Jeg har fået en Oscar. Eller mere præcist, så har jeg KØBT en Oscar. Ikke af den slags, man får for at gøre sig bemærket i filmindustrien, men sådan en lille, buttet sag, der kan producere den mest vidunderlige juice. Oscar juicer stort set alle slags frugt og grønt: Æbler, pærer, ananas, broccoli, agurk, kiwi, gulerødder, kål, salat, fennikel, krydderurter, hvedegræs, spirer, selleri, rødbeder, ingefær … 

Engelsk-sprogede folk med forstand på juice kalder Oscar for en single auger eller en masticating juicer. Det betyder, at Oscar koldpresser juice af alle slags frugt og grøntsager ved hjælp af en slags spiral-cylinder, der nærmest tygger grøntsagerne i juicen og derved adskiller væde og fast stof. Resultatet er levende juice, der smager helt vidunderligt og som er fyldt med enzymer og næringsstoffer, som er meget lettere for kroppen at optage, når de ikke er bundet til grøntsagsfibrene.

Er man af den fornærede slags gør det lidt ondt at kassere pulpen, dvs. det der bliver til overs, når juicen er presset ud. Nogle giver det til høns eller hunde, men den slags har jeg ikke, så jeg smider det ud. Jeg har prøvet at lave kiks af det, men det var ærlig talt ikke den helt store succes. Min trøst er, at kloge hoveder påstår, at langt de fleste næringsstoffer befinder sig i juicen, og at pulpen primært består af fiber. Juicer man konventionelle grøntsager er der desuden folk der mener at have målt, at eventuelle pesticidrester er bundet i pulpen.  

I tv-udsendelsen Fuck cancer er levende juice et centralt våben i Chris McDonald og hans fars kamp mod kræften. Juicen fra den twin-gear-juicer, de bruger, skulle være lige et nummer bedre end Oscars. Når jeg alligevel valgte Oscar frem for en twin-gear-juicer, er det fordi twin-gear-juicere er dyrere, tungere og mere besværlige at gøre rene. Jeg er meget, meget glad for min lille, handy Oscar, der kun tager et øjeblik at gøre ren efter brug. 

Går man ind i en hvidevarebutik i Danmark og spørger efter en juicer, bliver man sandsynligvis præsenteret for et udvalg af centrifugal-juicere. De er billigere og hurtigere end koldpressere, men de larmer helt vildt meget. At drikke friskpresset juice fra en centrifugal-juicer er meget bedre end at drikke pasteuriseret juice fra en køledisk, men juice fra en centrifugal-juicer bliver dels forringet af den opvarmning, der sker under de høje omdrejninger, dels oxiderer juicen under processen, hvilket har en negativ indflydelse på såvel indholdet af vitaminer som det æstetiske indtryk af juicen. En centrifugal-juicer er heller ikke så god til at juice bladgrønt. Bladgrønt-juice (kål, spinat, broccoli, krydderurter etc.) er et absolut must, hvis man juicer for sin sundhed.

Oscar kan så vidt jeg ved ikke købes i Danmark sådan lige pt. Man kan købe en der både ligner og bruger samme presseprincip, men den har ikke Oscars 20-års garanti (5 år på delene).

Se Oscar i brug her.

Oscar kan købes i England. Husk at købe et adapter-stik, hvis du køber elektronik i England – og husk at registrere din Oscar.

Jeg var inkarneret Facebook-hader -  lige til jeg selv sprang på.

Alle historierne om de frygtelige ejere, der stjæler rettighederne til de ting, du lægger ud, og bruger det du skriver imod dig – fyha, ikke noget for mig.

Efterhånden er det jo blevet sådan, at der er viden og diskussioner man ikke kan få adgang til, medmindre man har en facebook-profil.

Så … jeg lagde ud med at oprette en 'anonym' profil, men er selvfølgelig endt som en særdeles flittig bruger. Jeg elsker den uforpligtende kommunikation og den måde, Facebook hjælper med at holde kontakt til familie, venner og bekendte.

Og så er der grupperne. Det er hvert ulige meget lettere at få en diskussion i gang i en facebook-gruppe end så mange andre steder på internettet. Nogle brugere er med i mange, andre i få. Jeg er kun med i mine egne facebook-grupper og i grupper, hvor jeg gider følge bare en lille smule med i, hvad der foregår.

Mit seneste skud på stammen er Køkkenhemmeligheder. Vi går alle rundt med nogle køkkenhemmeligheder, som ikke er mere hemmelige, end at vi gerne vil dele dem med andre. Det kan være sådan noget som hvordan man steger gåsen helt perfekt til jul. Hvor man køber de lækreste råvarer. De køkkenredskaber, der gør køkkenlivet værd at leve.

