Det er agurketid, så den 6. juli spurgte Politikens Bagside sine læsere, hvad der mon var sket på dette toilet i Politikens Hus. Jeg skrev og fortalte dem præcis, hvad der var sket, men i dag, den 8. juli 2010, skriver Politiken på Bagsiden:

"Blandt de mange bidrag til opklaringen af mysteriet har vi modtaget en halvlang novelle skrevet af Ellen Garne. Den er god, men desværre alt for lang til Bagsidens beskedne format, som egner sig bedre til bidraget fra Torben Christensen etc ..."

Og her gik jeg og troede, Politiken kun var interesseret i at bibringe sine læsere sandheden! Da hverken Politikens eller mine læsere skal snydes for sandheden om det famøse toilet, bringer jeg her den sørgelige, men sande historie:

Katjas første bytur

Katja er til pyjamasparty hos Josephine. Josephine er til videoaften hos Katja. Det har de i hvert fald sagt derhjemme. Men nu sidder Katja og skutter sig i en kold baggård og forstår ikke, hvordan det kunne gå så galt.

Det hele var bare sjov og ballade, da de sad nede ved kanalen og drak breezers sammen med nogle fyre. De kendte dem ikke, men efter den første breezer gjorde det ingenting. De var herresjove, fyrene. Og næsten voksne. De gik i hvert fald i gymnasiet. En af dem bød dem på cigaretter. Josephine tog en og lod fyren tænde den for sig. Hun lagde hånden over hans imens og lignede en på atten. Katja følte sig dum og barnlig. Josephine ved alt. Kan alt. Katja er bare femten år barnlig.  

Der var seks breezers i posen, tre til hver. Katja har smagt dem før, men at tre i rap er lige i overkanten opdagede hun først, da hun rejste sig og verden drejede rundt. En af gymnasiefyrene tog hende under armen og trak hende med op mod Rådhuspladsen. Hun grinede. Fuld nok til at være temmelig ligeglad med det hele, men stadig i stand til at registrere, hvordan hans arm nåede bag om hendes ryg, så hans hånd kunne lægge sig rundt om hendes bryst. Hun kunne både lide det og ikke lide det. Josephine gik med armen om en af de andre fyre. Hun skålede op mod himlen og grinede.

En af fyrene nappede en cykelhjelm, der var spændt fast bag på en parkeret cykel. Den gik på omgang. Den, der havde den på, blev gokket oven i hovedet af de andre. Alle grinede, også Katja.

Det var første gang, Katja var på bar. Der var halvmørkt og varmt, musikken var høj og gjorde hende endnu mere ør i hovedet. Hun lod sig trække med over til et bord i et hjørne. Der kom øl på bordet. De sad helt klemt sammen. Ham fyren, der vist nok hed Sune, trak hende op på sit skød.

Cykelhjelmen gik stadig på omgang. Da den nåede til hende, skubbede Sune den op under hendes bluse, så den lignede en gravid mave. De andre hujede. Så skubbede han sine hænder ind under hendes bluse, op over cykelhjelmen og knyttede dem, så det så ud som om hun havde store, bulede bryster. Så grinede de endnu mere.

Snakken flyttede sig, de andre var optagede af noget andet. Sune lod hænderne bliver oppe under hendes bluse, lagde dem fladt rundt om hendes bryster og … klemte dem. Ligesom. Udenpå bhen, men alligevel for tæt på. Hun rykkede uroligt på sig. Han flyttede den ene hånd ned om hendes hofte og pressede hende ind mod sin mave. Hun prøvede at rykke frem, men han trak hende bare baglæns igen. Hun kunne ikke lide det. Ikke sådan rigtigt. Og så alligevel lidt. Sune løftede sit ølglas op til hendes mund og fik hende til at drikke mere, end hun havde lyst til. Han grinede, da hun spildte på sin bluse og på cykelhjelmsmaven. Katja grinede også. Lidt for højt.

Efter alt for meget øl og larm skete der en hel masse, hun slet ikke har lyst til at huske og nu sidder hun her, med hamrende hjerte, i en halvmørk baggård og klamrer sig til cykelhjelmen. Hun kan høre larmen fra baren, hver gang døren går op og i. Hun kryber helt ind i det mørke hjørne, hun sidder i. Hun har kvalme. Det hele snurrer rundt.

