Det er agurketid, så den 6. juli spurgte Politikens Bagside sine læsere, hvad der mon var sket på dette toilet i Politikens Hus. Jeg skrev og fortalte dem præcis, hvad der var sket, men i dag, den 8. juli 2010, skriver Politiken på Bagsiden:
"Blandt de mange bidrag til opklaringen af mysteriet har vi modtaget en halvlang novelle skrevet af Ellen Garne. Den er god, men desværre alt for lang til Bagsidens beskedne format, som egner sig bedre til bidraget fra Torben Christensen etc ..."
Og her gik jeg og troede, Politiken kun var interesseret i at bibringe sine læsere sandheden! Da hverken Politikens eller mine læsere skal snydes for sandheden om det famøse toilet, bringer jeg her den sørgelige, men sande historie:
Katjas første bytur
Katja er til pyjamasparty hos Josephine. Josephine er til videoaften hos Katja. Det har de i hvert fald sagt derhjemme. Men nu sidder Katja og skutter sig i en kold baggård og forstår ikke, hvordan det kunne gå så galt.
Det hele var bare sjov og ballade, da de sad nede ved kanalen og drak breezers sammen med nogle fyre. De kendte dem ikke, men efter den første breezer gjorde det ingenting. De var herresjove, fyrene. Og næsten voksne. De gik i hvert fald i gymnasiet. En af dem bød dem på cigaretter. Josephine tog en og lod fyren tænde den for sig. Hun lagde hånden over hans imens og lignede en på atten. Katja følte sig dum og barnlig. Josephine ved alt. Kan alt. Katja er bare femten år barnlig.
Der var seks breezers i posen, tre til hver. Katja har smagt dem før, men at tre i rap er lige i overkanten opdagede hun først, da hun rejste sig og verden drejede rundt. En af gymnasiefyrene tog hende under armen og trak hende med op mod Rådhuspladsen. Hun grinede. Fuld nok til at være temmelig ligeglad med det hele, men stadig i stand til at registrere, hvordan hans arm nåede bag om hendes ryg, så hans hånd kunne lægge sig rundt om hendes bryst. Hun kunne både lide det og ikke lide det. Josephine gik med armen om en af de andre fyre. Hun skålede op mod himlen og grinede.
En af fyrene nappede en cykelhjelm, der var spændt fast bag på en parkeret cykel. Den gik på omgang. Den, der havde den på, blev gokket oven i hovedet af de andre. Alle grinede, også Katja.
Det var første gang, Katja var på bar. Der var halvmørkt og varmt, musikken var høj og gjorde hende endnu mere ør i hovedet. Hun lod sig trække med over til et bord i et hjørne. Der kom øl på bordet. De sad helt klemt sammen. Ham fyren, der vist nok hed Sune, trak hende op på sit skød.
Cykelhjelmen gik stadig på omgang. Da den nåede til hende, skubbede Sune den op under hendes bluse, så den lignede en gravid mave. De andre hujede. Så skubbede han sine hænder ind under hendes bluse, op over cykelhjelmen og knyttede dem, så det så ud som om hun havde store, bulede bryster. Så grinede de endnu mere.
Snakken flyttede sig, de andre var optagede af noget andet. Sune lod hænderne bliver oppe under hendes bluse, lagde dem fladt rundt om hendes bryster og … klemte dem. Ligesom. Udenpå bhen, men alligevel for tæt på. Hun rykkede uroligt på sig. Han flyttede den ene hånd ned om hendes hofte og pressede hende ind mod sin mave. Hun prøvede at rykke frem, men han trak hende bare baglæns igen. Hun kunne ikke lide det. Ikke sådan rigtigt. Og så alligevel lidt. Sune løftede sit ølglas op til hendes mund og fik hende til at drikke mere, end hun havde lyst til. Han grinede, da hun spildte på sin bluse og på cykelhjelmsmaven. Katja grinede også. Lidt for højt.
Efter alt for meget øl og larm skete der en hel masse, hun slet ikke har lyst til at huske og nu sidder hun her, med hamrende hjerte, i en halvmørk baggård og klamrer sig til cykelhjelmen. Hun kan høre larmen fra baren, hver gang døren går op og i. Hun kryber helt ind i det mørke hjørne, hun sidder i. Hun har kvalme. Det hele snurrer rundt.
På én eller anden måde får hun skrevet en sms til sin far. ”Er du på arbejde?” skriver hun. Siden hendes mor og far blev skilt for syv år siden, er hun gået hen på sin fars kontor på Politiken, når hun skal på weekend hos ham. Han er aldrig klar til at køre, når hun kommer, men det gør ingenting, for der er hyggeligt på redaktionen og de andre journalister er flinke. Nogle gange henter de pizza til aftensmad og kører først hjem, når Katja ikke kan holde sig vågen længere.
