Mine søstre, der ikke tidligere har deltaget i åbent-vand-svømme-arrangementer, er ikke mindre skeptiske end mig, tværtimod. Stemningen i bilen veksler mellem vantro skepsis og grænseløs optimisme. Der er mest af det første. Det er den 19. juni, men bilen melder 11 grader udenfor, og på trods af mine gentagne ”NU lysner det, jeg kan se det på himlen” bliver skyerne bare tungere og tungere, mens vi nærmer os Randers og årets udgave af Randers Open Water, ROW.

Nej, det lysner ikke. Overhovedet ikke. I Randers, eller Fladbro, for nu at være helt præcis, siler regnen ned. Jeg får overtalt mig selv til at tage mit varme tøj af og med hænder, der ryster af kulde, ifører jeg mig våddragten. Jeg henter en lyserød badehætte i registreringsteltet og så … ja, så er jeg vel klar til at svømme 5.2 km ned ad Gudenåen.

Søstrene tager afsked og ser alt andet end misundelige ud, de er ikke ligefrem kede af at skulle nøjes med 1000 meter i koldt åvand. De er sporty og i god form, men svømning er ikke deres spidskompetence, de er nærmest temmelig forbeholdne overfor det med at plaske rundt med hovedet i vandskorpen. Og deres forbehold mod koldt vand er massive. Meget.

Og så står jeg der, sammen med nogleogtyve andre lige så fandenivoldske åbent-vand-svømmere og venter på, at sidste heat fløjtes i gang. Med kolde fødder på den mudrede åbred står jeg og undrer mig over, hvorfor jeg ikke ligger trygt og rart i min seng. Jeg ser varm te og lune hjemmesko for mit indre blik. Og så alligevel ikke. For findes der noget skønnere skue end en masse mænd (og lidt færre kvinder) iført sorte gummidragter, lyserøde badehætter over neopren-kyserne og med de bare tæer begravet i mudder?

Men da startfløjtet går, er det alt sammen lige meget. Frygtløse kaster vi os i det kolde vand, som arrangørerne optimistisk har lovet 16 grader varmt i Nørreåen, hvor de første 600 meter svømmes, og over 17 i Gudenåen, hvor de efterfølgende 4.6 km skal forceres.

De kan sige hvad det skal være, det føles nu koldt, vandet. Ansigt, fødder og hænder protesterer over kulden, men våddragten holder kroppen varm, og det er jo den, der skal arbejde. Resten følger bare med. Lidt modstræbende, måske, men nu er det strømmen og armene, der bestemmer retningen og tempoet.

Regnen gør det ikke mindre koldt, men jeg har heldigvis én at jagte, det holder både tempoet og kampgejsten oppe. Min frekvens er alt for høj, men jeg lover mig selv, at hvis bare jeg kan følge med min "hare" til vi har passeret motorvejen og dermed er godt halvvejs, så kan jeg få lov at sætte frekvensen ned.

Det går godt. Så godt, faktisk, at det er min hare, ikke mig, der ender med at sakke bagud. Selvom jeg er nødt til at sætte frekvensen ned et par hundrede meter efter motorvejen, er det mig, der er  haren de sidste kilometer. Måske er det fordi jeg er blevet bedre til at navigere i åbent vand uden at miste tempo, siden jeg svømmede ned ad Gudenåen for første gang i 2008. Måske er jeg i bedre form end sidste år. Måske er jeg heldig med at fange strømmen. Måske er det bare min dag.

Jeg får et glimt af mine 3 søstre, der venter ved startstedet til ”den korte” rute. Så er der kun én kilometer igen. Vejret er bedre nu, det er holdt op med at regne, og måske er solen på vej frem. Ikke at det udretter mirakler ved temperaturen i mine fødder, tanken om varme sokker er stadig ganske forjættende. Jeg presser frekvensen op igen og så er den blå bro pludselig i sigte.

Mine fødder er næsten følelsesløse af kulde, men kroppen er varm og veltilpas, så jeg giver gas de sidste meter, selvom jeg er træt. Traditionen tro vakler jeg, da jeg rejser mig for at gå i land. Det er som om kroppen ikke er parat til at være lodret og benene ikke parate til at bære vægten, når man har svømmet så langt uden ophold. Så jeg småfalder op ad landgangen og falder om på en bænk.