Men … som alle andre facebook-grupper begynder den nok inden længe at leve sit helt eget liv. Den blev oprettet i går, og nu er det op til medlemmerne at finde ud af, hvad den skal bruges til. Alle er velkomne!

Af praktiske årsager blev Bærhaven nord for Fredensborg udvalgt som leverandør af årets blåbærhøst. Bærhaven viste sig at være et rigtig dejligt sted, hvor man udover blåbær kan plukke stikkelsbær, ribs, solbær, hindbær og andre lækre sommerbær.

Supermarkedets sommerbær er altid en skuffelse. De ligger der og ser både søde og fristende ud, men i munden vækker de kun en svag erindring om noget bedre. Bærrene fra Bærhaven, derimod, sendte fluks mine smagsløg retur til halvfjerdserne og mig en dejlig tur ned ad memory lane: Hele vejen hjem til min mormor og morfar på Keldet og min mormors tutti-frutti.

Min mors forældre havde et husmandssted i Sønderjylland. Da solgte jorden fra da de nåede pensionsalderen, men de beholdt en gigantisk urtehave med plads til både høns, gæs og afgrøder. Hver sommer, når solbær og ribs var modne, tog vi til Keldet for at hjælpe med høsten, og imens min far og min morfar sad 'i bærbuskene' på hver deres tre-benede skammel og plukkede bær, stod min mor og min mormor i køkkenet.

Der blev plukket bær til at spise med det samme, til at fryse og til marmelade og saft. Når vi børn blev trætte af at gå til hånde med bærplukningen, spise bær, drille hønsene og ae kattene, gik vi i vejen for mor og mormor i det steghede køkken. Tryllekunsterne på komfuret sendte temperaturen langt op over det behagelige, men der duftede fantastisk af sukker og varme bær.

Og så havde min mormor en tutti-frutti. Sådan en stor gryde, hvor sukker og bær, med ribber, blade og det hele, bliver varmet op over vandbad. Hvis låget slutter tæt, klemmen sidder fast på den lille slange og den nederste gryde ikke koger tør, koger saften nærmest sig selv i sådan en tutti-frutti. Så imens saften simrede i tutti-fruttien, havde de voksne travlt med at skylle bær, skolde flasker og holde øje med, at ingen børn kom til skade ved komfuret.

Og så … så opstod det magiske øjeblik, hvor saften begyndte at dryppe ned i plast-tutten. Det var svært at vente, til de voksne syntes tutti-fruttien var klar til aftapning, men endelig, endelig kom det næste gode øjeblik: Med en grydelap tog min mor eller mormor een af de varme flasker fra ovnen, stillede den under tutten og løsnede klemmen, så den varme, røde saft løb ned i flasken. Det var, i sandhed, et syn for guder, og duften en eksplosion af sødt og varmt. 

Der blev sat propper på de fleste flasker, men under hele ferien på Keldet var der frisklavet saft, friskplukkede bær og ærter ad libitum. Vi må have været pumpet med vitaminer for resten af året efter sådan en ferie!

Jeg har desværre ingen billeder fra min mormors syltekøkken. Ejheller har jeg tutt-frutti, urtehave eller mulighed for at lagre bær i større stil. Men blåbær på morgengrøden. Som formiddags-snack. På rugbrød. I kager. Med timian i salaten. Som natmad. I fryseren til smoothies … Det er nu heller ikke så ringe endda. 

Der sker hele tiden noget på helsefronten, nye ting og produkter, der skulle være særligt lækre og/eller helsebringende. De senere måneder har jeg hørt og læst en del om Goji-bær, som skulle være intet mindre end fantastiske. Internetsøgninger afslørede Gojibær som et vidunderbær, så naturligvis måtte jeg prøve dem.

Når det kommer til at give penge ud, fornægter min indre jyde sig ikke: Jeg er ikke meget for at give mere for en vare, end den er værd. Men hvor meget er Gojibær i grunden værd? Dyre er de, ingen tvivl om det. Endelig besluttede jeg mig for en engelsk forhandler, der solgte økologiske Gojibær via en eBay-shop og inden længe kom postbudet med mine bær.

MEN – så snart jeg åbnede pakken gik det op for mig, at min længsel efter superernæring et øjeblik må have spillet mit ellers stædige efterforsknings-gen et puds: For med den kinesiske melamin-skandale i frisk erindring er det altså sin sag at stole på en kinesisk varedeklaration.

Uanset hvor meget, den engelske sælger så end påstår, at mine gojibær er økologiske, så er jeg altså ikke helt sikker på, jeg tror på det. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg IKKE tror på det, især ikke efter at have læst artiklen om wolfberries på wikipedia. Men sådan er det jo så let at være bagklog.

De smager såmænd godt nok, gojibærrene, lidt i retning af rosiner. Men økologiske? – DET er de nok ikke …