På én eller anden måde får hun skrevet en sms til sin far. ”Er du på arbejde?” skriver hun. Siden hendes mor og far blev skilt for syv år siden, er hun gået hen på sin fars kontor på Politiken, når hun skal på weekend hos ham. Han er aldrig klar til at køre, når hun kommer, men det gør ingenting, for der er hyggeligt på redaktionen og de andre journalister er flinke. Nogle gange henter de pizza til aftensmad og kører først hjem, når Katja ikke kan holde sig vågen længere. 

Katjas mor siger, det er derfor, de blev skilt. Fordi han altid sidder inde på den lorteavis og skriver sit tåbelige pis. Katja synes ikke, det er pis, det han skriver. Faktisk er hun lidt stolt af ham, men det siger hun ikke til sin mor. 

Hendes far svarer næsten med det samme. ”Ja,” skriver han bare. Typisk ham. ”Må jeg komme forbi?” skriver hun. ”Sæføli,” svarer han. ”Nu?”

Katja nikker, men så svimler det endnu mere. Hun sidder helt stille med hovedet lænet mod muren og venter på, det går over. Endelig kan hun rejse sig. Hun skal kun lige rundt om hjørnet. ”Du kan godt,” hvisker hun til sig selv. ”Du skal.”
Receptionisten genkender hende og lukker hende ind med det samme. ”Du er sent på den,” siger han venligt. Katja prøver at smile.

Hun farer vild på gangene. Hun har været der hundrede gange før og nu kan hun ikke finde hans kontor. Der er tomt og mørkt og skræmmende, der er så mange ens, låste døre. Hun har kvalme. Rigtig meget.

Hun kaster op i cykelhjelmen. Brækken siver ud gennem trådnettet og ud på hendes hænder. Hun kommer til at tude. Hendes ansigt er én stor kage af snot, bræk og tårer.    

Endelig finder hun en dør, der går op. Hun vakler ind på toilettet og smider cykelhjelmen fra sig i toiletkummen. Hun vasker hænder og ansigt og får det en lille smule bedre. Men kun lidt. Hun trækker ud i toilettet, men cykelhjelmen har kilet sig fast i kummen, der sprøjter vand ud over det hele. Hun hiver toiletpapir af rullen, mange lange stykker, krøller dem sammen og smider dem på gulvet. Der er stadig meget vådt.

Hun sætter sig opgivende ned, lidt væk fra alt det våde. Læner nakken mod de kølige fliser. Lukker øjnene. Måske sover hun. Hun ved det ikke. Så går døren op.

”Jamen Katja, er det dig? Jens sagde, du var kommet. Jeg har ledt og ledt efter dig.”  Katja begynder at tude. ”Lille skat, hvad er der dog sket?” siger hendes far, mens Katja bare tuder og tuder.

Katjas far taber sin smøg ned i kummen, da han fisker cykelhjelmen op. Han bander lidt, samler smøgen op og lægger den på toiletpapirsholderen med sin venstre hånd, mens han holder cykelhjelmen i den anden. Så skyller han cykelhjelmen i håndvasken. Han skyller og skyller. Han kommer til at sprøjte vand på gulvet og på Katja, men det gør ingenting.

”Det er ikke min,” hulker Katja.

”Selvfølgelig er det ikke din skyld,” siger hendes far. ”Og jeg siger ikke noget til mor. Den her aften … alt det her … det glemmer vi bare, ikke?” 

Katja kommer til at grine mellem alle tårerne. Ikke fordi det er sjovt, men fordi hun er så lettet. Nu er far her. Nu skal det hele nok gå. Hun vil bare sove og sove og sove og glemme alt det dumme, der er sket i aften. Glemme ham Sunes alt for nærgående fingre, da han maste sig med hende ud på toilettet. Hans tunge åndedræt mod hendes hals. Hans fingre i hendes trusser. Nej, hun vil slet ikke huske noget fra i aften. Ikke noget som helst.