Inden længe dukker mine søstre op af det grøn-brune vand. Trætte og kolde, men temmelig kække over at have gennemført deres første åbent-vand-arrangement under så barske omstændigheder.

Nu er der måske nogen, der sidder og spørger sig selv, hvorfor jeg år efter år udsætter mig selv for en stroppetur ned ad Gudenåen. Det er et ret godt spørgsmål, men når først man er i gang og det hele kører er det en fantastisk oplevelse at svømme der. Det er sjovt. Det er udfordrende. Og efter 3 år er det jo nærmest blevet en tradition at skyde åbent-vand-sæsonen i gang med en tur til Randers.

Derudover er ROW det eneste åbent-vand-arrangement i Danmark, hvor medstrøm for alvor giver ekstra skub under fødderne. Det er SÅ sjovt at svømme medstrøms!
I år holdt jeg fx. en gennemsnitsfart på de 5.2 km på under 1:12 pr 100 meter, en hastighed jeg ikke engang kan holde på en 200-meter i et bassin. Har man ikke prøvet at svømme medstrøms, kan det stærkt anbefales at prøve. Det er sjovt, uanset om vandet er koldt eller varmt!
 

Mere om ROW på Dansk Svømmeunions hjemmeside og i Facebook-gruppen.

Resultatlisten 2010 og billeder – tak til Mads Jørgensen for lån af billeder.

Randers Open Water rocks!

Så blev det endelig tid for Christiansborg Rundt igen. Et fantastisk arrangement, som Dansk Svømmeunion i år afviklede for 4. gang. I år med den ekstra lille krølle, at der om formiddagen blev afviklet et 10 km World Cup stævne på ruten.

Det er en helt unik oplevelse at svømme rundt i kanalen: Man starter fra den blå ponton i Frederiksholms Kanal. Svømmer under Christians Brygge og til venstre forbi Den sorte Diamant. Under Knippelsbro, til venstre ind i Børsgraven og under Børsbroen.

Og så, av av, er der den brede bro ved Slotsholmsgade, ved det store kryds. Den er bred og der var mørkt og man kunne ikke se en hånd for sig og en hel hoben brandmænd lå på lur. Jeg så den ikke, men jeg må have svømmet durk ind i een af dem, for resten af turen foregik med en brændende fornemmelse i ansigtet.

Det var der heldigvis ikke tid til at tude over, for så kom Højbro og et skarpt sving til venstre. Langs Gammel Strand og Vindebrogade ligger man nærmest nede i en grav og kan ikke se ret meget, til gengæld er det svært at fare vild: Der er kun een vej frem.

Efter det sidste sving og broen under Vindebrogade kan man næsten se mål. Men først kommer Marmorbroen og broen under Tøjhusgade og SÅ er det endelig tid til at finde nogle hemmelige rester energi til den sidste spurt mod den blå ponton.  

Jeg havde 3 års jubilæum, og der er ikke meget mere at sige om det, end at det var en dejlig tur! Der var rekordmange deltagere i år – 268 kvinder og 601 mænd gennemførte de 2 km svømning rundt om Danmarks regeringsbygning, mens et mindre antal måtte lade sig samle op undervejs.

Niveauet i toppen var også det højeste nogensinde. Sidste år blev jeg nummer 9 – i år gik 9. pladsen til Sarah Bro fra Gentofte Svømmeklub, der svømmede mere end 2 minutter hurtigere, end jeg gjorde sidste år. Havde jeg svømmet lige så hurtigt som sidste år, var jeg blevet  nummer 25 – men jeg var et snøvlehoved og måtte nøjes med en placering som nummer 27.

Hvis altså man kan stole på resultatlisten, og det kan man desværre ikke helt. På grund af et strømsvigt gik der kuk i tidtagningen, så de vindere, der blev udråbt på dagen, viste sig senere at være blevet overhalet indenom. Svømmeunionen mener, den har fået styr på toppen af resultatlisten, men længere nede i feltet kniber det, i hvert fald på herrernes resultatliste, hvor der ikke er overensstemmelse mellem hvad vi så på dagen og hvad der står i resultatlisten.

Men sådan nogenlunde passer det nok. Det vigtigste er at være med, er det ikke sådan, folk med den rette sportsånd skal sige? Det har jeg nu aldrig helt fattet. Hvorfor konkurrere, hvis man i grunden er ligeglad med, om man bliver nummer 72 eller nummer 1? Selvom man ikke kan blive nummer 1 kan man altid konkurrere med sig selv og yde det bedste, man kan. Det synes JEG er ægte sportsånd.  