Katjas mor siger, det er derfor, de blev skilt. Fordi han altid sidder inde på den lorteavis og skriver sit tåbelige pis. Katja synes ikke, det er pis, det han skriver. Faktisk er hun lidt stolt af ham, men det siger hun ikke til sin mor.
Hendes far svarer næsten med det samme. ”Ja,” skriver han bare. Typisk ham. ”Må jeg komme forbi?” skriver hun. ”Sæføli,” svarer han. ”Nu?”
Katja nikker, men så svimler det endnu mere. Hun sidder helt stille med hovedet lænet mod muren og venter på, det går over. Endelig kan hun rejse sig. Hun skal kun lige rundt om hjørnet. ”Du kan godt,” hvisker hun til sig selv. ”Du skal.”
Receptionisten genkender hende og lukker hende ind med det samme. ”Du er sent på den,” siger han venligt. Katja prøver at smile.
Hun farer vild på gangene. Hun har været der hundrede gange før og nu kan hun ikke finde hans kontor. Der er tomt og mørkt og skræmmende, der er så mange ens, låste døre. Hun har kvalme. Rigtig meget.
Hun kaster op i cykelhjelmen. Brækken siver ud gennem trådnettet og ud på hendes hænder. Hun kommer til at tude. Hendes ansigt er én stor kage af snot, bræk og tårer.
Endelig finder hun en dør, der går op. Hun vakler ind på toilettet og smider cykelhjelmen fra sig i toiletkummen. Hun vasker hænder og ansigt og får det en lille smule bedre. Men kun lidt. Hun trækker ud i toilettet, men cykelhjelmen har kilet sig fast i kummen, der sprøjter vand ud over det hele. Hun hiver toiletpapir af rullen, mange lange stykker, krøller dem sammen og smider dem på gulvet. Der er stadig meget vådt.
Hun sætter sig opgivende ned, lidt væk fra alt det våde. Læner nakken mod de kølige fliser. Lukker øjnene. Måske sover hun. Hun ved det ikke. Så går døren op.
”Jamen Katja, er det dig? Jens sagde, du var kommet. Jeg har ledt og ledt efter dig.” Katja begynder at tude. ”Lille skat, hvad er der dog sket?” siger hendes far, mens Katja bare tuder og tuder.
Katjas far taber sin smøg ned i kummen, da han fisker cykelhjelmen op. Han bander lidt, samler smøgen op og lægger den på toiletpapirsholderen med sin venstre hånd, mens han holder cykelhjelmen i den anden. Så skyller han cykelhjelmen i håndvasken. Han skyller og skyller. Han kommer til at sprøjte vand på gulvet og på Katja, men det gør ingenting.
”Det er ikke min,” hulker Katja.
”Selvfølgelig er det ikke din skyld,” siger hendes far. ”Og jeg siger ikke noget til mor. Den her aften … alt det her … det glemmer vi bare, ikke?”
Katja kommer til at grine mellem alle tårerne. Ikke fordi det er sjovt, men fordi hun er så lettet. Nu er far her. Nu skal det hele nok gå. Hun vil bare sove og sove og sove og glemme alt det dumme, der er sket i aften. Glemme ham Sunes alt for nærgående fingre, da han maste sig med hende ud på toilettet. Hans tunge åndedræt mod hendes hals. Hans fingre i hendes trusser. Nej, hun vil slet ikke huske noget fra i aften. Ikke noget som helst.
Næste dag vågner hun i sit værelse ude hos far. Hun kan ikke huske, hvordan de kom hjem. Men Sunes fingre. Og al hans mosen og masen og moslen og grynten, selvom hun slet ikke ville, og bagefter så lukkede han bare sine bukser igen og forsvandt … Alt det, hun helst vil glemme, det husker hun. Selvom hun ikke vil. Hun husker det alt for godt. Alt, alt for godt.
Tags: Bagsiden, Katjas første bytur, Politiken, sommernovelle
Man tager en helt almindelig, dansk sommerlørdag. Sådan en lørdag, man som dansker kun kender alt for godt og som får enhver med fornuften i behold til at tvivle på det med den globale opvarmning. På sådan en dag finder man så på at stå op før en vis mand får sko på. Man sluger sin morgenmad, pakker søvndrukkent sammen og lister, for ikke at vække den slumrende familie, stille ud af gadedøren. Og mens ens søster sætter bilen i gear og styrer mod Randers, ransager man desperat sin hjerne efter gode forklaringer på, hvorfor man er på vej mod nord.
