Jeg har en svaghed for lurifaks Niels Olsen. Han kan lave de mest utrolige ansigter, og jeg kommer tit til at grine, bare jeg ser ham. 

I dag, den 8. marts 2010, er det Kvindernes Internationale Kampdag – og ifølge Politiken Niels Olsens 50 års fødselsdag.

Som kvinde burde jeg vel fejre det første mere end det sidste, men i går bragte Politiken et portræt af Niels Olsen i anledning af hans runde dag i dag.

Selvom artiklen er skrevet af en eller anden halvtør journalist og ikke af Niels Olsen selv, kom jeg til grine mange gange undervejs. Og for at det ikke skal være løgn, brød jeg ud i sang bagefter!

Årsagen til både grin og sang er en tekst i artiklen, Niels Olsen angiveligt har skrevet til Ørkenens Sønner. Den går på melodien Jeg plukker fløjlsgræs (klik på linket og på afspil-symbolet for at høre melodien) og er på ingen måde stueren.

Teksten kan godt læses, men skal man have fuldt udbytte skal den synges. Samspillet mellem tekst og melodi er simpelthen så grotesk, at det bliver helt vanvittig morsomt.

Kan man klare lidt humor under bæltestedet, kan man jo hylde Niels Olsen ved at rense stemmebåndet og underholde sig selv og sine omgivelser med en lille sang: 

Han havde fået en hæmoride,
men hvor den sad, si'r vi ikke her.
Det gjorde ondt, når han skulle … bummelum,
men også tit selv om han lod vær'.
Han brugte cremer og acetone,
med ostehøvl gav han sig i kast.
Men regionen blev bare gloende,
og hæmoriden sad stadig fast.

Men i avisen, der fandt han lykken,
annoncen loved' et bedre liv:
Med yoga styrker man både psyken,
og man bli'r bøjelig som et siv.
Han gik i træning, lod vær' at spise,
og han blev smidigere dag for dag.
Og året efter ved kyndelmisse,
der bed han selv hæmoriden af.

Jeg besøgte Venligheden en decemberblå dag sidste år.

Hverdagen. Det er vel den, der fylder mest i de fleste menneskers liv. Der er så meget man skal nå med at realisere sig selv og sine drømme og leve sin indre globetrotter ud, men for de fleste af os udgør hverdagen jo langt den største del af vores liv. Så det gælder om at indrette sin hverdag, så man holder ordentligt af den.

Jeg holder meget af hverdagen – og ikke mindst af Dan Turells digt om den:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Er det pinligt at google sig selv?

Jeg har gjort det jævnligt, så længe jeg kan huske.

Jeg synes faktisk, man er NØDT til at gøre det. Hvordan skulle man ellers finde ud af det, andre mennesker med få klik kan finde ud af om een?

Jeg faldt tilfældigt ned foran DR1 her i aften. Programmet hed Til tasterne og netop som jeg drattede ned i sofaen, tonede Jimmy Jørgensen frem på skærmen for at fortælle, hvad han bruger nettet til.

Han klikkede på en liste med web-steder, han havde besøgt for nylig, og så stod hans eget navn på listen: Han havde googlet sig selv. Med brødebetynget mine sagde han noget i retning af '… alle lyver om at de gør det, men de gør det alligevel. Det er lidt flovt at indrømme.'

Jeg synes ikke, det er flovt. Jeg indrømmer gerne, at jeg gør det med jævne mellemrum. Googler mig selv.

Er man kunstner, sportsudøver, nyforelsket, selvstændig erhvervsdrivende, lønmodtager eller simpelthen bare i live, kan man være stensikker på, at nogen har googlet ens navn. Så for at være på forkant er man nødt til at google sig selv, bare en gang imellem. Så er man beredt – og forberedt – når man møder journalister, kunder, potentielle svigermødre og kommende arbejdsgivere, der liiige har smuttet et par gåseøjne om ens navn.

