Jeg har en svaghed for lurifaks Niels Olsen. Han kan lave de mest utrolige ansigter, og jeg kommer tit til at grine, bare jeg ser ham. 

I dag, den 8. marts 2010, er det Kvindernes Internationale Kampdag – og ifølge Politiken Niels Olsens 50 års fødselsdag.

Som kvinde burde jeg vel fejre det første mere end det sidste, men i går bragte Politiken et portræt af Niels Olsen i anledning af hans runde dag i dag.

Selvom artiklen er skrevet af en eller anden halvtør journalist og ikke af Niels Olsen selv, kom jeg til grine mange gange undervejs. Og for at det ikke skal være løgn, brød jeg ud i sang bagefter!

Årsagen til både grin og sang er en tekst i artiklen, Niels Olsen angiveligt har skrevet til Ørkenens Sønner. Den går på melodien Jeg plukker fløjlsgræs (klik på linket og på afspil-symbolet for at høre melodien) og er på ingen måde stueren.

Teksten kan godt læses, men skal man have fuldt udbytte skal den synges. Samspillet mellem tekst og melodi er simpelthen så grotesk, at det bliver helt vanvittig morsomt.

Kan man klare lidt humor under bæltestedet, kan man jo hylde Niels Olsen ved at rense stemmebåndet og underholde sig selv og sine omgivelser med en lille sang: 

Han havde fået en hæmoride,
men hvor den sad, si'r vi ikke her.
Det gjorde ondt, når han skulle … bummelum,
men også tit selv om han lod vær'.
Han brugte cremer og acetone,
med ostehøvl gav han sig i kast.
Men regionen blev bare gloende,
og hæmoriden sad stadig fast.

Men i avisen, der fandt han lykken,
annoncen loved' et bedre liv:
Med yoga styrker man både psyken,
og man bli'r bøjelig som et siv.
Han gik i træning, lod vær' at spise,
og han blev smidigere dag for dag.
Og året efter ved kyndelmisse,
der bed han selv hæmoriden af.

Jeg besøgte Venligheden en decemberblå dag sidste år.

I sidste uge opdagede jeg en stavefejl på en plakat, der fyldte halvdelen af vinduet hos en optikerkæde-butik, og måske halvdelen af vinduerne i kædens øvrige butikker: "Den først kontaktlinse med …" Den var ikke sjov, bare pinlig. Plakaten må jo være blevet studeret af mange, mange mennesker, inden den blev trykt. Ingen havde åbenbart givet sig tid til at læse, hvad der stod. 

Anderledes med 'min' fiskehandler på Østerbrogade. Han er af dansk afstamning og en rigtig god fiskeleverandør, der indimellem har lidt for travlt, når han skriver sine håndskrevne skilte. Om han gør det med vilje for at give sine kunder et godt grin, ved jeg ikke – han er i hvert fald altid klar med en munter bemærkning. Med vilje eller ej, forleden fik jeg i hvert fald et solidt grin over skiltet på hans dør:

PS: Det var hans rejepilningsmetode, jeg grinede ad, ikke hans krabbeklør, som jeg strengt taget tror må staves krabbekløer.

Vi sang, som alle andre, julesalmer i skolen i december, vi skulle jo lære dem. Men det var som om, hverken ord eller melodier helt passede til en flok vintersøvnige skolebørn på grå linoleumsgulve. Salmerne passede langt bedre til de mørke decemberaftener omkring adventskransen hjemme hos mine forældre.

Første søndag i advent slukkede vi de elektriske lys, tændte eet lys i adventskransen og bød kirkeåret velkommen med Vær velkommen Herrens år. Jo tættere vi kom på jul, jo mere julede blev salmerne om adventskransen: Den yndigste rose er funden, Blomstre som en rosengård og Kimer i klokker. Det var topmålet af hygge at sidde sammen i stearinlysenes skær og synge. 