Alene køreturen derned var det hele værd. Jeg har aldrig været i Præstø før, men hvor var der dog smukt og idyllisk!

Åbent-vand-svømning er ikke nogen stor sport i Danmark, men vi er en lille (voksende!) gruppe af åbent-vand-svømmetosser fra hele landet. Den obligatoriske registreringskø inden turen er derfor ikke noget, der bare skal overstås, det er gensyn med folk, man bedst kan genkende når de er iført badehætte og våddragt, samt udveksling af ’tak-for-sidster’ og informationer om vandtemperatur, strømforhold, vindretning og hvad der ellers interesserer en åbent-vand-svømmer. 

Præstø Fjordsvømning er ikke nogen egentlig konkurrence, men hvor sportsfolk er, bliver der konkurreret. Så selvom oplevelsen, selve bedriften og det sociale er i fokus, gælder det selvfølgelig om at komme over fjorden så hurtigt, man overhovedet kan.

Det er en smuk varm dag og jeg er i syv sind, om jeg skal svømme i våddragt eller ej. På grund af varmen lyder en rolig tur over fjorden uden våddragt særdeles tiltrækkende, men så får jeg øje på Michelle Strand fra Randers Neptun. På trods af Michelles unge alder (jeg kan næsten være hendes mormor!) har vi mødt hinanden to gange i Randers Open Water: I 2008 var hun hurtigere end mig, i 2009 var det mig, der kom først. Hun får vækket mit vinderinstinkt, så da hun trækker i våddragt og gul badehætte, er jeg nødt til at krybe i min våddragt også, varme eller ej. En god våddragt giver nemlig både ekstra opdrift og ekstra fart.

Vi bliver kørt over på den anden side af fjorden (tak for turen, kære fremmede med den søde hund). Kai C. briefer os om turen, han har lagt 10 orange bøjer ud, vi kan navigere efter. Langt om længe står vi klar i den bløde fjordbund. I modsætning til mange andre åbent-vand-arrangementer starter alle svømmerne på én gang, det har absolut sin charme! Kai C. tæller til 3 og løbet er i gang.

Under briefingen nævnte Kai C., at der er vandmænd i fjorden, men ikke andre brandmænd, end dem der sidder i een af følgebådene. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg dog forestillet mig, hvor mange vandmænd, der kan være i sådan en fjord. Der må være millioner af vandmænd i de enorme stimer, vi svømmer igennem. Indimellem føles det som at svømme i gele!

Det er heldigvis diset, men vandet er varmt og luften er varm, så inde i min våddragt når temperaturen kogepunktet allerede inden 3. bøje. Mellem 3. og 4. bøje overhaler jeg en svømmer i gul badehætte. Det er desværre ikke Michelle …

Så er jeg alene på fjorden. Sådan føles det i hvert fald. Michelle og de hurtige herrer er for længst forsvundet ud i horisonten, så mit eneste selskab er den følgebåd, der nu og da driver forbi et stykke væk. Nåja, helt alene er jeg vel strengt taget ikke, der er stadig vandmænd i hundredtusindvis. En let vind kommer ind fra syd-vest, så hele turen gynger både vandmænd og svømmere i de små, krabbe bølger. Det tærer på kræfterne, i hvert fald på mine – jeg ved faktisk ikke, om vandmænd overhovedet har kræfter. Jeg er træt og varm, giver lidt op og sætter farten ned. Zigzagger for meget, fordi det er svært at navigere uden bassinstriber i bunden. 

Omkring den 7. bøje bliver vandet lavere, bunden kommer til syne. Om vandtemperaturen stiger eller det bare er mig, der koger over, ved jeg ikke, men sjældent har tanken om is og sne været mere forjættende. Da jeg runder den 8. bøje rejser jeg mig et øjeblik på bunden for at orientere mig og kaster et enkelt blik bagud. 25 meter bag mig svømmer én i en gul badehætte. Det ligner Michelle, kan det virkelig passe? Jeg har faktisk affundet mig med at blive nummer 2, men nu får jeg nye kræfter. Det gør Michelle vist også, i hvert fald haler hun ind på mig. Jeg giver alt hvad jeg har. Da vi passerer den sidste bøje er hun få meter væk, jeg kan se hende skråt bag mig. Jeg prøver at finde nogle skjulte sprintkræfter et sted.

