Hverdagen. Det er vel den, der fylder mest i de fleste menneskers liv. Der er så meget man skal nå med at realisere sig selv og sine drømme og leve sin indre globetrotter ud, men for de fleste af os udgør hverdagen jo langt den største del af vores liv. Så det gælder om at indrette sin hverdag, så man holder ordentligt af den.

Jeg holder meget af hverdagen – og ikke mindst af Dan Turells digt om den:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Hvad blev der egentlig af hjemmelavede æbleskiver? Uanset hvor man står og går i december får man serveret kuglerunde, pap-agtige tingester, som man er nødt til at overdænge med marmelade og sukker, fordi de smager af pap. Der hvor jeg kommer fra, smager æbleskiver af æg, kærnemælk, smør og et lille strejf citronskal! Hvis man har glemt, hvordan hjemmelavede æbleskiver smager, bør man unde sig selv at bage nogen.

I nogle år bagte jeg julens æbleskiver på en arvet støbejernspande. Sådan en totalt retro firkantet ting med ni huller og buet bund. Den vejer cirka et halvt ton og er desværre meget svær at regulere varmen på, i hvert fald over et trinløst gasblus.

Så – nu bager jeg julens æbleskiver på en identitetsløs, elektrisk æbleskivebager, men den bager jævnt og de bliver gode, gør de! Vi har haft både børn og unge på besøg, der stirrede måbende på æbleskivepanden, sagde 'Kan man virkelig bage sådan nogle selv?' og syntes det var sjovt at prøve – og det er bestemt ikke dårligt med hjælp til æbleskivebageriet, for det tager tid

Opskriften er helt simpel og fra 'God mad Let at lave' Jeg laver dobbelt portion, så er der rigeligt med æbleskiver til fire personer i flere dage. Det tager en god time at bage dobbelt portion.

240 g mel
1 tsk reven citronskal
½ tsk natron
1 spsk sukker (kan udelades)
Et lille drys salt
4 dl kærnemælk
3 æg
50 g smeltet smør

Alle ingredienser bortset fra æggehviderne piskes sammen. Piskede æggehvider røres i. Æbleskiverne bages, de skal være mørkebrune, men ikke sorte.

De smager dejligt som de er, men kan piftes op med et lille stykke æble i hver 'skive' inden man vender dem.

Kan spises med marmelade (brombærmarmelade er toppen) eller sukker. Er man ikke vild med sukker, er de også lækre med peanutbutter eller cashewnøddemos (prøv det!)

Jeg var 18 år, gik i 3.g og havde fritidsjob som livredder i den lokale svømmehal.

Når man er 18 år og livredder-uniformen inkluderer ultrakorte shorts, er opmærksomhed fra mandlige badegæster en naturlov. Kurt var een af mine faste 'kurtisører'. Han var oldgammel, mindst 25, og havde glasøje. Jeg kan ikke huske, hvor jeg vidste det fra, måske var det bysladderen, for jeg så ham aldrig med glasøje. Det tog han nemlig ud, inden han gik ind i svømmehallen. Uden glasøje klappede hans venstre øjenhule sammen og trak hans ansigt skævt.

Så altså … For mig var Kurt ham den snaksomme med det skæve ansigt, der var anfører i et slæng, hvor dresscoden var sømands-tatoveringer og badeshorts.

En sen fredag aften sad jeg med veninderne på det lokale værtshus. Mens vi sad og bekræftede os selv og hinanden i, hvor sofistikerede og total-tjekkede vi var, var der een, der prikkede mig på skulderen. Der gik et sus gennem veninderne. Vi vidste alt om hinanden, men ham her havde ingen af os set før og hverken skulder-prikkeren eller hans slæng lignede de fyre, vi normalt gik og drømte om. Inden jeg nåede at sige noget, sagde han: "Ellen, det er sgu da Kurt."

Der gik et par sekunder, før det gik op for mig, hvem han var og hvorfor, jeg ikke kunne kende ham: Hans ansigt var helt anderledes med glasøjet. Pænt, harmonisk, ikke spor skævt. Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg ikke kunne kende ham med glasøjet, så i stedet røg det ud af mig:

"Guuuud ja, Kurt. Jeg kunne slet ikke kende dig med tøj på."

Jeg blev så flov, så flov, så flov. Men Kurt og hans venner – de havde noget at grine af resten af aftenen. Jeg tror nok, jeg gik tidligt hjem …

Af praktiske årsager blev Bærhaven nord for Fredensborg udvalgt som leverandør af årets blåbærhøst. Bærhaven viste sig at være et rigtig dejligt sted, hvor man udover blåbær kan plukke stikkelsbær, ribs, solbær, hindbær og andre lækre sommerbær.

