loftet og nogle kæmpe vinduer ud mod Sølvgade og Østre Anlæg, der om noget gør sig i efterårsfarver. Og så de her kæmpestore malerier.

Jeg ved ikke om Kor hænger der, fordi det er så stort og der ikke var plads andre steder, men det hænger helt perfekt: På sin helt egen væg, der passer præcis i størrelsen til det enorme maleri. Og så de der fem nøgne tumper, der ser ud som om de står og skråler ’Lååååhhh’. Eller hvad de nu er for nogen. Tumpede ser de i hvert fald ud, med deres nedsunkne skuldre og ridebukselår.

Jo mere jeg ser på det maleri, jo mindre forstår jeg det. Hvad er det med deres hænder? Kan han ikke lide at male hænder, Kvium, eller hvad er meningen med de bandager? Og hvorfor er det kun mændene, der har ur på? Hvad er der sket med de hænder? Er det maling eller blod? Ud fra bandagerne at dømme skulle man tro, det var blod, men de røde hænder ligner noget, der er dyppet i maling. Var det meningen, det skulle ligne blod eller er det med vilje, det ligner maling? – det ER jo bogstavelig talt maling! Og hvad med de fire hjerner i hjørnerne? Er det tumpernes hjerner, der er ophøjet til at være hele verden eller hvad? Hvorfor er der fire hjerner, når der er fem tumper? Og hvorfor har de ingen hår, overhovedet? Det maleri stiller flere spørgsmål, end det besvarer!

Tankens Magt er lige så gigantisk og ikke mindre mystisk end Kor. En hel masse hoveder der, med hjernerne oven på issen i stedet for inde i skallen, driver eller vader rundt i dybt vand. Eller hvad det nu er, de er ved at drukne i. Nogle af hovederne er gået under, så det kun er hjernen, der er over vandet. Et enkelt hoved bøjer nakken bagover, så hjernen dækker ansigtet, i stedet for at ligge på issen, som den gør hos de andre. Har han mon en højere indsigt end de andre? Eller er det lige omvendt, han kan ikke se noget, fordi hans hjerne skygger for udsynet? En enkelt Lååååh-mund er det også blevet til, måske er det bare en Kvium-måde at male mund på.

Statens Museum for Kunst er altid er besøg værd. Jeg har svært ved at forstå, at man kvit og frit kan gå ind og se så meget vidunderlig kunst, men skønt er det. Længe leve velfærdsstaten!

Jeg har skrevet det før, men jeg skriver det lige igen: Jeg er vild med Erlend Loes bøger.

Doppler, Volvo Lastvagnar, Naiv. Super, Kvinden flytter ind – og nu L.

Erlend Loe skriver så knastørt konstaterende, at jeg indimellem græder af grin.

L er en lille, tyk bog i et lidt sært format. Den handler om en ung mand, der har regnet ud, at den polynesiske befolkning nedstammer fra sydamerikanere på skøjter, der kom på afveje under den seneste istid. Nu gælder det bare om at finde nogle skøjter derude, så han kan bevise, at teorien holder vand.

Fortælleren, der tilfældigvis hedder Erlend, får samlet 6 unge mænd til at tage med på en ekspedition, der ville have gjort Thor Heyerdahl grøn af misundelse …

Jeg har netop hulket mig igennem ca. 25 sider, hvor de 7 ungersvende, den ene mere arbejdssky og aparte end den anden, afprøver forskellige styreformer på en ellers ubeboet ø i Polynesien. Fantastisk motion for grinemusklerne

Mit projekt lige pt. er at prøve at få skrevet Tøsedreng så meget om, at jeg kan tillade mig at belemre forlaget med den igen. De gav en præliminær version solide bank for snart 2 år siden, men på grund af jagten på ussel mammon og andre dårlige undskyldninger er der ikke sket det helt store siden da.

Men, jeg er er en rastløs sjæl, og ofte fordamper ethvert tilløb til kreativ inspiration, når jeg sætter mig foran computeren, næsten uanset hvor meget god vilje jeg så end kan manifestere. Jeg kan ikke skrive i hånden (jo, små beskeder og den slags), så der synes ingen vej at være udenom en bærbar pc, hvis jeg skal få skrevet noget. Nu har jeg endelig fået en. Eller købt den, har jeg jo, og hvor er det helt fantastisk vidunderligt.

Er udsigten fra mit skovkontor ikke bare klasser bedre, end den fra hjemmekontoret?

At skovkontorets komfort så er en lille smule lavere, ja det tager jeg med.