Vi rejser os nøjagtig samtidig. Det er Michelle, og hun ser omtrent lige så træt ud, som jeg føler mig. Det er vist meningen, man skal løbe de sidste meter over stranden og ind i målområdet, imens man kækt modtager publikums applaus, men mine ben vil ikke løbe. De vil bare ikke. Heller ikke Michelles, tror jeg. Vi går ind, med hinanden i hånden. Vi kom samtidig.

Michelle dratter om ved målet, jeg falder om i sandet to meter længere fremme. ’Vi kom ind samtidig’, råber jeg til måldommeren og lyder som en kedel, der er kogt tør.Jeg koger og koger. Koldt brusebad hjælper lidt, men der går lang tid, før mit ansigts tomatkulør fortager sig … hvilket fremgår med al tydelighed af billedet nedenfor med de tre vindere! De to unge – Michelle Strand og den hurtigste herre, Jacob Clement fra USG – ligner sig selv kort efter, de er gået i land, mens jeg gamle kone ligner og føler mig som en kogt krebs i mindst en time.

Kais kone og andre søde mennesker havde lavet mad og bagt kage, så efter præmieoverrækkelsen blev vi bænket i roklubben for at spise. Det var bestemt ikke tosset …  jeg glæder mig allerede til næste år!

Tak til Flemming Strand for de fine billeder af Michelle, Jacob & jeg.

Flere billeder og info om Præstø Fjordsvømning her.

Rigtig surfing. Sådan som Beach Boys (påstod de) gjorde det i Californien og som aussierne gør det i stor stil.

For mig har ordet surfing været synonymt med wind-surfing, men efter en uge i Newquay, Cornwall, Storbritannien, er surfing nu noget med at fange den rigtige bølge, mærke suset, når man bliver ført med og så – måske, måske – komme op at stå på brættet. Uanset om man står, ligger eller sidder, er det en helt fantastisk følelse at suse af sted på et surfbræt.

Fistral Beach ved Newquay er den bedste og travleste surfer-strand i England. Stik vest vender den, og bombarderes derfor 24-7 af gigantiske Atlanterhavsbølger. Hverken vand- eller luft- temperaturer er i den imponerende ende, men med våddragt på er det ikke noget problem at holde varmen i vandet.

Fra tidlig morgen ligger de og venter på bølger, surferne. Når de, liggende eller siddende i sorte våddragter på brættet, venter på den helt rigtige bølge, ligner de lappedykkere på udkig efter morgenmad. Men så snart en god bølge er i sigte er det slut med lappedykkeriet. Lynhurtigt får de brættet vendt, får sig selv i position på maven på brættet, padler med armene, indtil bølgen har så godt fat i brættet, at det er tid til at komme op at stå. Helt fantastisk ser det ud, når en dygtig surfer fanger en bølge og elegant glider op og ned og ind og ud under en gigantisk bølge på vej mod stranden (nej, det turkisblå billede er ikke fra Newquay, men et jeg har fundet, frit svævende, på internettet).

Der er masser af surf-skoler i området, og ingen bør begive sig ud i de vilde bølger uden undervisning. Både bølger og understrøm kan være så stærke, at det er svært at holde sig oprejst i brændingen, og ingen livredder kan holde øje med alle i de høje bølger. Faktisk omkom en 51-årig engelsk mand, mens vi var der, hvilket absolut gav grund til bekymring, da familiens to teenagere blev sluppet løs.  

Vi havde bestilt 2 x 2 timers undervisning hos RipCurl Surfing School og det var hver en øre værd. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde var kommet op at stå på det bræt, hvis ikke Jo, vores søde instruktør, havde lært mig hvordan. Nåja, jeg lå måske nok på maven og på knæ og nede i vandet en hel del mere, end jeg stod på brættet, men i løbet af de dage, hvor vi lejede våddragter og brædder og øvede os for os selv, lykkedes det faktisk at komme op at stå indimellem. Elegant var det ikke ligefrem, men det var s-j-o-v-t!!