Mine søstre, der ikke tidligere har deltaget i åbent-vand-svømme-arrangementer, er ikke mindre skeptiske end mig, tværtimod. Stemningen i bilen veksler mellem vantro skepsis og grænseløs optimisme. Der er mest af det første. Det er den 19. juni, men bilen melder 11 grader udenfor, og på trods af mine gentagne ”NU lysner det, jeg kan se det på himlen” bliver skyerne bare tungere og tungere, mens vi nærmer os Randers og årets udgave af Randers Open Water, ROW.
Nej, det lysner ikke. Overhovedet ikke. I Randers, eller Fladbro, for nu at være helt præcis, siler regnen ned. Jeg får overtalt mig selv til at tage mit varme tøj af og med hænder, der ryster af kulde, ifører jeg mig våddragten. Jeg henter en lyserød badehætte i registreringsteltet og så … ja, så er jeg vel klar til at svømme 5.2 km ned ad Gudenåen.
Søstrene tager afsked og ser alt andet end misundelige ud, de er ikke ligefrem kede af at skulle nøjes med 1000 meter i koldt åvand. De er sporty og i god form, men svømning er ikke deres spidskompetence, de er nærmest temmelig forbeholdne overfor det med at plaske rundt med hovedet i vandskorpen. Og deres forbehold mod koldt vand er massive. Meget.
Og så står jeg der, sammen med nogleogtyve andre lige så fandenivoldske åbent-vand-svømmere og venter på, at sidste heat fløjtes i gang. Med kolde fødder på den mudrede åbred står jeg og undrer mig over, hvorfor jeg ikke ligger trygt og rart i min seng. Jeg ser varm te og lune hjemmesko for mit indre blik. Og så alligevel ikke. For findes der noget skønnere skue end en masse mænd (og lidt færre kvinder) iført sorte gummidragter, lyserøde badehætter over neopren-kyserne og med de bare tæer begravet i mudder?
Men da startfløjtet går, er det alt sammen lige meget. Frygtløse kaster vi os i det kolde vand, som arrangørerne optimistisk har lovet 16 grader varmt i Nørreåen, hvor de første 600 meter svømmes, og over 17 i Gudenåen, hvor de efterfølgende 4.6 km skal forceres.
De kan sige hvad det skal være, det føles nu koldt, vandet. Ansigt, fødder og hænder protesterer over kulden, men våddragten holder kroppen varm, og det er jo den, der skal arbejde. Resten følger bare med. Lidt modstræbende, måske, men nu er det strømmen og armene, der bestemmer retningen og tempoet.
Regnen gør det ikke mindre koldt, men jeg har heldigvis én at jagte, det holder både tempoet og kampgejsten oppe. Min frekvens er alt for høj, men jeg lover mig selv, at hvis bare jeg kan følge med min "hare" til vi har passeret motorvejen og dermed er godt halvvejs, så kan jeg få lov at sætte frekvensen ned.
Det går godt. Så godt, faktisk, at det er min hare, ikke mig, der ender med at sakke bagud. Selvom jeg er nødt til at sætte frekvensen ned et par hundrede meter efter motorvejen, er det mig, der er haren de sidste kilometer. Måske er det fordi jeg er blevet bedre til at navigere i åbent vand uden at miste tempo, siden jeg svømmede ned ad Gudenåen for første gang i 2008. Måske er jeg i bedre form end sidste år. Måske er jeg heldig med at fange strømmen. Måske er det bare min dag.
Jeg får et glimt af mine 3 søstre, der venter ved startstedet til ”den korte” rute. Så er der kun én kilometer igen. Vejret er bedre nu, det er holdt op med at regne, og måske er solen på vej frem. Ikke at det udretter mirakler ved temperaturen i mine fødder, tanken om varme sokker er stadig ganske forjættende. Jeg presser frekvensen op igen og så er den blå bro pludselig i sigte.
Mine fødder er næsten følelsesløse af kulde, men kroppen er varm og veltilpas, så jeg giver gas de sidste meter, selvom jeg er træt. Traditionen tro vakler jeg, da jeg rejser mig for at gå i land. Det er som om kroppen ikke er parat til at være lodret og benene ikke parate til at bære vægten, når man har svømmet så langt uden ophold. Så jeg småfalder op ad landgangen og falder om på en bænk.
Inden længe dukker mine søstre op af det grøn-brune vand. Trætte og kolde, men temmelig kække over at have gennemført deres første åbent-vand-arrangement under så barske omstændigheder.