Supermarkedets sommerbær er altid en skuffelse. De ligger der og ser både søde og fristende ud, men i munden vækker de kun en svag erindring om noget bedre. Bærrene fra Bærhaven, derimod, sendte fluks mine smagsløg retur til halvfjerdserne og mig en dejlig tur ned ad memory lane: Hele vejen hjem til min mormor og morfar på Keldet og min mormors tutti-frutti.

Min mors forældre havde et husmandssted i Sønderjylland. Da solgte jorden fra da de nåede pensionsalderen, men de beholdt en gigantisk urtehave med plads til både høns, gæs og afgrøder. Hver sommer, når solbær og ribs var modne, tog vi til Keldet for at hjælpe med høsten, og imens min far og min morfar sad 'i bærbuskene' på hver deres tre-benede skammel og plukkede bær, stod min mor og min mormor i køkkenet.

Der blev plukket bær til at spise med det samme, til at fryse og til marmelade og saft. Når vi børn blev trætte af at gå til hånde med bærplukningen, spise bær, drille hønsene og ae kattene, gik vi i vejen for mor og mormor i det steghede køkken. Tryllekunsterne på komfuret sendte temperaturen langt op over det behagelige, men der duftede fantastisk af sukker og varme bær.

Og så havde min mormor en tutti-frutti. Sådan en stor gryde, hvor sukker og bær, med ribber, blade og det hele, bliver varmet op over vandbad. Hvis låget slutter tæt, klemmen sidder fast på den lille slange og den nederste gryde ikke koger tør, koger saften nærmest sig selv i sådan en tutti-frutti. Så imens saften simrede i tutti-fruttien, havde de voksne travlt med at skylle bær, skolde flasker og holde øje med, at ingen børn kom til skade ved komfuret.

Og så … så opstod det magiske øjeblik, hvor saften begyndte at dryppe ned i plast-tutten. Det var svært at vente, til de voksne syntes tutti-fruttien var klar til aftapning, men endelig, endelig kom det næste gode øjeblik: Med en grydelap tog min mor eller mormor een af de varme flasker fra ovnen, stillede den under tutten og løsnede klemmen, så den varme, røde saft løb ned i flasken. Det var, i sandhed, et syn for guder, og duften en eksplosion af sødt og varmt. 

Der blev sat propper på de fleste flasker, men under hele ferien på Keldet var der frisklavet saft, friskplukkede bær og ærter ad libitum. Vi må have været pumpet med vitaminer for resten af året efter sådan en ferie!

Jeg har desværre ingen billeder fra min mormors syltekøkken. Ejheller har jeg tutt-frutti, urtehave eller mulighed for at lagre bær i større stil. Men blåbær på morgengrøden. Som formiddags-snack. På rugbrød. I kager. Med timian i salaten. Som natmad. I fryseren til smoothies … Det er nu heller ikke så ringe endda. 

Det er ikke første gang, men det er første gang det lykkedes at få et billede af den med hjem. Er det ikke fantastisk?

Billedet er taget inde fra MAN-bygningen, der ligger for enden af Teglholmsgade i Københavns sydhavn. Det pølregnede, så billedet er lidt gråt, men er det ikke STORT, at der sådan kommer en ubåd glidende forbi, nærmest inde midt i Københavns havn?

Det havde naturligvis været endnu større, hvis vi havde set den dykke ned eller komme op til overfladen. Men jeg er nu ret sikker på, at jeg kort efter billedet blev taget så den sejle hjem igen … under vandet )

Hvad der ved både første og andet øjekast ligner en uklippet puddel, kan vise sig at være en rendyrket tiger indeni.

I 2007 var det Paul Potts, der fik tårerne frem i øjenkrogen af bar empati og overraskelse i Britain's got talent. I år er det 47-årige Susan Boyle's tur til at tage førergreb på alle os, der tror, vi kan se på folk, hvad de indeholder.

Det er lige før, man er nødt til at se finalen. Eller måske er man ikke, for Susan er the champ, uanset om hun vinder finalen eller ej. Hun er jo personificeringen af drømmen om at vise verden den tiger, vi alle sammen gemmer indeni.

Fra den 11. april til den 25. maj 2009 er dette youtube-klip med Susan Boyle blevet vist 22.946.122 gange! Det kan man da kalde at blive famous overnight!

Vejret i går var sådan set ikke noget at skrive hjem om. Regn og blæst, så alle de* sommerglade morgen-cyklister forskansede sig* i deres* biler og gjorde det til en langvarig affære at krydse København for at udføre dagens dont. På vej hjem fra arbejde var det ikke stort bedre. Havde det ikke været for de fint-grønne blade på træerne, kunne man godt have bildt mig ind, at jeg havde sovet sommeren væk og at vi nu er på vej ind i oktober.