Så kære Jimmy Jørgensen. Næste gang, du googler dig selv, dukker denne side op. Et godt stykke nede i listen over søgeresultater, der er mange, der skriver om dig på nettet. Og nej, det er IKKE spor flovt at google sig selv. Tværtimod er man da lidt af en idiot, hvis man ikke gør det!

PS: Jeg synes, du var FANTASTISK i Come together. Hvis ikke det var så dyrt at gå i teatret, ville jeg have set den forestilling mindst 20 gange!!

PSPS: Undskyld billed-kvaliteten – jeg fotograferede mit tv …

PSPSPS: Til jer, der ikke har googlet jer selv endnu: Husk at sætte jeres navn i gåseøjne – sådan her: "ellen garne"

PSPSPSPS: Hvis man googler sig selv i andre søgemaskiner, får man (måske) andre resultater.

Jeg har et blødt pukt for Michael Kviums billeder.

De to, der hænger på Statens Museum for Kunst, i hvert fald, jeg har aldrig stået foran andre IRL.

Man kan måske ikke kalde billederne smukke, men de har en sært magnetisk tiltrækningskraft. Jeg kan sidde foran dem i laaaaang tid og bare se på dem. Eller stå tæt på og studere detaljerne.

Jeg er på ingen måde kunstkender, forstår mig faktisk ikke meget på hverken billedkunst eller skulptur, men Kviums billeder, DE er altså noget særligt. 

Tankens magt hænger i det rum, hvor også Kurt Trampedachs helt vidunderlige skulptur, Morgen, er udstillet. Sal 201, moderne kunst, ret let at forstå.

Kor hænger i den vestlige ende af den 'nye' bygning. På 2. sal sammen med historiske malerier, der er både 100 og 200 år gamle. Jeg har prøvet at spørge en kustode, hvorfor det mon hænger der, men det anede han virkelig ikke.

Jeg elsker det rum. Mærkeligt kantet, monsterhøjt til loftet og nogle kæmpe vinduer ud mod Sølvgade og Østre Anlæg, der om noget gør sig i efterårsfarver. Og så de her kæmpestore malerier.

Jeg ved ikke om Kor hænger der, fordi det er så stort og der ikke var plads andre steder, men det hænger helt perfekt: På sin helt egen væg, der passer præcis i størrelsen til det enorme maleri. Og så de der fem nøgne tumper, der ser ud som om de står og skråler ’Lååååhhh’. Eller hvad de nu er for nogen. Tumpede ser de i hvert fald ud, med deres nedsunkne skuldre og ridebukselår.

Jo mere jeg ser på det maleri, jo mindre forstår jeg det. Hvad er det med deres hænder? Kan han ikke lide at male hænder, Kvium, eller hvad er meningen med de bandager? Og hvorfor er det kun mændene, der har ur på? Hvad er der sket med de hænder? Er det maling eller blod? Ud fra bandagerne at dømme skulle man tro, det var blod, men de røde hænder ligner noget, der er dyppet i maling. Var det meningen, det skulle ligne blod eller er det med vilje, det ligner maling? – det ER jo bogstavelig talt maling! Og hvad med de fire hjerner i hjørnerne? Er det tumpernes hjerner, der er ophøjet til at være hele verden eller hvad? Hvorfor er der fire hjerner, når der er fem tumper? Og hvorfor har de ingen hår, overhovedet? Det maleri stiller flere spørgsmål, end det besvarer!

Tankens Magt er lige så gigantisk og ikke mindre mystisk end Kor. En hel masse hoveder der, med hjernerne oven på issen i stedet for inde i skallen, driver eller vader rundt i dybt vand. Eller hvad det nu er, de er ved at drukne i. Nogle af hovederne er gået under, så det kun er hjernen, der er over vandet. Et enkelt hoved bøjer nakken bagover, så hjernen dækker ansigtet, i stedet for at ligge på issen, som den gør hos de andre. Har han mon en højere indsigt end de andre? Eller er det lige omvendt, han kan ikke se noget, fordi hans hjerne skygger for udsynet? En enkelt Lååååh-mund er det også blevet til, måske er det bare en Kvium-måde at male mund på.