Som turiststed minder Newquay nok lidt om Ibiza – masser af turistbutikker, halvdårlig fastfood og et natteliv spækket med fulde teenagere. Vi boede på Hotel Esplanade, som ligger et stykke fra det værste natteroderi. Det gav os nogle halvlange, men meget smukke spadesereture langs stranden, når vi fik lyst til at spise andet end hotelmad (og det gjorde vi tit …). Til gengæld sang bølgerne vuggeviser for os hver eneste nat, og vi havde en helt uovertruffen udsigt over Fistral Beach fra hotelværelset (det øverste billede er taget fra vores værelse).

Lørdag den 27. juni 2009

Fladbro, vest for Randers

Solskin og blæst og svømmere i sorte våddragter, klar til  Randers Open Water 2009. Midt i skoven, naturen er smuk og lige til at spise.

Lige til at spise er også de små delikat anrettede hapser med røget vildt, laksestykker og snapseglas med Gazpacho, der bliver budt rundt. Det ser lækkert ud, men jeg lader det stå: Sidste år havde jeg nemlig ‘glæde’ af de røgede lækkerier på hele den 5200 meter lange svømmetur, der igen venter forude.

Vi bliver sendt af sted i 4 heats. Jeg er i sidste heat, vi får guldfarvede badehætter og blå forsøgs-chips om armene, mens vi venter. Endelig bliver det vores tur. For de garvede triathleter gælder det om at være forrest fra starten, med høje knæløft løber de ud i den bløde å-bund for at komme først i vandet. Jeg holder mig klar af de allerivrigste mænd og får en fin start.

De første 600 meter går som en leg: Medstrømmen er stærk og åen ligger i læ for østenvinden. Yes, hvor det går! Vandet er rent og køligt, jeg føler mig stærk som en okse. Med øjnene under vandet det meste af tiden mister jeg hurtigt overblikket over hvem der svømmer hvor, men jeg fornemmer jeg ligger i den forreste tredjedel af heatet. Jeg giver den gas og tror på det.

Så runder vi hjørnet og svømmer ud i Gudenåen … og modvinden. De resterende 4600 meter svømmes øst-nord-øst og vinden er lige imod. Føj for en ulykke! Her har jeg i et helt år bralret op om, hvor sjovt og hurtigt det er at svømme medstrøms i Gudenåen … og så er medstrømmen kun en svag fornemmelse i kroppen, mens bølgerne uophørligt kommer rullende imod mig. Det er ikke atlanterhavsbølger, bevares, men de tager godt nok toppen af både farten og overskuddet.  

I Gudenåen er vandet varmere, solen bager og jeg sveder som en hest i min våddragt. Netop som jeg er lige ved at eksplodere af varme og overvejer at deponere våddragten hos een af livredderne, går solen bag en sky og bliver der resten af min svømmetur. Lucky me!

Modvinden og varmen har ædt det meste af mit overskud længe før jeg cirka halvvejs svømmer under motorvejen. Indtil motorvejen er åen bred og åben, nu bliver den fyldt med siv og åkander og hvad det ellers hedder, alt det planteværk man svømmer rundt i. Enkelte gange lykkes det mig at bruge stænglerne til at trække mig frem med (er i god træning fra banetovs-trækning under ben-træning i svømmehallen!), men ellers er å-planterne mest noget der sætter sig på svømmebrillerne, hægter sig om halsen og er i vejen. Men det er nu også lidt festligt at svømme rundt i.  

Efter motorvejen begynder jeg at indhente svømmere fra de første heats. De har lyserøde, hvide eller røde badehætter på og har vidt forskellige strategier: Nogle ligger på ryggen og lader sig nærmest drive med af strømmen. Andre svømmer brystsvømning og ser ud til at nyde naturen imens. Der er også meget smukt. Virkelig smukt, faktisk. Så vidt jeg kan se, altså, jeg har jo øjnene under vandet det meste af tiden.      

Der er 2 distancer i Randers Open Water: ‘Den korte’ på 1000 m og ‘Den lange’ på 5200 m. De ender samme sted, så da jeg passerer den bro, hvor 1000 meteren starter, begynder jeg at kunne se en ende på min frivillige stroppetur. Jeg prøver at presse farten lidt op, men nej, der er ikke nogle reserver at finde nogle steder, jeg er t-r-æ-t!