De rigtige julesalmer, sådan nogle som Glade jul, Hjerte, løft din glædes vinger, Det kimer nu, Dejlig er den himmel blå og Julen har englelyd, dem gemte mine forældre til juleaften og juledagene. De salmer er, om noget, lyden af jul.

Salmerne er så fulde af billeder, at en illustration i grunden er unødvendig. Men min søde kusine, Birgit Vrangbæk Christiansen, har kreeret en juleengel, der passer perfekt til lyden af jul. Jeg tror, hun hørte julesalmer, mens hun tegnede …

Det er da mere end besynderligt at et ord, der består af MORDER og LIG, kan betyde noget positivt.

Retskrivningsordbogen forklarer det med i høj grad og min Engelsk-Dansk-ordbog foreslår jolly som oversættelse.

JEG synes det er mærkeligt – morderlig mærkeligt, faktisk! – at noget kan være morderlig dejligt. En sproglig selvmodsigelse af rang.

Men nu hvor vi er ved det morderligt mærkelige, så er her endnu et af Mads’ billeder fra Tam Coc, VietNam. Denne kvinde kan ikke bare ro med fødderne, hun kan ro med fødderne i sokker OG partere en ananas samtidig. Det er både morderlig mærkeligt -  og temmelig imponerende.

Jeg har netop hørt fra en VietNam-turist, at det ikke kun er i Tam Coc, de kan ro med fødderne – det kan de også mange andre steder i VietNam. Måske er der noget helt særligt ved vietnamesiske fødder.

Det ku måske godt være et studie værd – hvis altså der skulle sidde en antropolog eller en fysioterapeut eller en hvad-ved-jeg et sted, som ikke kan finde ud af, hvad alle de dejlige forskerpenge skal bruges til.   

Ord, som kilder på tungen og får de små hår i nakken til at sitre. Måske er det ikke de samme ord, der får denne kildren frem i alle, men for mig er det ord som evindelig, kærligheds-asyl, krybbestrå, strålekrans og himmelporte. Og ja, du har gættet rigtig, vi er i salme-genren.

Om det er den stemning, der omgav salmesangen som barn – mørke morgener i skolen og en lærer, der fik lyset og energien frem i sin søvnige flok ved at starte dagen med at få dem til at synge Nu titte til hinanden og Lysets engel går med glans og min mor og far, der slukkede for fjernsynet, tændte adventskransen og kaldte børnene til salme-samling hver aften i december – der får mine sanser til at opføre sig en kat der labber fløde, når jeg hører de gamle salmedigteres ord ved jeg ikke … men der ER altså noget over sproget i de gamle danske salmer.

De kunne noget med sproget – Grundtvig, Ingemann, Brorson … og såmænd også gamle HC, der dog ikke har salmeproduktion i samme volume bag sig, som de tre andre. Til gengæld har han jo skrevet så meget andet vidunderligt.

Måske Brorson er den, der kan jonglere mest spidsfindigt med ordene, men det er måske bare, fordi han skrev sine salmer i 1770-tallet, mere 100 år før Ingemann og Grundtvig, der huserede omkring midten af det 19. århundrede. Og sproget udviklede sig jo også dengang. Til gengæld kan Ingemann og Grundtvig så det der med at sende hjertet op i halsen og få rørthedens varme tårer til at trille.

Det er næsten umuligt at vælge, men her er et lille udpluk af noget af det, der kan få min øregang til at smelte og mit hjerte til svulme:

Lysets engel går med glans gennem himmelporte;
For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte.
(Ingemann, 1837)

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
(Brorson, 1732 – Den yndigste rose er funden)

Hvi lod du ej udspænde en himmel til dit telt,
og stjernefakler brænde, du store himmelhelt?
Hvi lod sig ej til syne en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne så prægtig burde lagt?
(Brorson, 1732 – Mit hjerte altid vanker)

Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden;
(Grundtvig, 1837 – Hil dig, frelser og forsoner)

Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!
(Grundtvig, 1837 – Blomstre som en rosengård)