Statens Museum for Kunst er altid er besøg værd. Jeg har svært ved at forstå, at man kvit og frit kan gå ind og se så meget vidunderlig kunst, men skønt er det. Længe leve velfærdsstaten!

Jeg har skrevet det før, men jeg skriver det lige igen: Jeg er vild med Erlend Loes bøger.

Doppler, Volvo Lastvagnar, Naiv. Super, Kvinden flytter ind – og nu L.

Erlend Loe skriver så knastørt konstaterende, at jeg indimellem græder af grin.

L er en lille, tyk bog i et lidt sært format. Den handler om en ung mand, der har regnet ud, at den polynesiske befolkning nedstammer fra sydamerikanere på skøjter, der kom på afveje under den seneste istid. Nu gælder det bare om at finde nogle skøjter derude, så han kan bevise, at teorien holder vand.

Fortælleren, der tilfældigvis hedder Erlend, får samlet 6 unge mænd til at tage med på en ekspedition, der ville have gjort Thor Heyerdahl grøn af misundelse …

Jeg har netop hulket mig igennem ca. 25 sider, hvor de 7 ungersvende, den ene mere arbejdssky og aparte end den anden, afprøver forskellige styreformer på en ellers ubeboet ø i Polynesien. Fantastisk motion for grinemusklerne

Så blev det endelig tid for Christiansborg Rundt igen. Et fantastisk arrangement, som Dansk Svømmeunion i år afviklede for 4. gang. I år med den ekstra lille krølle, at der om formiddagen blev afviklet et 10 km World Cup stævne på ruten.

Det er en helt unik oplevelse at svømme rundt i kanalen: Man starter fra den blå ponton i Frederiksholms Kanal. Svømmer under Christians Brygge og til venstre forbi Den sorte Diamant. Under Knippelsbro, til venstre ind i Børsgraven og under Børsbroen.

Og så, av av, er der den brede bro ved Slotsholmsgade, ved det store kryds. Den er bred og der var mørkt og man kunne ikke se en hånd for sig og en hel hoben brandmænd lå på lur. Jeg så den ikke, men jeg må have svømmet durk ind i een af dem, for resten af turen foregik med en brændende fornemmelse i ansigtet.

Det var der heldigvis ikke tid til at tude over, for så kom Højbro og et skarpt sving til venstre. Langs Gammel Strand og Vindebrogade ligger man nærmest nede i en grav og kan ikke se ret meget, til gengæld er det svært at fare vild: Der er kun een vej frem.

Efter det sidste sving og broen under Vindebrogade kan man næsten se mål. Men først kommer Marmorbroen og broen under Tøjhusgade og SÅ er det endelig tid til at finde nogle hemmelige rester energi til den sidste spurt mod den blå ponton.  

Jeg havde 3 års jubilæum, og der er ikke meget mere at sige om det, end at det var en dejlig tur! Der var rekordmange deltagere i år – 268 kvinder og 601 mænd gennemførte de 2 km svømning rundt om Danmarks regeringsbygning, mens et mindre antal måtte lade sig samle op undervejs.

Niveauet i toppen var også det højeste nogensinde. Sidste år blev jeg nummer 9 – i år gik 9. pladsen til Sarah Bro fra Gentofte Svømmeklub, der svømmede mere end 2 minutter hurtigere, end jeg gjorde sidste år. Havde jeg svømmet lige så hurtigt som sidste år, var jeg blevet  nummer 25 – men jeg var et snøvlehoved og måtte nøjes med en placering som nummer 27.

Hvis altså man kan stole på resultatlisten, og det kan man desværre ikke helt. På grund af et strømsvigt gik der kuk i tidtagningen, så de vindere, der blev udråbt på dagen, viste sig senere at være blevet overhalet indenom. Svømmeunionen mener, den har fået styr på toppen af resultatlisten, men længere nede i feltet kniber det, i hvert fald på herrernes resultatliste, hvor der ikke er overensstemmelse mellem hvad vi så på dagen og hvad der står i resultatlisten.