Om det var held i uheld eller lige præcis det omvendte ved jeg ikke, men det er et faktum, at jeg var på vej hjem fra arbejde før myldretid. Op ad Ryvangs Alle kørte jeg, da BAM! – fik jeg et træ i hovedet. Og der var INGEN, ikke engang vinden, som jeg regner for hovedansvarlig for træets endeligt, der så meget som hviskede "timber" før det faldt. Jeg nåede at se det begynde at falde, træet, men var uden chance for at nå at bremse.

Heldigvis er Ryvangs Alle bred og heldigvis kom der ingen modkørende, for jeg undveg ved at køre over i venstre vejbane. Jeg ved ikke om man overhovedet må den slags, men hvis jeg ikke havde gjort det, var det nok noget lidt tungere end bare den øverste del af træets krone, der var landet på taget af min bil. Puha, jeg tør dårligt tænke på, hvordan bilen så havde set ud. Eller mit hoved, for den sags skyld. AV!

Ingen materiel skade af betydning (jeg kunne i hvert fald ikke se, om der var nye ridser blandt alle de gamle ridser på bilens tag). Og den eneste personskade var en helt ustyrlig og ganske vederstyggeligt ubændig trang til chokolade, og den må så absolut henlægges til småtingsafdelingen. Ikke sandt?
 
* Her burde have stået henholdsvis "vi", "os" og "vores" – men det har jeg, med kun to cykelture til arbejde på et helt halvt år, trods alt ikke moral til at skrive. Selvom det ville have set både top-godt og økologisk og CO2-venligt ud … Og sager.

Bump, sagde det så, og stendød var ræven.

Hvad lavede den også der, midt på motorvejen … sådan en sen juledagsaften hvor motorvejsmørket jævnligt oplyses af biler med dvaske og mætte chauffører og ditto familier på vej hjem fra lange dage i familiens skød? 

Den kom fra venstre og måtte altså have overlevet tre vejbaner: to sydgående spor og det venstre nordgående. Men så kom vi forbi og satte en stopper for dens rævestreger. Hvad gør man så, i grunden? Vi kørte ud i nødsporet, så langt ud at de venstre hjul sank ned i rabatten, og så tændte vi katastrofeblinkene. Min tapre ægtefælle steg ud af bilen og gik, i buldragende mørke, tilbage mod ræven, som vi endnu ikke vidste om var levende eller død. Jeg tror, han rystede lidt. Det ville jeg i hvert fald have gjort.

Børnene og jeg blev ved bilen og så ham forsvinde i mørket. Og så, pludselig, dukkede han op igen. Som en foroverbøjet silhuet kom han til syne i en lyskegle, der alt for hastigt nærmede sig syd fra. I et glimt nåede jeg at tro, at han ikke havde set den, bilen. Og at nu var det ikke bare en ræv, men et menneske, der med et dumpt bump måtte lade livet på en mørk motorvej et sted i Danmark.

Men han havde set den, min modige elskede, og han nåede såmænd også at få den døde ræv med sig ud i rabatten, så den ikke var til fare for flere forbipasserende dén nat.

Når det nu endelig skulle være, var det et heldigt uheld. Ræven var død, men stadig hel, ingen huller i den, ingen blodpøl, ingen fedtet hjernemasse på vejen og ingen mennesker kom til skade. Sammenstødet efterlod godt nok et grimt hul i vores kofanger (eller rævefanger?), men de gyldne hår, der flankerer hullet, er næsten en formildende omstændighed. Stakkels ræv. Slut med rævestreger for den. 

Undskyld Mikkel. Men når man spæner rundt på natmørke motorveje er man altså en lille smule selv ude om det. Og undskyld til den bilist, der, midt på en motorvej en højhellig juledagsnat, pludselig fangede en mand i lyskeglen. Det må have været skræmmende. Lidt, i hvert fald.

Nu er det åbenbart kun nødvendigt, at vi hører den én gang om året eller hvor tit det nu er. Til gengæld bliver de ved og ved, så man næsten kommer i tvivl om, om det kunne være alvor. Et lettere paranoidt sikkerhedstjek afslører, at statsradiofonien spiller pop-musik, så særlig alvorligt er det nok ikke.

Inde i mit hoved passer lyden af luftsirene sammen med fiskerinoteringen og kulingvarsel for Doggerbanke og Fiskerbanke, stormvarsel over Hebriderne og jævn til frisk vind i Østersøen øst for Bornholm. Tror det må være lyden af lange formiddage, en dengang hjemmegående mor og den evige venten på en stribe storesøstre, der gik i skole.

Dengang elskede jeg lyden af ordet Doggerbanke så meget, at min yndlingsbamse blev opkaldt efter dette stykke vand et fjernt sted i Nordsøen. I hemmelighed, forstås, fordi min mor og mine søstre ikke kunne lade være med at grine, da de hørte dens lidt aparte navn. Så dengang var det min og bamsens hemmelighed )