Endelig, endelig kan jeg se den blå bro. Jeg svømmer under og snubler op ad landgangen, træt … men hooked. Randers Open Water er et fantastisk godt arrangement. Så selvom jeg bliver træt som et alderdomshjem og undervejs når at tænke ‘hvad laver jeg dog her’ rigtig mange gange – så dukker jeg såmænd nok op i Randers næste år igen.

men når det kommer silende ned fra himlen i lårtykke stråler er det nok så som så med dén kærlighed. Den 23. august 2008 fyldte Den lille Havfrue 95 år, og traditionen tro var der inviteret lige så mange havfruer til at hylde den evigtunge skjoldmø på Langelinie Kaj. 

Jeg tror, det det var den silende regn og den klamme fornemmelse af svup-våde sko, der fik billederne til at glide i glemmebogen, i stedet for at smutte ud her på bloggen, dengang fødselsdagen stadig var aktuel. Og jeg tror, det er weekendens fine sensommervejr, der fik mig til at dvæle ved billederne igen.

Hvoromaltinger, så har jeg fået lyst til – på trods af billedernes kvalitet, der så rigeligt bærer præg af regn, regn, regn – at cyberspace billederne alligevel. Om ikke andet så for at hylde de seje piger, der trodsede regnvejret og kulden og sprang i havnen med lige præcis den slags pigehvin, som passer sig til den slags happenings.

En halshugget havfrue, en svensk havenisse og en fotograf med regn, både på linsen og i håret. Jeg ved ikke, hvad den svenske nissefars projekt egentlig var, men han stod med fødderne i vand og nægtede at flytte sig … også selvom han fik adskillige både venlige og mindre venlige henstillinger om at lade havfruen fotografere alene. Måske var han frosset fast på stenen. Ligesom hende.

Havfrue-formationen skulle ligne tallet 95, og de gjorde bestemt deres bedste. Bemærk, hvor meget tøj fotografen og de andre i båden har på. Det blæste og regnede, så man følte sig hensat til slutningen af oktober. 

Deterikketilatsedethvismanikkeligeveddet, for selvom de frøs, så det hvinede, vinkede de til den helt store guldmedalje. Tak for opvisning i ægte vikinge-ånd, piger!

Den 30. august 2008 afholdt Dansk Svømmeunion for 3. gang kollektiv svømmetur rundt om Christiansborg. Jeg var med for 2. gang, og i modsætning til 2007, som jeg mest oplevede som en iskold stroppetur, der alene havde til formål at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er bange for at svømme i Københavns kanaler, var 2008 en helt igennem dejlig oplevelse.

Der var masser af sol og god stemning ved verdens måske mest spektakulære åbent-vand-svømme-arrangement: Tænk at kanal-vand i en storby kan være så rent, at man kan svømme rundt om landets parlament. Det er stort!

Årets største, udendørs svømme-event var mindst lige så godt arrangeret som sidste år, men vandet var mere rent og klart end sidst (eller også var jeg mindre sart i år).

Den største forskel for min personlige oplevelse af svømmeturen var dog nok, at jeg i 2007 tog turen i badedragt, mens 2008 var en decideret luksustur i våddragt.

Det er lidt tungere at svømme i våddragt, men det opvejes så rigeligt af den komfort, våddragten giver.

Sidste år var jeg så kold på de sidste par hundrede meter, at jeg ikke kunne mærke mine ben.

I år svedte jeg, da jeg kom i mål, hvilket ikke havde noget med vandtemperaturen at gøre: vandet var ca. 18 grader, både i år og sidste år.

151 kvinder og 411 mænd gennemførte de 2 km i stærkt skiftende tempo: Nogle var med for at komme først, men de fleste var nok mest med for at konkurrere med sig selv og for, ja for den gode oplevelses skyld. Smukt så det i hvert fald ud, med alle de svømmere i det blå, blå vand.

Mens jeg gik rundt og var både varm og lige tilpas dejlig-mat efter de 2 km, var der nogle virkeligt seje svømmere, der deltog i 10.000m DM. Uden våddragt. De fleste af dem så – forståeligt nok! – både forfrosne og forkomne ud, da de kom i mål, og jeg er i dén grad imponeret over dem, der gennemførte. Fra 2 timer og 14 minutter til 2 timer 39 minutter lå de og kæmpede mod kulde og træthed. Giv dem en hånd derude, det er simpelthen SÅ sejt!

Gentofte Svømmeklubs deltagere efter veloverstået svømmetur …

Stor tak til Helle & Henrik Bjørner Søe for lån af de fine billeder!