Men sådan nogenlunde passer det nok. Det vigtigste er at være med, er det ikke sådan, folk med den rette sportsånd skal sige? Det har jeg nu aldrig helt fattet. Hvorfor konkurrere, hvis man i grunden er ligeglad med, om man bliver nummer 72 eller nummer 1? Selvom man ikke kan blive nummer 1 kan man altid konkurrere med sig selv og yde det bedste, man kan. Det synes JEG er ægte sportsånd.  

Rigtig surfing. Sådan som Beach Boys (påstod de) gjorde det i Californien og som aussierne gør det i stor stil.

For mig har ordet surfing været synonymt med wind-surfing, men efter en uge i Newquay, Cornwall, Storbritannien, er surfing nu noget med at fange den rigtige bølge, mærke suset, når man bliver ført med og så – måske, måske – komme op at stå på brættet. Uanset om man står, ligger eller sidder, er det en helt fantastisk følelse at suse af sted på et surfbræt.

Fistral Beach ved Newquay er den bedste og travleste surfer-strand i England. Stik vest vender den, og bombarderes derfor 24-7 af gigantiske Atlanterhavsbølger. Hverken vand- eller luft- temperaturer er i den imponerende ende, men med våddragt på er det ikke noget problem at holde varmen i vandet.

Fra tidlig morgen ligger de og venter på bølger, surferne. Når de, liggende eller siddende i sorte våddragter på brættet, venter på den helt rigtige bølge, ligner de lappedykkere på udkig efter morgenmad. Men så snart en god bølge er i sigte er det slut med lappedykkeriet. Lynhurtigt får de brættet vendt, får sig selv i position på maven på brættet, padler med armene, indtil bølgen har så godt fat i brættet, at det er tid til at komme op at stå. Helt fantastisk ser det ud, når en dygtig surfer fanger en bølge og elegant glider op og ned og ind og ud under en gigantisk bølge på vej mod stranden (nej, det turkisblå billede er ikke fra Newquay, men et jeg har fundet, frit svævende, på internettet).

Der er masser af surf-skoler i området, og ingen bør begive sig ud i de vilde bølger uden undervisning. Både bølger og understrøm kan være så stærke, at det er svært at holde sig oprejst i brændingen, og ingen livredder kan holde øje med alle i de høje bølger. Faktisk omkom en 51-årig engelsk mand, mens vi var der, hvilket absolut gav grund til bekymring, da familiens to teenagere blev sluppet løs.  

Vi havde bestilt 2 x 2 timers undervisning hos RipCurl Surfing School og det var hver en øre værd. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde var kommet op at stå på det bræt, hvis ikke Jo, vores søde instruktør, havde lært mig hvordan. Nåja, jeg lå måske nok på maven og på knæ og nede i vandet en hel del mere, end jeg stod på brættet, men i løbet af de dage, hvor vi lejede våddragter og brædder og øvede os for os selv, lykkedes det faktisk at komme op at stå indimellem. Elegant var det ikke ligefrem, men det var s-j-o-v-t!!

Som turiststed minder Newquay nok lidt om Ibiza – masser af turistbutikker, halvdårlig fastfood og et natteliv spækket med fulde teenagere. Vi boede på Hotel Esplanade, som ligger et stykke fra det værste natteroderi. Det gav os nogle halvlange, men meget smukke spadesereture langs stranden, når vi fik lyst til at spise andet end hotelmad (og det gjorde vi tit …). Til gengæld sang bølgerne vuggeviser for os hver eneste nat, og vi havde en helt uovertruffen udsigt over Fistral Beach fra hotelværelset (det øverste billede er taget fra vores værelse).

Lørdag den 27. juni 2009

Fladbro, vest for Randers

Solskin og blæst og svømmere i sorte våddragter, klar til  Randers Open Water 2009. Midt i skoven, naturen er smuk og lige til at spise.