Næste dag vågner hun i sit værelse ude hos far. Hun kan ikke huske, hvordan de kom hjem. Men Sunes fingre. Og al hans mosen og masen og moslen og grynten, selvom hun slet ikke ville, og bagefter så lukkede han bare sine bukser igen og forsvandt … Alt det, hun helst vil glemme, det husker hun. Selvom hun ikke vil. Hun husker det alt for godt. Alt, alt for godt. 

Mit projekt lige pt. er at prøve at få skrevet Tøsedreng så meget om, at jeg kan tillade mig at belemre forlaget med den igen. De gav en præliminær version solide bank for snart 2 år siden, men på grund af jagten på ussel mammon og andre dårlige undskyldninger er der ikke sket det helt store siden da.

Men, jeg er er en rastløs sjæl, og ofte fordamper ethvert tilløb til kreativ inspiration, når jeg sætter mig foran computeren, næsten uanset hvor meget god vilje jeg så end kan manifestere. Jeg kan ikke skrive i hånden (jo, små beskeder og den slags), så der synes ingen vej at være udenom en bærbar pc, hvis jeg skal få skrevet noget. Nu har jeg endelig fået en. Eller købt den, har jeg jo, og hvor er det helt fantastisk vidunderligt.

Er udsigten fra mit skovkontor ikke bare klasser bedre, end den fra hjemmekontoret?

At skovkontorets komfort så er en lille smule lavere, ja det tager jeg med.

Nu kan du købe den til spotpris: 
75 kroner + evt. forsendelse (35 kr i DK).

Send en mail til info@ellengarne.dk hvis du har lyst til en anderledes læseoplevelse.   

Vil du vide mere om DreamInducer, kan du se diverse anmeldelser under ‘Presse‘

Et par hurtige links her:

Litteratursiden omtale

Scifisiden her

TV Lorry her

DreamInducer kan også lånes på biblioteket

 Er dit sofahjørne klar til læsning?

Traditionen tro undgik jeg heller ikke denne gang et pinligt receptions-stunt, jeg ved ikke, hvorfor jeg altid skal komme galt af sted til forlagsreceptioner! Heldigvis var der ikke ret mange, der opdagede det, men derfor kan det jo godt være pinligt alligevel.

Min første fejltagelse var, at jeg kom for sent til at høre Fay Weldon. Det er godt nok mange år siden, jeg har læst nogle af hendes bøger, men kvinden er jo kult, så jeg havde faktisk planlagt at høre, hvad hun havde at sige. Nå, men jeg alt imens jeg stod og ævlede et andet sted på etagen (- og det var en GOD samtale, jeg ville ikke have været den foruden, men den kunne teoretisk set godt have fundet sted på et andet tidspunkt) gik tiden og jeg ankom et par minutter efter, hun var færdig med at tale.

Lokalet var altså halvtomt, og Weldon gik mod udgangen. Eller rettere: Hun så ud som om hun stilede direkte mod Abelone Glahn og mig. Hun hilste venligt på os, Weldon, og sagde "I need a poodle."

Så så man lige mig … helt og aldeles blank, både i hjernen og i blikket. 100% time out i Ellens hjerne. For det første anede jeg (og aner stadig) ikke, hvordan man skaffer en puddel på 7. sal ved en forlagsreception. For det andet kunne jeg ikke regne ud, hvad hun skulle bruge den puddel til og stod nok lige et øjeblik for længe og spekulerede på, om poodle også kan betyde andet.  Jeg lignede altså nok lidt et spørgsmålstegn. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg så skeptisk ud. Måske meget. I hvert fald kunne jeg ikke lige fremtrylle et passende svar.

Heldigvis var Abelone kvikkere end mig (eller også er hendes hørelse bedre!), for hun komplimenterede straks Weldon og sagde, at hun var ‘great’. Og så var Fay Weldon tilfreds, for hun havde ikke spurgt efter en puddel … Abelone kunne bagefter afsløre, at forfatteren havde sagt: "I need approval"  og altså ikke havde ytret ønske om noget som helst indenfor hundekategorien. Desværre var ‘approval’ vist ikke lige det, jeg stod og udstrålede (  Undskyld, Fay.