Nu er der måske nogen, der sidder og spørger sig selv, hvorfor jeg år efter år udsætter mig selv for en stroppetur ned ad Gudenåen. Det er et ret godt spørgsmål, men når først man er i gang og det hele kører er det en fantastisk oplevelse at svømme der. Det er sjovt. Det er udfordrende. Og efter 3 år er det jo nærmest blevet en tradition at skyde åbent-vand-sæsonen i gang med en tur til Randers.
Derudover er ROW det eneste åbent-vand-arrangement i Danmark, hvor medstrøm for alvor giver ekstra skub under fødderne. Det er SÅ sjovt at svømme medstrøms!
I år holdt jeg fx. en gennemsnitsfart på de 5.2 km på under 1:12 pr 100 meter, en hastighed jeg ikke engang kan holde på en 200-meter i et bassin. Har man ikke prøvet at svømme medstrøms, kan det stærkt anbefales at prøve. Det er sjovt, uanset om vandet er koldt eller varmt!
Mere om ROW på Dansk Svømmeunions hjemmeside og i Facebook-gruppen.
Resultatlisten 2010 og billeder – tak til Mads Jørgensen for lån af billeder.
Randers Open Water rocks!
Tags: åbent vand, open water swimming, randers open water, svømning i åbent vand
Jeg har fået en Oscar. Eller mere præcist, så har jeg KØBT en Oscar. Ikke af den slags, man får for at gøre sig bemærket i filmindustrien, men sådan en lille, buttet sag, der kan producere den mest vidunderlige juice. Oscar juicer stort set alle slags frugt og grønt: Æbler, pærer, ananas, broccoli, agurk, kiwi, gulerødder, kål, salat, fennikel, krydderurter, hvedegræs, spirer, selleri, rødbeder, ingefær …
Engelsk-sprogede folk med forstand på juice kalder Oscar for en single auger eller en masticating juicer. Det betyder, at Oscar koldpresser juice af alle slags frugt og grøntsager ved hjælp af en slags spiral-cylinder, der nærmest tygger grøntsagerne i juicen og derved adskiller væde og fast stof. Resultatet er levende juice, der smager helt vidunderligt og som er fyldt med enzymer og næringsstoffer, som er meget lettere for kroppen at optage, når de ikke er bundet til grøntsagsfibrene.
Er man af den fornærede slags gør det lidt ondt at kassere pulpen, dvs. det der bliver til overs, når juicen er presset ud. Nogle giver det til høns eller hunde, men den slags har jeg ikke, så jeg smider det ud. Jeg har prøvet at lave kiks af det, men det var ærlig talt ikke den helt store succes. Min trøst er, at kloge hoveder påstår, at langt de fleste næringsstoffer befinder sig i juicen, og at pulpen primært består af fiber. Juicer man konventionelle grøntsager er der desuden folk der mener at have målt, at eventuelle pesticidrester er bundet i pulpen.
I tv-udsendelsen Fuck cancer er levende juice et centralt våben i Chris McDonald og hans fars kamp mod kræften. Juicen fra den twin-gear-juicer, de bruger, skulle være lige et nummer bedre end Oscars. Når jeg alligevel valgte Oscar frem for en twin-gear-juicer, er det fordi twin-gear-juicere er dyrere, tungere og mere besværlige at gøre rene. Jeg er meget, meget glad for min lille, handy Oscar, der kun tager et øjeblik at gøre ren efter brug.
Går man ind i en hvidevarebutik i Danmark og spørger efter en juicer, bliver man sandsynligvis præsenteret for et udvalg af centrifugal-juicere. De er billigere og hurtigere end koldpressere, men de larmer helt vildt meget. At drikke friskpresset juice fra en centrifugal-juicer er meget bedre end at drikke pasteuriseret juice fra en køledisk, men juice fra en centrifugal-juicer bliver dels forringet af den opvarmning, der sker under de høje omdrejninger, dels oxiderer juicen under processen, hvilket har en negativ indflydelse på såvel indholdet af vitaminer som det æstetiske indtryk af juicen. En centrifugal-juicer er heller ikke så god til at juice bladgrønt. Bladgrønt-juice (kål, spinat, broccoli, krydderurter etc.) er et absolut must, hvis man juicer for sin sundhed.
Oscar kan så vidt jeg ved ikke købes i Danmark sådan lige pt. Man kan købe en der både ligner og bruger samme presseprincip, men den har ikke Oscars 20-års garanti (5 år på delene).
Se Oscar i brug her.
Oscar kan købes i England. Husk at købe et adapter-stik, hvis du køber elektronik i England – og husk at registrere din Oscar.
Tags: juice, juicer, levende juice, masticating, oscar, single auger