Lige til at spise er også de små delikat anrettede hapser med røget vildt, laksestykker og snapseglas med Gazpacho, der bliver budt rundt. Det ser lækkert ud, men jeg lader det stå: Sidste år havde jeg nemlig ‘glæde’ af de røgede lækkerier på hele den 5200 meter lange svømmetur, der igen venter forude.

Vi bliver sendt af sted i 4 heats. Jeg er i sidste heat, vi får guldfarvede badehætter og blå forsøgs-chips om armene, mens vi venter. Endelig bliver det vores tur. For de garvede triathleter gælder det om at være forrest fra starten, med høje knæløft løber de ud i den bløde å-bund for at komme først i vandet. Jeg holder mig klar af de allerivrigste mænd og får en fin start.

De første 600 meter går som en leg: Medstrømmen er stærk og åen ligger i læ for østenvinden. Yes, hvor det går! Vandet er rent og køligt, jeg føler mig stærk som en okse. Med øjnene under vandet det meste af tiden mister jeg hurtigt overblikket over hvem der svømmer hvor, men jeg fornemmer jeg ligger i den forreste tredjedel af heatet. Jeg giver den gas og tror på det.

Så runder vi hjørnet og svømmer ud i Gudenåen … og modvinden. De resterende 4600 meter svømmes øst-nord-øst og vinden er lige imod. Føj for en ulykke! Her har jeg i et helt år bralret op om, hvor sjovt og hurtigt det er at svømme medstrøms i Gudenåen … og så er medstrømmen kun en svag fornemmelse i kroppen, mens bølgerne uophørligt kommer rullende imod mig. Det er ikke atlanterhavsbølger, bevares, men de tager godt nok toppen af både farten og overskuddet.  

I Gudenåen er vandet varmere, solen bager og jeg sveder som en hest i min våddragt. Netop som jeg er lige ved at eksplodere af varme og overvejer at deponere våddragten hos een af livredderne, går solen bag en sky og bliver der resten af min svømmetur. Lucky me!

Modvinden og varmen har ædt det meste af mit overskud længe før jeg cirka halvvejs svømmer under motorvejen. Indtil motorvejen er åen bred og åben, nu bliver den fyldt med siv og åkander og hvad det ellers hedder, alt det planteværk man svømmer rundt i. Enkelte gange lykkes det mig at bruge stænglerne til at trække mig frem med (er i god træning fra banetovs-trækning under ben-træning i svømmehallen!), men ellers er å-planterne mest noget der sætter sig på svømmebrillerne, hægter sig om halsen og er i vejen. Men det er nu også lidt festligt at svømme rundt i.  

Efter motorvejen begynder jeg at indhente svømmere fra de første heats. De har lyserøde, hvide eller røde badehætter på og har vidt forskellige strategier: Nogle ligger på ryggen og lader sig nærmest drive med af strømmen. Andre svømmer brystsvømning og ser ud til at nyde naturen imens. Der er også meget smukt. Virkelig smukt, faktisk. Så vidt jeg kan se, altså, jeg har jo øjnene under vandet det meste af tiden.      

Der er 2 distancer i Randers Open Water: ‘Den korte’ på 1000 m og ‘Den lange’ på 5200 m. De ender samme sted, så da jeg passerer den bro, hvor 1000 meteren starter, begynder jeg at kunne se en ende på min frivillige stroppetur. Jeg prøver at presse farten lidt op, men nej, der er ikke nogle reserver at finde nogle steder, jeg er t-r-æ-t!

Endelig, endelig kan jeg se den blå bro. Jeg svømmer under og snubler op ad landgangen, træt … men hooked. Randers Open Water er et fantastisk godt arrangement. Så selvom jeg bliver træt som et alderdomshjem og undervejs når at tænke ‘hvad laver jeg dog her’ rigtig mange gange – så dukker jeg såmænd nok op i Randers næste år igen.